Bibelen insisterer på dialog med litteraturhistorikeren

Litteraturhistoriker Jakob Ladegaard finder fascination i de bibelske tekster, fordi de igen og igen rejser spørgsmål. Søndagens tekst er ingen undtagelse, og litteraturhistorikeren lever godt uden en kristen facitliste

Jakob Ladegaard, lektor i litteraturhistorie på Aarhus Universitet, opfordrer ofte nye studerende til at læse Biblen, da den rummer fantastiske fortællinger til forståelse af hele litteraturhistorien.
Jakob Ladegaard, lektor i litteraturhistorie på Aarhus Universitet, opfordrer ofte nye studerende til at læse Biblen, da den rummer fantastiske fortællinger til forståelse af hele litteraturhistorien. . Foto: Lars Aarø/Fokus Foto.

Det er adventstid og snart juleaften, hvor mange af landets kirker bliver fyldt til bristepunktet. Danske familier søger mod kirken for at mærke julestemning, synge julesalmer og høre juleevangeliet.

Julen er samtidig for mange en anledning til at ræsonnere over, hvordan de i grunden har det med kirken, de kristne budskaber og Bibelen. Her er det bestemt ikke ualmindeligt at høre skeptiske ytringer som ”men jeg tror ikke på alt det, der står i Bibelen” og ”det giver ingen mening, for det er så modsætningsfyldt”. Med den tænkning følger ofte en afstand til kirken og dens budskaber.

Sådan er det imidlertid ikke for Jakob Ladegaard, lektor i litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Godt nok ser den 38-årige forsker også et hav af modsætninger i Bibelen, og han støder gang på gang på budskaber, som slet ikke går op. Men det får ham ikke til at tage afstand. Tværtimod.

”Bibelen er fyldt med modsætninger, og det tiltaler mig. Den bliver ved med at trænge sig på, og dens tekster kræver svar. Det er tekster på det dybeste etiske niveau om vores liv,” siger Jakob Ladegaard.

Men lige så påtrængende Bibelen er, lige så lidt har den leveret en etisk eller trosmæssig facitliste til Jakob Ladegaard.

”Jeg har ikke fundet svar i Bibelen, men dens fortællinger indgår i samtaler, jeg har med mig selv og andre om godt og ondt.”

På sit kontor på litteraturhistorie på tredje sal i den gamle kasernebygning på Aarhus Universitet er der udsigt over en del af byen. Han kan dog ikke med det blotte øje se den baptistkirke, hvor han kom meget som barn, og som han stadig opsøger indimellem. Men for sjældent.

”Jeg fortryder altid, at der går så lang tid mellem, jeg går i kirke, når jeg endelig er der. Kirken og gudstjenesten er et rigtig godt rum til eftertanke og fællesskab,” siger han.

Selvom han ikke når kirken i sin hverdag som forsker med småbørnsfamilie, så når han både tanken og eftertanken over Bibelen. Hans kontor er tapetseret med bøger. Han tager en af dem ned fra reolen. ”The Great Code – The Bible and Literature”.

”Jeg siger ofte til mine studerende, at de skal købe Bibelen, fordi den indeholder fantastiske fortællinger, og vi bliver ved med at fortælle historier om Job, Abrahams ofring af sin søn og lidelses- og opstandelseshistorier i forskellige afskygninger. Bibelen er en af de store koder til at forstå den vestlige litteratur,” siger Jakob Ladegaard og fortsætter:

”Mit store privilegium er at have et arbejde, hvor jeg kan gå i dialog med disse fortællinger.”

Og morgendagens tekst inviterer i den grad Jakob Ladegaard til dialog. Med sine litteraturhistoriske øjne er han fascineret af tekstens frelsedramaturgi.

”Johannes er i fængsel og skal gå forud for Kristus. Det står skrevet i de gammeltestamentlige skrifter, som teksten er fyldt med ekkoer af. Når Jesus ikke bare hjælper Johannes ud af fængslet, er det, fordi Johannes skal lide samme skæbne, han skal også have sin plads i frelseshistorien,” fremhæver Jakob Ladegaard.

Han ser det som en særlig litterær dynamik i teksten, der skal bekræfte, at Jesus virkelig er Guds søn. Messias er den, der opfylder profetierne, han gør ordet levende. Det ved Johannes, Jesus og evangelisten. Derfor er det så vigtigt for dem, at Jesu gerninger kan ses og forstås i lyset af profeternes ord.

Sådan fungerer det litterære greb i Bibelen, og sådan fungerer det også, når mennesker i dag skaber sandhed ud af de bibelske fortællinger eller anden litteratur, påpeger Jakob Ladegaard.

”Sandheden træder altid frem som et samspil mellem tale og krop, mellem ord og handlinger. Vi bestræber at gøre ord sande ved at udleve dem i handlinger. Bibelens ord er først sande, når de bliver til gerninger hos den, der tror.”

Når det er sagt , så er sandheden på ingen måde en absolut størrelse for Jakob Ladegaard. Derimod er forsøg på at skabe sandhed og mening altid ledsaget af tvivl. En tvivl, som også får sin særlige plads i morgendagens prædikentekst.

”Selvom frelsesplanen er fastlagt, så træder Johannes frem som tvivleren: ’Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?’. Tvivlen bor i os alle, det gør troen levende. Det er i tvivl, at Bibelens ord taler til os som en udfordring og ikke bare en sandhed, vi overtager. Et spørgsmål, ikke et svar. Uden tvivl bliver tro let dogmatisk.”

Adventstiden er i gang, og i hele december måned vandrer folk lidt mere mod kirken end i årets øvrige måneder. For Jakob Ladegaard er julen en særlig tid, og i prædiketeksten fra Matthæus- evangeliet mindes han om det helt centrale, at kristendommen er for alle.

”Jesus understreger, at evangeliet forkyndes for fattige. Kristendommen rummer et revolutionært ideal om lighed,” siger Jakob Ladegaard, der mærker dette kristne budskab på helt særlig vis, når han juleaften tænder for midnatsmessen fra Peterskirken.

”Så bliver det tydeligt for mig, at kristendommen er universel og ikke er bundet op på nationalitet eller andre indsnævrende rammer. Når jeg ser midnatsmessen, mindes jeg om, at vi har noget til fælles med andre i verden ud over de mange globale problemer. Vi mødes i julen om glæden og håbet.”