Berlinsk præst døber asylsøgere i massevis

Præst kæmper mod mistanke om, at omvendte prøver at stå bedre i forhold til asyl og udvisning

I kraft af konverterede asylansøgere er den berlinske præst Gottfrieds Martens menighed på få år vokset fra ca. 150 til over 600 aktive medlemmer. Efter denne søndags gudstjenester nyder de fleste af de ca. 200 kirkegængere frokost og kaffe i kirkens kælder med fællessang og opløftet stemning trods de mange usikre skæbner.
I kraft af konverterede asylansøgere er den berlinske præst Gottfrieds Martens menighed på få år vokset fra ca. 150 til over 600 aktive medlemmer. Efter denne søndags gudstjenester nyder de fleste af de ca. 200 kirkegængere frokost og kaffe i kirkens kælder med fællessang og opløftet stemning trods de mange usikre skæbner.

Han kalder sig Stephan, men hedder egentlig Ali. Og i virkeligheden er han 25 år, ikke 21 år som i sine officielle papirer. Men i forhold til asyl var det en fordel at være så ung som muligt, da han kom fra Afghanistan til Tyskland for knap tre år siden.

Det medgiver han åbent på næsten flydende tysk, før han fortæller om sin plan om at blive operationstekniker.

Alligevel er Ali i første omgang blevet nægtet asyl. Han har appelleret, og i mellemtiden er han blevet døbt i den evangelisk-lutherske Treenighedskirke i Berlin, hvor han nu sidder klar til gudstjeneste.

”Som de fleste andre kom jeg ind i kirken gennem nogle venner,” fortæller han.

”Jeg har altid interesseret mig for kristendom, men det er umuligt at praktisere i Afghanistan. Og det er livsfarligt at vende tilbage som konvertit.”

Ali ved godt, at han bliver spurgt, fordi flere tyske medier har beskyldt kirken og dens præst, Gottfried Martens, for at døbe og optage asylsøgere for at give dem bedre kort på hånden i forhold til asyl og udvisning.

”Der er måske nogle, der kun kommer her af den grund. Men selv de ender med at blive en del af menigheden og kirkelivet, fordi det er fantastisk. Som en stor familie.”

Denne søndag bekræfter indtrykket Alis positive udlægning. Af de cirka 200 kirkegængere er omkring fire femtedele indvandret til Tyskland de seneste år fra lande som Afghanistan, Iran, Irak og Eritrea.

Nogle er kommet for flere år siden ligesom Ali. Andre de seneste dage. De fleste synger med på de tyske salmer efter bedste evne, mens alle bønner på farsi besvares med mange stemmer. Alene nadveren varer over en halv time, mens orglet akkompagneres af blæsere, violin og guitar.

Det er nye toner i Treenighedskirken, som for få år siden var ved at uddø. Med Gottfried Martens' store arbejde for flygtninge og indvandrere fra især det persiske sprogområde er der i dag omkring 600 aktive indvandrermedlemmer af sognet.

Alene denne uge er der sogneaften, dåbsundervisning på persisk og kristendomsprøve for en halv snes forestående menighedsmedlemmer.

Efter gudstjenesten står den på pastasalat, kaffe og sang til dem, der har fået opholdstilladelse i ugens løb. På bedste højskolevis dæmper Martens den højstemte mængde med en klokke og indleder en tale, som en ung pige oversætter til farsi.

En forstyrret mand fra menigheden har for nylig givet en journalist det indtryk, at han var den eneste sande kristne i kirken, siger Gottfried Martens. Det udløste ifølge Martens en mediestorm.

”Han troede, han kunne få en fordel ved at sige, at han var den eneste. Men jeg kender jer alle. Jeg døber kun folk, hvis jeg er overbevist om, at vedkommende er kristen. Så I skal ikke være bange for pressen, her er jo intet at skjule,” siger han med høj røst ud over forsamlingen.

”Vi gennemfører prøverne i kristendom før dåben, så vi udadtil kan vise, at vi mener det her alvorligt. Vi er en vidunderlig Guds familie.”

Efter en fællessang trækker pastor Martens sig tilbage på sit kontor, hvor alle asylsøgere på skift kan komme forbi og få kigget på deres papirer. Over for Kristeligt Dagblad afviser Gottfried Martens med et smil, at mange af sognebørnene kun er her af ”asyltaktiske årsager”.

”Det er mindre end 10 procent, der ikke bliver en fast del af menigheden, efter at de er konverteret. Folk mener det, og jeg ønsker selvfølgelig, at de kan blive her i Tyskland,” siger han.

Ved de tyske myndigheder for migration og flygtninge, BAMF, bekræftes det, at der tages højde for konversion i asylbehandlinger og udvisningsspørgsmål.

”Konversion fører grundlæggende til, at beskyttelse sikres, hvis asylsøgeren på grund af religiøs omvendelse er truet af forfølgelse i sit hjemland,” siger medarbejder ved BAMF Natalie Psuja.

”Som myndighed må vi afgøre, om ansøgerens trosskifte sker af taktiske årsager eller af ægte overbevisning. Men vi betvivler grundlæggende ikke det trosskifte, som et dåbsbevis påviser. Generelt tror vi på, at den kristne menighed har gennemført en omhyggelig dåbsproces.”

Det ved Gottfried Martens selvsagt godt. Derfor insisterer han på prøverne.

”Prøven i kristendom har både et gejstligt og et praktisk aspekt i forhold til myndighederne. I sidste ende skal jeg jo skrive under på formularen,” siger han.

”Men vi har begrænsede ressourcer og kan ikke erstatte advokatbistand her. Og vi skal ikke vække falske håb. Vi kan jo ikke redde hele verden.”