For nogle år siden var disruption et modeord i erhvervslivet. Og selvom nogle mener, at ordet, der betyder noget i stil med ”afbrydelse”, er på vej ud igen, beskriver det ”glimrende” den proces, som skal til at begynde i Mission Øst.
Det siger hjælpeorganisationens nye bestyrelsesformand, Torben Andersen. Han tiltrådte posten i begyndelsen af juli efter en tumultarisk periode, som begyndte, da den daværende bestyrelse afskedigede organisationens mangeårige generalsekretær, Kim Hartzner, på grund af rod i økonomien.
Senere måtte størstedelen af bestyrelsen dog selv gå af efter et mistillidsvotum, og Kim Hartzner, der stiftede Mission Øst sammen med sin far, René Hartzner, blev genansat. Men efter vedvarende debat om blandt andet regnskabspraksis og Kim Hartzners personlige ledelsesstil trådte han igen tilbage i juli.
Det samme gjorde den dengang nyvalgte bestyrelsesformand, Pia Jensen, på grund af sin ulovlige dobbeltrolle som revisor og bestyrelsesmedlem.
Men Torben Andersen, der som næstformand trådte til, da Pia Jensen gik af, bliver, siger han. Han har mange års erfaring med forretningsudvikling og har nu sat sig for at ”professionalisere” Mission Øst. Snart igangsættes en uvildig undersøgelse af hele organisationen, og så skal der ansættes ny generalsekretær. Det er endnu uvist hvem, men en ting er ifølge Torben Andersen sikkert: ”Plejer” lægges i graven. Konkret betyder det mindre fokus på familien Hartzner og mere på selve arbejdet.
Kim Hartzner fortsætter dog som fundraiser, og i det hele taget kunne flere ting give det indtryk, at Hartzner-familiens ånd stadig svæver over vandene i Mission Øst. Torben Andersen har selv kendt familien Hartzner siden sin ungdom, fordi de kom i samme pinsekirke, og faktisk var det René Hartzner, der fik Torben Andersen ind i bestyrelsen. Torben Andersens hustru er desuden generalsekretær i Aktiv Mission, der udspringer af Mission Øst, og hvor René Hartzner sidder i bestyrelsen.
Torben Andersen, hvordan vil I gøre Mission Øst til ”mere end familien Hartzner”?
”Kim Hartzner er blevet frigjort fra administrative ledelsesopgaver til at gøre det, han er bedst til og brænder mest for: at hjælpe verdens fattige og nødlidende. Fremover er det vigtigt, at vi sørger for, at flere i organisationen lærer det, han kan. Vi har mange medarbejdere, som kan fortælle historier fra felten, og som kan tage ud i landet og besøge kirker og foreninger i forbindelse med pengeindsamling. Forhåbentlig vil det blive mere tydeligt, at det er Mission Øst, man støtter, og ikke en person. Samtidig skal man respektere, at der faktisk er mange, som støtter Mission Øst på grund af Kim og det store arbejde, han har gjort.”
I står over for at skulle ansætte en ny generalsekretær. Er der plads til en ny, når den tidligere generalsekretær og medstifter stadig har en fremtrædende rolle i organisationen?
”Det er jeg sådan set ikke bekymret for. Vedkommende bliver ikke en konkurrent til Kim, som selv har ønsket at slippe det ansvar, man har som generalsekretær i forhold til for eksempel budgetter, budgetopfølgning og medarbejderudvikling. Alt det, som skal fungere og fungere godt.”
Men en ny generalsekretær skal vel ikke kun ordne praktiske ting. Skal vedkommende ikke også sætte en retning og vision for organisationen?
”Selvfølgelig, men jeg tror ikke, det bliver noget problem.”
Så hvem får det sidste ord, hvis der opstår uenigheder?
”Det gør generalsekretæren. Og i sidste ende mig som bestyrelsesformand.”
Skal man være gode venner med Kim Hartzner for at være bestyrelsesformand i Mission Øst?
”Det tror jeg ikke. Og nu kender Kim og jeg også mest hinanden på et perifert plan. Vi kendte hinanden i teenageårene, men har ikke haft forbindelse i mange år. Vores familier har for eksempel aldrig spist parmiddag sammen.”