Prøv avisen
Tro og tvivl

Bededame: Vi henter de døde for tidligt i deres hjem

Bededame Bente Lorenzen har i næsten et kvart århundrede haft Grejsdalens Begravelsesforretning, hvor hun har stået for bisættelsen og begravelsen af mennesker fra alle trossamfund samt af ikke-troende. Fælles for alle er dog et behov for ritualer, når der skal tages afsked, siger hun. – Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Pårørerende til afdøde fortæller mange historier om uforklarlige hændelser til bededame i Grejsdalens Begravelsesforretning Bente Lorenzen. For hende er der ingen tvivl om, at der findes en åndelig verden, som har en betydning, ikke mindst når mennesker dør

Hvordan vil du beskrive din tro?

Troen er mit anker og det, som står fast for mig i en tilværelse, hvor jeg ellers godt kan fjumre rundt og nogle dage være længere væk fra Gud end andre dage. Jeg har dog altid en fast tillid til, at jeg aldrig er alene, at Gud konstant er med mig, og at jeg er elsket, som jeg er. For sådan er det, også selvom jeg ikke altid er bevidst om det. Gud er på den måde ligesom vejret. De er der altid begge to, også når jeg ikke bemærker det.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg voksede op på et soldaterhjem hos mine forældre, der altid var optagede af at gøre en hel masse for andre mennesker. Min mor, der lever endnu, fylder også stadig sin dag med at give sig selv, og det samme gjorde min far. Han var en tid formand for Indre Mission i Tønder, og samtidig var han meget økumenisk indstillet og åben over for andre trossamfund. Så det var et kristent hjem med en levende tro og med mennesket i fokus. Selv den dag i dag lægger min mor dagligt alt frem for Gud og beder for sine børn, børnebørn og oldebørn.

Senere blev min far bedemand i Tønder, og jeg hjalp også til i forretningen, men ville dog ikke selv arbejde i branchen, ikke så længe jeg havde små børn i hvert fald. Derfor er jeg oprindeligt uddannet socialpædagog. Men så kom den teknologiske udvikling og gjorde det muligt for mig at passe virksomheden uden fysisk at være tilstede hele tiden, så for 24 år siden blev jeg selvstændig bededame, som det faktisk hedder.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg har altid vidst, at jeg var elsket af Gud, og at jeg kunne lægge tingene over til Gud, så min tro har aldrig i sig selv været udfordret. Men jeg blev gal på Gud over, at han lod det ske, dengang en af mine veninder døde, da vi var ganske unge. Senere fandt jeg så ud af, at dén vrede netop var beviset på, at Gud er her. For hvordan skulle jeg ellers kunne blive så vred på ham?

Men også i mit arbejde som bededame kan jeg hele tiden blive oplyst om nye vinkler på troen, ikke fordi der sker ulykker, eller fordi børn og unge dør, for sådan er livets vilkår også, men derimod af de andre trossamfund og deres ritualer. Jeg ender altid med at være lettet over, at det er Jesus, som jeg tror på.

Ja, at det i virkeligheden er Gud, der tror på mig, og at jeg ikke skal gøre noget for at blive frelst. Deri ligger der en stor forskel til for eksempel andre religioner, som ofte har mange ting, de skal foretage sig på bestemte måder for at gøre sig fortjente til frelsen.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det er selvfølgelig i mødet med mennesker i mit arbejde og andre steder, at min tro er blevet formet. Jeg tror således selv på den åndelige verden, og i mødet med de efterladte er der også nogle, der oplever såkaldt uforklarlige ting, og jeg tror på det, som de fortæller mig. Jeg har også indimellem selv haft en fornemmelse af, at vi henter den døde for tidligt i hjemmet, uden at jeg kan forklare hvorfor, og endelig er det også pudsigt, at mange mennesker dør lige i dét øjeblik, hvor den, der våger, er ude og hente en kop kaffe. Førhen talte man også meget om, at den døde blev hentet af allerede afdøde slægtninge.

Derudover er jeg med i en gruppe af bedemænd, som hedder Patio, hvor vi udveksler erfaringer. Det gælder selvfølgelig de praktiske ting, men vi kommer også ind på både menneskelige og trosmæssige emner.

Og i min fritid læser jeg teologi for lægfolk, hvor min barnetro beriges med en anden og ny horisont. Det gør, at jeg får sat meget på plads for eksempel, i forhold til hvordan Bibelen kan læses, og hvordan man drøfter det, når folk stiller spørgsmålstegn ved Jesu gerninger – samt at jeg som troende ikke behøver at stå til regnskab for, hvordan Bibelen bliver fortolket.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

I min dagligdag er jeg i dialog med Gud. Vi beder også bordbøn og synger til bords, og vi takker Gud for hver dag. Troen giver mig på den måde styrke til hverdagens opgaver, for som bededame møder jeg mennesker i en svær tid, hvor jeg kommer og går nogle skridt sammen med dem, inden jeg forsvinder ud af deres liv igen.

Det kan derfor for de efterladte være en lettelse med en som mig, der ved, hvad der skal ske, og både kan bede en bøn, hvis det er nødvendigt, og tør tale om den tro og den tvivl, det måske er svært at tale med andre om. For mange danskere er både trosfremmede og blufærdige. Jeg er også glad for alle de gange, hvor der er en præst til at foretage bisættelsen eller begravelsen, for dér deles vi om arbejdet. Når der så ikke er nogen gejstlig medvirken, oplever jeg, hvordan de efterladte stadig gerne vil tage afsked med blomster, sang, nogle ord og stilhed, altså med et ritual.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Som mor og bedstemor til flere børnebørn og med nye børnebørn på vej ved jeg, at ”Peter Plys og hans venner” kan noget. Men ellers læser jeg gerne frikirkepræst Gunni Bjørsted, den norske biskop Per Arne Dahl og den svenske præst Tomas Sjödin. De rammer med deres bøger om det dagligdags lige ned midt i mit liv. For jeg har det med at blive fanget i hamsterhjulet, så jeg synes, at jeg skal nå både det ene og det andet, og dermed risikerer jeg at komme langt væk fra mit trosanker. Så selvom Gud altid holder fast i mig, er det godt at kunne læse for eksempel Tomas Sjödins bog ”Det sker, når du hviler”.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Jeg har ved flere lejligheder mødt sygehuspræsten Preben Kok, som jeg sætter stor pris på. Han sagde engang til mig, da jeg talte om at føle mig magtesløs: Husk, det betyder, at vi er løst af magten. Det er ord, som jeg hele tiden vender tilbage til, for det er jo netop ikke os selv, der styrer noget som helst. Dermed ikke sagt, at jeg ikke skal tage ansvar for mit eget liv og det, som jeg gør. Men Gud tror på mig, bare fordi jeg er mig, og deri ligger frelsen og livets mening, så det er en viden, som det er godt at hvile i.

som bededame møder jeg mennesker i en svær tid, hvor jeg kommer og går nogle skridt sammen med dem, inden jeg forsvinder ud af deres liv igen.

Bente Lorenzen