I august 2009 døde min stedfar i en alder af 41 år. Min mor, min søster og jeg var på ferie i Tyrkiet, da vi blev ringet op med en besked om, at min stedfar havde fået en hjerneblødning. Han var bevidstløs, og fire dage senere døde han. Det var et chok for mig og en meget stor sorg. Jeg var 20 år og skulle i gang med at udforske livet, men i stedet blev jeg nu ramt af en frygt for livets skrøbelighed.
Min stedfar kom ind i mit liv, da jeg var otte år, og han var den vigtigste faderfigur i min barndom. Han blev jordfæstet fra Viborg Domkirke, og fra da af blev kirken mit sted. Det er et rum, som stadig betyder enormt meget for mig. At træde ind i det er som at få en omfavnelse. Men vigtigere endnu var det, at mit møde med domkirken også blev et møde med et fællesskab, hvor min egen tro kunne finde genklang, inspiration og styrke.
Kort efter begravelsen lokkede min lillesøster, som dengang var otte år, mig med i natkirke i domkirken. Min lillesøster havde opsnappet, at der kunne man få saftevand og småkager, så der ville hun gerne hen. Jeg tog med, og den aften mødte jeg et omsorgsfuldt, nærværende og stærkt fællesskab, som blev fuldstændig afgørende for mig. Der var en taizéandagt, som foregik i kirkens krypt. Rummet var oplyst af levende lys, og så foregik der ikke andet end, at vi sad og sang de her taizésange, hvor man gentager de samme enkle linjer. Det føltes, som om mit hjerte blev ti gange større, og jeg tænkte ’det her er virkelig noget for mig’.
Vi fik en kop kaffe bagefter, og jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive frivillig. Det kickstartede mit engagement i kirken, først som frivillig i natkirken, siden som menighedsrådsmedlem og så som kirketjenervikar og kirketjener. Fra begyndelsen følte jeg mig omsluttet af omsorg og varme, og de var enormt gode til at give mig en følelse af, at jeg kunne bidrage og være til gavn. Fællesskabet var så kærligt og inkluderende. Det føltes som en total afspejling af, hvordan jeg syntes, at et kristent liv skulle være.
Jeg tænker tit tilbage på det og savner det faktisk meget. De frivillige var primært ældre, men det betød ikke noget, for vi talte om alt, og jeg har altid befundet mig utrolig godt sammen med ældre mennesker eller nogen, som har samme livserfaring, som jeg selv har. Det er jo vores livserfaring mere end vores alder, der kendetegner os som mennesker, og med min stedfars død havde jeg fået en alvor ind i mit liv, som mange af mine jævnaldrende ikke havde.
Jeg har altid haft en længsel efter Gud, og troen har altid været en del af mit liv. Som barn var jeg meget optaget af nonner og munke og det, at de havde en ramme omkring deres trosliv og nogle retningslinjer for, hvordan man skulle leve sit liv. Da jeg var ni år, var vi på ferie i Grækenland og besøgte et nonnekloster, og det var jeg utroligt fascineret af. Jeg havde også et lille bord på mit værelse med ikoner, og for mig var Gud noget mystisk og dragende, som jeg ikke tvivlede på eksistensen af, men også var lidt undrende over for.
Mine oldeforældre var indremissionske, og min mormor bad altid Fadervor med mine søstre og mig, når vi var på besøg hos hende og skulle sove. Ved min konfirmation var det øjeblikket i kirken, hvor jeg skulle bekræfte min tro, der var det vigtigste for mig. Det var ikke festen, der var af afgørende.
I mit barndomshjem var der ellers ingen fast trospraksis, men min mor begyndte at gå mere i kirke, efter min stedfar døde, og det var også der, troen for alvor begyndte at fylde noget i mit liv og blev det faste anker i perioder, hvor mit liv har været omskifteligt og følelsesmæssigt kaotisk.
Efter min stedfars død blev jeg meget fokuseret på, hvad jeg skulle gøre, for at det ikke skete igen. Jeg skruede på en eller anden måde op for min barnetro, og i min barnetro var det sådan, at jeg kunne lave en aftale med Gud om, at hvis jeg levede et rettroende liv og gjorde alt, hvad jeg kunne for kirken og forkyndelsen, ville han ikke tage flere af de mennesker, jeg holdt rigtig meget af.
