Leg med ord: Bederum hedder alt muligt andet på universiteterne

På universiteter og professionshøjskoler bruger betegnelser som refleksionsrum, retræterum, fordybelsesrum og stillerum om lokaler, hvor studerende kan bede eller holde andagt. Det viser aktindsigt. Religionshistoriker tolker det som en frygt for politikernes anti-islamiske dagsorden

 Københavns Universitet stiller syv stillerum til rådighed for studerende til blandt andet fordybelse, meditation, yoga og personlig bøn. –
Københavns Universitet stiller syv stillerum til rådighed for studerende til blandt andet fordybelse, meditation, yoga og personlig bøn. – . Foto: Leif Tuxen.

Mens ordet bederum har lydt igen og igen i den politiske debat de seneste måneder, er det et ord, man undgår på uddannelsesstederne.

Det viser en opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som Kristeligt Dagblad har fået aktindsigt i. Her har ministeriet indhentet svar fra 37 af landets universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier og lignende. 10 af dem oplyser, at de stiller rum til rådighed til religiøs praksis for studerende og ansatte, men samtidig understreger 9 af ud af de 10, at der ikke er tale om egentlige bederum, der primært er tiltænkt religiøs bøn.

I stedet bruger de ord som refleksionsrum, retræterum, fordybelsesrum og stillerum om de lokaler, hvor studerende kan gå hen og bede eller holde andagt.

Spørgsmålet om bederum er blevet aktuelt, efter at Dansk Folkeparti har stillet et beslutningsforslag om at forbyde disse rum på skoler og uddannelsessteder for at forhindre islamisk bøn. Og det politiske mål kan meget vel have spillet ind på uddannelsesstedernes manglende lyst til at bruge ordet bederum, siger Tim Jensen, lektor i religionsvidenskab på Syddansk Universitet. Han tolker svarene i ministeriets opgørelse som, at uddannelsesstederne ikke ønsker at blive en del af politikernes anti-islamiske dagsorden.

”Det ligger meget tydeligt både implicit og eksplicit i deres svar, at de ikke ønsker at problematisere de her rum. Derfor gør de sig umage for ikke at kalde rummene noget, der kan spille med på politikernes islamofobiske agenda,” siger han.

Tim Jensen finder det interessant, at uddannelsesstederne over årene er begyndt at imødekomme et åndeligt behov blandt de studerende ved at oprette disse rum. For få årtier siden ville man højst finde en kantine og en sportshal på studiestederne. Men i dag er det spirituelle blevet normaliseret som et behov på linje med andre, siger han.

At rummene dog bliver kaldt alt muligt andet end bederum, kalder Tim Jensen for ”en leg med ord”. Han ser det som et udtryk for, at studiestederne vil sikre sig, at politikerne ikke opfatter dem som farlige. Samtidig kan det være et forsøg på at sløre, at rummene i visse tilfælde faktisk bruges af muslimer.

”På sin vis er det nedslående, at de føler sig nødsaget til at gøre det. Men på den anden side er det flot, at de holder fanen højt og nægter at gøre et problem ud af noget, som de ikke oplever problemer med,” siger han.

Også Brian Arly Jacobsen, lektor i religionssociologi ved Københavns Universitet, hæfter sig ved, at studiestederne oplever religionsudøvelsen som uproblematisk.

”De giver udtryk for, at det ikke er noget, der har ført til konflikter hos dem. Samtidig virker det til, at studiestederne ikke oplever, at rummene bliver brugt i nævneværdig grad. Derfor har Roskilde Universitet også kunnet nedlægge det for en periode uden problemer,” siger han.

Brian Arly Jacobsen hæfter sig desuden ved, at det ifølge ministeriets opgørelse hovedsageligt er kristne grupper og studenterpræster, der benytter sig af rummene, og at islam og muslimer næsten ikke bliver nævnt.

Det er heller ikke religionssociolog Henrik Reintoft Christensens indtryk, at rum til bøn eller refleksion bruges meget af muslimer på de videregående uddannelser. Han er lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet og undersøger sammen med kollegaen Lene Kühle, der er religionssociolog og professor MSO, brugen og etableringen af stillerum herhjemme.

”Rummene er sjældent store og bruges ikke så meget til kollektiv religionsudøvelse, gudstjenester eller store bønnemøder, så vidt vi kan se. De er steder, hvor man kan trække sig tilbage, og hvor der lægges op til en mere meditativ adfærd. Rummene lader heller ikke til at være lavet på grund af en efterspørgsel fra religiøse grupper, men fordi uddannelserne selv vil tilbyde det,” siger han.

Dette kan ifølge Henrik Reintoft Christensen skyldes international konkurrence om de studerende, hvilket blandt andet forklarer, hvorfor det primært er universiteter og professionsuddannelser, der stiller rum til rådighed for bøn.

”De er de uddannelser, der kæmper mest om internationale studerende og derfor ser en fornuft i at vise, at de har rum til bøn. Men ministeriets opgørelse peger samtidig på, at uddannelsesstederne har svært ved at dedikere rum specifikt til religiøs praksis. De vil ikke forskelsbehandle og laver derfor refleksions- og stillerum, hvor alle kan komme til. Nogle skriver direkte i deres svar til ministeriet, at religiøse ikke har forrang til rummene, men lige så stor ret som alle andre.”