Der findes social kontrol i kristne miljøer i Danmark, som tåler sammenligning med muslimske miljøer. Det hævdede Berlingske i weekenden, og det har vakt en del debat i kirkelige kredse.
Årsag til diskussionen er et projekt fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Grundlæggende var ønsket at sætte ind over for den sociale kontrol, der strider mod ”danske og vestlige værdier”, som integrationsminister Inger Støjberg (V) sagde, da regeringens handlingsplan mod ekstremisme blev søsat 2016.
”Truslen kan komme både fra Kabul og Kundby,” forklarede ministeren dengang til Altinget.
En af regeringens idéer var at oprette en hjemmeside, hvor enkelte unge fik mulighed for at fortælle om social kontrol, og derefter skulle man samle nok stemmer til at danne et netværk, som til sidst kan oplyse om fænomenet, blandt andet ved at holde foredrag på skoler.
Men nu er projektet løbet ind i en overraskelse. For 8 ud af 25 stemmer, man kan booke til foredrag, på bloggen er ”etnisk hvide kristne”, siger Jacob Als, der er direktør for det firma, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har hyret til at danne det digitale netværk til bekæmpelse af social kontrol.
Når det gælder social kontrol, har kristne været ”en totalt overset gruppe”, konkluderer den fagligt ansvarlige hos Berlingske.
Om emnet er overset, lader sig diskutere. Siden 1960’erne har det kirkelige Danmark drøftet netop social kontrol i missionske kredse. Politiken bringer jævnligt læserbreve fra unge, der fortæller om samme udfordring. Typisk har Martin Rosgaard, der lægger afstand til missionsk kristendom på bloggen, optrådt på både TV 2, P1 og Kristeligt Dagblad, før han blev opdaget på Integrationsministeriets blog, der bærer navnet ”Med al respekt”.
Men det vigtigste spørgsmål at stille regeringen er: Giver det mening at slå arbejdet med muslimsk og kristen social kontrol sammen?
Der er ingen tvivl om, at der findes en form for social kontrol i visse sekteriske og kirkelige kredse. Men forskellene er så store, at de to problemer er svære at få til at passe ind under samme hat.
Vold i familien er ikke noget særligt missionsk problem i Danmark. Det er til gengæld et vilkår, der går igen, når unge med muslimsk baggrund fortæller om social kontrol i deres opvækst.
Æresforbrydelser er en kulturel logik, der hviler på en idé om, at et individs, ofte en ung kvindes, adfærd kaster skam over en hel familie, hvorefter man må straffe hende for at genskabe familiens ære.
Denne afstraffelsesform kan muligvis findes blandt afrikanske eller mellemøstlige kristne, men æresforbrydelser er et ikke-eksisterende problem blandt konservative kristne i Danmark, og besøger man det københavnske krisecenter Danner, der blandt andet hjælper kvinder, der er truede, vil man opdage, at det ikke er missionske kvinder, der fylder værelserne.
Tvangsbrylluper er hovedsageligt et mellemøstligt fænomen. Intet tyder på en udfordring af samme karakter i kristne kredse.
Opdragelsesrejser eksisterer i særligt muslimske kredse i Danmark. Samme historie genfortælles af flere bortløbne unge med muslimske rødder: Hvis de er blevet for danske, kan nogle måneders ophold i oprindelseslandet tjene til at genetablere de unge menneskers kulturelle identitet. De missionske unge sendes ikke på opdragelsesrejse. Vender de tilbage til hjemstavnen, sker det af egen fri vilje.
Omfanget af social kontrol i muslimske miljøer, som politikere opfatter som problematiske efter danske forhold, er helt grundlæggende langt større end i kristne miljøer. Og det er af en anden karakter: Helvedestrusler, som plager mennesker igennem livet, kendes i konservativ kristendom. De kan være slemme nok for den truede. Men der går en vigtig skillelinje mellem de religiøse trusler, der kræver en god samtale med en præst, og de religiøse trusler, der kræver politibeskyttelse.
Hvis man går let hen over disse forskelle, behandler dem ud fra samme logik og i håb om samme løsninger, har man ikke gjort det let for sig selv. Man kan med en let bæven overveje, hvad det er for en gruppe unge, der sendes ud i skolerne for at undervise i social kontrol. Den sikre vej til ikke at få gjort noget ved muslimsk kontrolkultur i Danmark er at relativisere den. Og det er, hvad Integrationsministeriets projekt kan risikere at ende med at gøre, når man anvender en så stor gryde til at smide alle former for social kontrol hos religiøse mennesker ned i.
Der er også en anden risiko ved indlæggene på bloggen ”Med al respekt”. De kan spændes for en anden ideologisk vogn end den, der oprindeligt var meningen: at bekæmpe ekstremisme fra Kabul til Kundby.
Det er påfaldende, at så mange af de skrivende på bloggen har været eller er i berøring med foreningen ”Eftertro”, som er et fællesskab stiftet af blandt andre Ateistisk Selskab med det ideologiske mål at give mennesker et gudløst perspektiv på deres eget trosliv og reelt hjælpe folk ud af religiøse fællesskaber. En hurtig søgning på Google viser, at det er minimum 5 af de 25 unge stemmer, som har været i berøring med Eftertro eller er det i dag.
Det er ikke forbudt at melde sig som foredragsholder om negativ social kontrol, blot fordi man har været i berøring med en ateistisk forening. Men det er vel ikke helt ligegyldigt, om regeringen sender unge ud på skoler med en ateistisk dagsorden eller med en antiekstremisme-dagsorden.
Slet ikke, når regeringen har ført sig selv frem som forsvarer af kristne værdier i sit regeringsgrundlag.
Integrationsministeriets blog om social kontrol rejser to spørgsmål. Skal regeringen bekæmpe ekstremisme ved at bekæmpe Indre Mission?
Og ønsker man at gøre sin indsats mod social kontrol afhængig af en interessedrevet forening stiftet af Ateistisk Selskab