Prøv avisen

Sognet har også behov for at mindes de askespredte

På Sct. Olai Kirkegård i Kalundborg har man for nylig indviet denne stenskulptur, som blandt andet skal være mindested for efterladte, der har stedt deres afdøde til hvile på havet. På stensøjlerne kan de vælge en plade, hvorpå de kan få inskriberet den afdødes navn. – Foto: Sct. Olai Kirkegård.

Askespredtes navne mangler på kirkegården. Det rammer den lokale erindringskultur, siger sognepræst

Når asken er spredt over havet, kan det aldrig gøres om. Det har fået flere kirkegårde og stenhuggere til at overveje, hvordan man kan skabe fysiske mindesteder for efterladte, der mangler er sted at gå hen. Men det er faktisk ikke kun for de nære pårørendes skyld, at navne og datoer på døde bør kunne findes på kirkegården. Det mener Arne Mårup, sognepræst i Hjerting ved Esbjerg. Her overvejer man i øjeblikket at lave et fællesmonument med mulighed for at få askespredtes navne inskriberet.

”Når jeg går hen over kirkegården, ser jeg navnene på de mennesker, der har levet og virket i sognet. Men i takt med at flere bliver askespredt, vil deres navne komme til at mangle på kirkegården, og det har en ærgerlig indflydelse på den lokale erindringskultur. Mennesker, som har spillet en rolle i lokalsamfundets fællesskab, forsvinder pludselig helt og risikerer at ryge ud af historien. Derfor overvejer vi at tilbyde den her mulighed til de efterladte,” siger han.

På kirkegårde rundt om i landet ved man, at efterladte kan mangle et konkret mindested. For siden 1980’erne har mange danskere valgt et endeligt i fællesgrave, som er uden sten eller plader med angivelse af navn og fødselsdato. Og det er ikke nogen sjældenhed, at pårørende i de situationer henvender sig til kirkegårdene om muligheden for at flytte deres afdødes urne til et kendt gravsted. Her er det straks mere definitivt med askespredninger til havs. Asken kan selvsagt ikke skaffes tilbage, hvis de efterladte fortryder, ligesom nogle efterladte måske helt fra begyndelsen har været uenige med afdøde om beslutningen om askespredning. Det er også et dilemma, man i Hjerting ønsker at imødekomme. Og så vil man i øvrigt ikke påtvinge de efterladte til askespredte at få en mindeplade på kirkegården.

”Hvis folk skal have en form for minde på kirkegården, skal det selvfølgelig være noget, de eller deres efterladte tilvælger,” siger Arne Mårup.