Konflikter på arbejdspladser kan forpeste stemningen, ødelægge arbejdsglæden og gøre medarbejdere syge. Og konflikterne bliver ofte mere fastlåste, når de opstår mellem en præst og et menighedsråd.
Det kan blandt andre Jan Faldt Bentsen skrive under på. Han har i næsten 20 år siddet i menighedsrådet i Nr. Bjert Sogn, Kolding, hvor de gennem tiden har haft forskellige samarbejdssager med præster. Og en del af problemet bunder ifølge ham i en afventende og handlingslammet ledelse i folkekirken.
”Jeg har arbejdet med ledelse igennem hele mit arbejdsliv og er vant til fra det private erhvervsliv, at der er nogle værktøjer til at håndtere personaleproblemer med. I folkekirken er det mit indtryk, at ledelsen ikke har andre værktøjer end samtaler. Men de tager lang tid og er ikke nødvendigvis det eneste rigtige. Der skal virkelig alvorlige ting til, før der kan skrides til handling, og før præstens ledere reelt gør noget,” siger han og tilføjer, at præster sidder i en meget speciel situation, hvor de nærmest er urørlige.
Kristeligt Dagblad har foretaget en rundspørge blandt landets menighedsrådsformænd. Her svarer næsten halvdelen (45 procent) af deltagerne i undersøgelsen, at de i løbet af de seneste fem år har haft en eller flere sager om samarbejdsvanskeligheder. I godt 12 procent af disse sager har det drejet sig om samarbejdsvanskeligheder med præsten. Og flere af de adspurgte menighedsrådsformænd bemærker, at den slags konflikter er en særlig vanskelig udfordring for folkekirken.
Konfliktmægler Susanne Branner Jespersen genkender billedet af, at konflikter mellem menighedsråd og præster har noget indbygget besværligt i sig.
Hun er jævnligt blevet hyret til at hjælpe med samarbejdsproblemer i folkekirken, og den eneste sag i hendes arbejdsliv, hun har måttet give op over for, var netop ved en konflikt mellem en præst og et menighedsråd.
”Problemet er, at hvis der opstår en konflikt, risikerer den at ende i en fastlåst strukturel magtkamp,” siger hun.
Ifølge Susanne Branner Jespersen er udfordringen, at både præst og menighedsråd har stor indflydelse på, hvad der sker i kirken, men i tilfælde af en uenighed har ingen af dem mulighed for at trumfe den andens beslutninger eller i sidste ende afskedige hinanden. Selvom menighedsråd er med i ansættelsesprocessen af præsten, er det ikke præstens chef. Det er derimod provsten og biskoppen. Og selvom præsten er født medlem af menighedsrådet, har vedkommende ikke mere at sige end andre menighedsrådsmedlemmer.
”Hvis præst og menighedsråd er så uenige, at ingen vil give sig, er der i sidste ende ikke rigtig noget at gøre. Der mangler en dynamik til at få konflikten videre,” siger hun.
Ikke desto mindre er det vigtigt at beholde ordningen, hvor hverken præster eller menighedsråd er hinandens underordnede. Det siger Jens Christian Bach Iversen, formand for arbejdsmiljøudvalget i Præsteforeningen, der er præsternes fagforening.
”Når præsten i dag ikke er ansat af menighedsrådet, men født medlem, handler det om at holde både præst og valgte medlemmer fast på, at man arbejder sammen om det lokale kirkelige liv. Det er dog med den præcisering, at præsten i sin embedsforpligtelse og forkyndelse er uafhængig af rådet og i disse forhold alene forpligtet af præsteløftet, sit kald og sin samvittighed,” siger han.
Jens Christian Bach Iversen sammenligner forholdet mellem menighedsrådet og præsten med et ægteskab. Det er her, at konflikterne kan blive mest bitre. Men det er også her, man er bundet til hinanden af noget, der er større end en selv. Og når bølgerne til tider kan gå højt i kirkerne, er det, fordi det er liv, død og hjerteblod, der er på spil, siger han:
”Folkekirkens ordning bygger på, at det formål, man er samlet om lokalt, er større end parterne. Derfor kan ingen af dem være herre over den anden, lige så lidt som det giver mening at sige, at den ene ægtefælle ansætter den anden til at være ægtefælle. Det er udtrykkeligt en fælles sag, hvor vi må snakke os til rette og sammen og engageret finde de bedste veje.”