Prøv avisen

Bevæger ortodokse og katolikker sig mod hinanden?

Pave Frans (th.) og patriarken af Konstantinopel, Bartholomæus, mødtes i forbindelse med paveindsættelsen. – Foto: Osservatore RomanoReuters.

Det var et historisk nybrud, at patriarken af Konstantinopel deltog ved pave Frans indsættelsesceremoni

En ortodoks patriark ved en katolsk paves indsættelse. Det er ikke set siden skismaet mellem den katolske og den ortodokse kirke i 1054. Patriarken af Konstantinopels tilstedeværelse sætter spot på den problematik, som udgør kernen i skismaet mellem den katolske og de ortodokse kirker.

Skismaet havde i sin tid flere årsager. Gudstjenesterne i øst og vest havde fået forskelligt udtryk. Munkevæsenet og præsteembedet havde udviklet sig i forskellige retninger, og efterhånden var der også opstået uenighed om dogmatikken, ikke mindst om trosbekendelsen.

Men den største uoverensstemmelse var og er spørgsmålet om pavens såkaldte primat. I de ortodokse kirker er der ikke en enkelt leder, som har myndighed over alle ortodokse kristne. De ortodokse kirker holder sig til bestemmelserne fra de økumeniske konciler mellem år 325 og 787. Det vil sige de konciler, hvor kirken stadig udgjorde en enhed. Spørgsmålet om kirkens lederskab drøftedes på flere af disse konciler. Hver gang med udfaldet, at der ikke er et enkelt patriarkat, som har en særlig myndighed, ud over at den romerske biskop er den første blandt brødre. Rom har således en æresforrang, men heller ikke mere.

Fra 500-tallet og fremefter insisterede den romerske patriark, paven, imidlertid på, at han var alle kristnes leder. Dette krav var afgørende for, at skismaet i 1054 fandt sted og senere blev opretholdt, og det er dette krav, som også i dag står i vejen for kirkernes økumeniske samarbejde.

Der er derfor en stor symbolsk betydning i, at patriarken af Konstantinopel, Bartholomæus, mødte op til indsættelsen af pave Frans. Først og fremmest viser det, hvilken betydning den økumeniske patriark tillægger forholdet til den katolske kirke. Pavestolens anerkendelse af, at Bartholomæus var til stede, blev understreget af, at evangelielæsningen ved indsættelsesceremonien blev læst på græsk og ikke på latin, som det er sædvane. Pave Frans viste dermed, at han ser og anerkender patriark Bartholomæus gestus.

Men betyder det, at disse to store grene af kristendommen er på vej mod en forening? Det korte svar er nej. Historisk, organisatorisk og geografisk er ortodoks og katolsk kristendom to forskellige størrelser.

Er det så et tegn på et tættere økumenisk samarbejde i fremtiden? Her er det korte svar måske, da dette svar også knytter sig til det grundlæggende spørgsmål om kirkens lederskab. For Bartholomæus er ikke lederen af de ortodokse kirker. Han har en æresforrang som repræsentant for det ældste ortodokse patriarkat, men han kan ikke beslutte eller gøre noget på vegne af de ortodokse kirker. Tværtimod er de ortodokse patriarkater ofte uenige om kursen for det økumeniske samarbejde. Når det gælder den langt største af de ortodokse kirker, Moskva-patriarkatet, forholder man sig da også anderledes afventende i forhold til den nye pave. Forholdet mellem Moskva-patriarkatet og den katolske kirke har været køligt, siden pave Johannes Paul II i 1990erne iværksatte intens katolsk mission i Rusland.

Det kølige forhold mellem Moskva-patriarkatet og pavestolen har betydet, at den russiske patriark har forhindret den katolske paves besøg i Rusland lige siden. Om det historiske nybrud vil fortsætte med, at pave Frans som den første pave sætter foden på russisk jord, eller den russiske patriark besøger Rom, er det derfor for tidligt at sige noget om. Men det ser bedre ud end længe.

Annika Hvithamar er lektor i religionsvidenskab