Begravelser har været blandt de største afsavn hos danskerne under coronakrisen

Under coronanedlukningen har det været langt hårdere at give afkald på sammenkomster og cafébesøg end kirkegang og påskefejring, viser undersøgelse. Til gengæld har bekymringen over ikke at kunne deltage i begravelser været markant, siger religionssociolog Peter B. Andersen

De seneste måneder har begravelser måttet foregå på en noget anderledes måde end normalt, og det har medført et afsavn hos mange danskere. Kristeligt Dagblad var med, da Hanne Thunestedt i juni blev bisat under åben himmel i Rødvre Kirke ved København. - Foto: Asbjørn Sand
De seneste måneder har begravelser måttet foregå på en noget anderledes måde end normalt, og det har medført et afsavn hos mange danskere. Kristeligt Dagblad var med, da Hanne Thunestedt i juni blev bisat under åben himmel i Rødvre Kirke ved København. - Foto: Asbjørn Sand

De seneste måneder har begravelser måttet foregå på en noget anderledes måde end normalt. Frygten for smittespredning har betydet, at der er blevet sat store begrænsninger for antallet af deltagere i og uden for kirkerummet, og de fremmødte har måttet sidde med god afstand og i nogle tilfælde også båret masker eller ikke kunnet synge salmer.

Dette har gjort ondt hos mange pårørende, som i blandt andet Kristeligt Dagblad har fortalt, hvordan de var kede af, at den afdødes børnebørn for eksempel ikke kunne deltage ved begravelsen, eller at de ikke selv kunne være med til at give en nær ven eller slægtning en god afsked.

Men ærgrelsen over de coronaramte begravelser lader ikke kun til at have bekymret dem, der selv har deltaget i begravelser den seneste tid. For begravelser er et af de områder, hvor danskerne generelt har lidt størst afsavn under nedlukningen. Det viser en spørgeundersøgelse, som YouGov har foretaget for Københavns Universitet i forbindelse med forskningsprojektet ”Covid-19 – religion og eksistens”.

I undersøgelsen er deltagerne blevet spurgt ind til de vigtigste afsavn under Covid-19-krisen, og de har fået ni valgmuligheder og måttet sætte op til tre krydser hver. Her er det klart de private sammenkomster, som flest – 61 procent – har fundet vigtigst, hvorefter caféer og restauranter kommer med 33 procent. På en tredjeplads med 29 procent kommer begravelser, som bliver efterfulgt af kulturinstitutioner og sportsarrangementer.

Artiklen fortsætter under annoncen

At begravelser bliver set som så stort et savn under krisen er interessant, siger Peter B. Andersen, der er religionssociolog på Københavns Universitet og en del af forskningsprojektet. For der er ikke tale om en begivenhed, som danskerne går til lige så ofte, som de for eksempel deltager i sportsaktiviteter eller kulturelle arrangementer.

Til gengæld har coronakrisen fået risikoen for dødsfald og begravelser til at fylde mere i danskernes bevidsthed, siger Peter B. Andersen.

”Langt de fleste af os har en ældre slægtning eller lignende, som vi frygter ikke vil være stærk nok til at stå igennem coronakrisen, hvis vedkommende blev smittet. Og så bliver bevidstheden om, at der kan komme en begravelse, man måske ikke kan deltage i, meget stor. Så for nogle har afsavnet ved begravelser været meget konkret, fordi de for eksempel ikke kunne deltage i en, og for andre har det handlet om en bekymring,” siger han og tilføjer, at dette under alle omstændigheder også understreger begravelsens betydning for folk.

”Det viser, at begravelser er en rigtig væsentlig begivenhed for danskerne at deltage i. Og den er både vigtig på et religiøst og et personligt plan. For det handler om at få sagt farvel til en slægtning eller ven på en ordentlig måde og om at få vist respekt for den afdøde ved at være der.”

Ud over begravelser er der i undersøgelsen spurgt ind til danskernes afsavn, hvad angår religiøse højtider som eksempelvis påsken samt religiøse møder som gudstjenester, messer eller fællesbøn. Dette er der henholdsvis seks og fem procent, der finder vigtigt, hvilket kun ligger over savnet over ikke at kunne deltage i politiske møder.

Hvis man ser på de af deltagere, som plejer at være religiøst aktive, er afsavnet dog væsentligt højere, siger Peter B. Andersen.

”Når det kommer til de danskere, der plejer at være religiøst aktive ved for eksempel at gå i kirke, bede bønner derhjemme eller dem, der bare kalder sig spirituelle, så er det tydeligt, at de i højere grad har savnet de religiøse aktiviteter. Det gælder også for dem, der har deltaget i religiøse onlineaktiviteter i stedet. Det siger noget om, at det religiøse fysiske fællesskab ikke er ligegyldigt for dem, der er religiøst aktive,” siger han.