Jeg forsøgte at tackle sorgen ved at blive handlingsorienteret og få kontrol over livet, fordi det var så skræmmende, at et menneske, man holder af, kan dø på den måde.
Så jeg blev ekstremt optaget af at gøre alt, hvad jeg kunne for troen og kirken, for at passe på dem, jeg holdt af.
To år senere blev min biologiske far syg af lungekræft, og det var en kæmpe skuffelse. Nu havde vi jo lavet den fine aftale, Gud og mig, og så skete der præcis det, jeg ville gøre alt for at undgå. Jeg tog orlov fra mine hf-studier for at passe ham i den sidste tid, og det blev en smuk tid, fordi vi havde mange intense samtaler. Han var spirituel og søgende og var inspireret af buddhisme og forskellige former for new age. Men det var også en ekstremt hård periode, fordi jeg var med i det meste af hans sygdomsproces, og så hele den fysiske side af det. Da han var død, lod min mor mig være alene med ham, så jeg kunne bede Fadervor for ham.
Efter min fars død var jeg så skuffet og vred på Gud. I nogle måneder vendte jeg kirken ryggen. Men så gik det op for mig, at det ikke nyttede noget. Det var i kirken og i fællesskabet med de andre, at jeg fik næring og inspiration til min tro og blev styrket i overbevisningen om, at Gud er der, også i alt det, der næsten ikke er til at bære.
Mit gudsbillede ændrede sig fra barndommens Gud, som jeg kunne lave aftaler med for at kontrollere livet, til at være den Gud, jeg vender mig til, når der ikke er andre muligheder. Selvom jeg følte mig enormt forladt, da min far blev syg, ved jeg, at Gud aldrig slipper mig. Det er den vished, der bærer mig igennem livet.
Det var en lang proces at genopfinde mig selv og min tro. Jeg blev meget fokuseret på hygiejne og bakterier og var bange for at spise noget, der ikke var sundt og nærende. Jeg havde set, hvor skrøbeligt legemet er, og blev bange for at leve. Kort efter min fars død begynde jeg på teologistudiet. Jeg håbede, det skulle blive et studie i, at Kristus havde eksisteret – en opbakning til, at det jeg troede, var sandt. Men der var en meget videnskabelig tilgang til troen, og det kunne jeg ikke magte midt i en livskrise. Så jeg droppede ud og anede ikke, hvilken retning, jeg skulle gå i. Men så blev der slået en stilling som kirketjener i Viborg Domkirke op, som jeg søgte og fik, og jeg kunne med det samme mærke, at jeg var kommet på rette hylde.
Fællesskabet omkring troen, som jeg fandt i natkirken, betyder stadig utrolig meget for mig. Jeg tror, at vi har brug for nogle fyrtårne i vores liv, som kan give troen retning, og i fællesskabet har jeg fundet stor inspiration. Naturen styrker også min tro. Særligt om foråret, når alting pibler op, og dyrebørn fødes, og alt bliver vakt til live, føles Gud stor og almægtig. En gudstjeneste er for mig også, når jeg tager min bibel frem eller beder.
Når jeg sidder alene en onsdag aften og folder mine hænder, bliver jeg en del af et fællesskab med alle andre, der beder. Så er den lige vej til Gud åben, hvor jeg kan få lov at sidde med min sårbarhed, vred, taknemlighed og glæde.
Hvad har udfordret din tro?
Det udfordrede virkelig min tro, da min biologiske far døde kun tre år efter, at min stedfar var død. At hans følge sygdomsproces gjorde vores fysiske skrøbelighed meget nærværende. Jeg tvivlede ikke på Guds eksistens, men jeg blev så skuffet og ked af det og kom ikke i kirken i flere måneder.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Jeg har altid været inspireret af min mormors tro. Hendes yndlingsskriftsted var ”Herren er min hyrde”, og det betyder også meget – for det er jo sådan, det er. Når min tro indimellem flytter fra hjertet op i hovedet, og jeg kan tvivle, husker jeg på det skriftsted. I mit hjerte tvivler jeg ikke et sekund på, at Kristus var den, han sagde, han var, og at han døde i kærlighed til mig. Det har også hjulpet mig at læse den amerikanske forfatter Josh McDowells bog ”Mere end en tømrer”, hvor han argumenterer for, hvorfor det ikke giver mening at tro andet end, at Jesus var Kristus.