I Brødremeningen i Christiansfeld har man en gammel tradition med at mødes en gang om året og udvælge bibelord. Det sker ved lodtrækning, og når den snart 250 år gamle sønderjyske frimenighed er færdig, er der fundet bibelsætninger og -passager til alle dagene i det kommende år. Nogle bruger de såkaldte løsensord som en daglig refleksion, mens de for andre kan sætte perspektiv på tilværelsen eller problemer, der trænger sig på.
Det sidste var tilfældet for Marianne Christiansen, da hun den 13. marts fandt dagens løsensord frem. Biskoppen over Haderslev Stift var meget berørt af den nationale nedlukning, der netop var trådt i kraft og betød, at danskerne skulle isolere sig, og at kirkerne måtte aflyse størstedelen af deres aktiviteter og gudstjenester.
”Jeg tror, jeg havde brug for hjælp til at reflektere over den nye situation, vi stod i. Og så var det, at jeg faldt over løsensordet til den dag, som lød ’Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov’. Og så stod formålet med den usædvanlige situation mere klart for mig. Vi skal bære byrderne for hinanden og også i folkekirken være med til at sikre, at andre ikke bliver smittet,” siger hun.
Siden den fredag har Marianne Christiansen læst dagens løsensord og frem til april delt sine refleksioner over dem på Haderslev Stifts hjemmeside og i JydskeVestkysten.
”Løsensord er jo altid gode. Og det er faldet mig ind, at Bibelen kan være en god samtalepartner, også i en tid som denne. Man går let i selvsving med sine egne tanker, og for mig hjælper det at få andre ord ind i situationen end dem, jeg selv kan finde på,” siger hun.
Den 10. og 11. marts holdt Marianne Christiansen møde med folkekirkens andre biskopper om coronasituationen i Danmark. De arbejdede på at formulere retningslinjer, der kunne minimere smitterisikoen i kirkerne, men blev overhalet indenom af det famøse pressemøde, hvor regeringen meddelte, at alle offentlige institutioners indendørsaktiviteter skulle lukkes. Nogle dage senere blev forårets konfirmationer udskudt frem til pinse, og dåb og bryllupper skal i dag holdes med højst 10 personer i kirken. Ved begravelser og bisættelser afhænger antallet af kirkens størrelse.
Selvom Marianne Christiansen har fundet trøst i løsensordet om at bære hinandens byrder, er hun ked af, at kirkerne må holde lukket i den svære tid. Og for hende personligt har det sværeste været ikke at kunne fejre gudstjeneste.
”At kirkerne skal holdes lukket, er et tab for alle i en tid, hvor mange døjer med ensomhed og angst. For mig er gudstjenestefejringen en del af mit liv. Min hverdag, min årsrytme og hele min måde at forstå verden på er fuldstændig forbundet med, at jeg kan komme i kirke – og det kan jeg ikke nu,” siger biskoppen, som til gengæld roser de digitale gudstjenester og tiltag, som mange præster og menigheder har kastet sig ud i.
Før påske åbnede kirkeminister Joy Mogensen for, at kirker under særlige forhold kunne holde gudstjenester i påsken. Det skete efter opfordringer fra kirkeordførere, præster og kirkegængere, men da flere præster også fandt en åbning af kirkerne problematisk, trak hun siden i land.
Lukningen af landets kirker har også ført til udmeldinger fra præster og menighedsrådsmedlemmer om, at politikerne har for meget magt over kirken. Marianne Christiansen forstår frustrationen, men ser ikke andre løsninger i den nuværende situation.
”Jeg har ligesom mange andre tænkt på, hvorfor kirken ikke kan være åben, når nu vi stadig kan gå i Fakta. Men spørgsmålet om folkekirkens forhold til staten er et, vi ikke har kunnet finde en løsning på i over 170 år. Derfor har jeg svært ved at forestille mig, at det skulle blive løst nu. I stedet må vi alle gøre det, vi kan, og så tage de store diskussioner efterfølgende.”
Selvom kirkerne skal være lukkede, må folkekirken stadig tilbyde hjælp til mennesker i en svær tid, siger hun.
”Under kriser skal troen vise sin styrke som værn mod alles kamp mod alle og mod den panik og rædsel, som kan gribe os, når vi opdager, hvor sårbare vi er. Her kan folkekirken bidrage med trøst, mening og håb,” siger hun og tilføjer, at det til gengæld ikke er kristendommens opgave at komme med en forklaring på situationen.
”Jeg ville aldrig kunne sige, at en epidemi er sendt fra Gud som straf. Den er en del af verdens natur, hvor død og sygdom findes. Vi håber og beder til, at Gud også i denne situation holder hånden over os og andre – men det ligger ikke i troen, at Gud sikrer, at der aldrig er noget ondt, der rammer os. Vi kan dø og rammes af sygdom, men stadig være hjemme i Gud og have opstandelsens håb.”