Lorens Hedelund boede i Pakistan i syv år fra 1968 til 1974, udsendt af Dansk Pathanmission. Sammen med en dansk præst, Jens Enevoldsen, rejste han rundt i de ufremkommelige bjergegne i det nordøstlige Pakistan ind mod grænsen til Afghanistan. Fra en lille bogbus solgte de litteratur på det lokale sprog, pashto, som de også selv havde lært sig, og de talte med hundredvis af mennesker. De solgte især digte skrevet af lokale digtere, der tilhører den mystiske gren inden for islam, sufismen. Desuden havde de altid eksemplarer af Det Nye Testamente med.
”Vi brugte folkets egen litteratur, især sufidigterne, fordi de udtrykker en frigørelse fra den ortodokse islam, som er præget af en juridisk tankegang, hvor man som menneske skal gøre sig fortjent til Guds barmhjertighed. Sufierne beskriver en frihedens vej til Gud. Så vi brugte deres digte til at åbne folks ører,” fortæller han.
Søndagens tekst, hvor Jesus taler om sine får, der hører hans røst, vækker genklang hos den tidligere missionær. Han ser sig selv som et af Jesu får og tænker på sin missionærgerning som et forsøg på at nå ud til andre mennesker med evangeliet, så også de får mulighed for at høre Jesu røst.
I sin tid i Pakistan etablerede Lorens Hedelund mange venskaber med lokale og oplevede, at der var nysgerrighed over for det kristne budskab. Men billedet af Gud som hyrde var ukendt for de fleste.
”For mange muslimer er billedet af Gud som den gode hyrde meget fremmed, og tanken om, at man kan få noget gratis i relationen til Gud virker ufattelig og nærmest syndig,” siger den tidligere missionær, der også efter sin hjemkomst har arbejdet intensivt med mission og religionsdialog.
”I min tid i Pakistan var der kun ganske få, der konverterede. Men de gjorde så meget desto større indtryk. Jeg mødte en ung mand, som blev min ven for livet. Han var søn af en højtstående officer og gik på et kristent gymnasium. På skolens bibliotek fandt han et eksemplar af Det Nye Testamente og læste Bjergprædikenen, og den greb ham så inderligt, at han besluttede, at han fra da af ville være kristen, for dybere og stærkere kunne sandheden ikke beskrives. Da jeg senere spurgte ham, hvad det sværeste havde været ved at konvertere, svarede han, at det var at begribe, at alting er gratis. Der gik det op for mig, hvor svært det kan være at tage evangeliets budskab til sig, fordi det bryder så grundlæggende med menneskelig logik og også med den logik, der findes i islamisk teologi.”
Desuden kan det have en høj pris at konvertere, påpeger Lorens Hedelund.
”En ting er at høre Jesu røst, noget andet er at træde ud af flokken og bekende sig som kristen. Det, der binder mennesker allerstærkest sammen i den del af verden, er familien og klanen. Skifter man religion, vil det i mange tilfælde betyde, at man mister fællesskabet.”