”Herrens veje”: Bibelens sprog opløfter dramaet

Julens budskab skaber et lysglimt af fred for de hårdt plagede ensomme sjæle i ”Herrens veje”. Selv religioner og familier forsones

Johannes rammes i begyndelsen af søndagens afsnit af ”Herrens veje” af stor tvivl. Det bekymrer Svend, som dog selv rammes af ulykke, mens Johannes genfinder Gud. –
Johannes rammes i begyndelsen af søndagens afsnit af ”Herrens veje” af stor tvivl. Det bekymrer Svend, som dog selv rammes af ulykke, mens Johannes genfinder Gud. – . Foto: Tine Harden, DR.

I 13. afsnit sænker sjælefreden sig for en stund over Lindegård Præstegård. Efter at have været ramt af en stor tvivl bliver Johannes på ny opfyldt. Både af sig selv og af Gud. Provsten genfinder næsten fordums kraft i asken fra Augusts efterladte prædikener. For også i 2018 tænder sønnen lys i mørket. Og Gud kommer tilbage til Johannes i form af et lille barn.

Manuskriptforfatterne dypper igen pennen i både Det Gamle Testamente og evangelierne. På ny bliver Bibelens sprog, folkekirkens sprog, der magter højstemtheden, inderligheden og åndeligheden, en opløftende del af dramaet.

Julens budskaber og symbolik gennemsyrer det forsonlige afsnit. Næsten som hin nat i skyttegravene indstiller Amira og Walid skilsmissekrigen, og Johannes og imamen finder fredeligt samkvem. Islam og kristendom bliver både gejstligt og menneskeligt sammenføjet.

Men Johannes er ingen farisæer, og han husker også at dømme sig selv fra prædikestolen. Så selvom den standhaftige nærmest lader sig smitte af Augusts efterladte milde flæskestegsteologi, holder Johannes stand mod den selvgodhed, han frygter mest af alt.

Julen er hjerternes fest. Og i præstegården er højtiden flettet af sorg. Men fred og forsoning trænger ind igennem de røde mure og de stejle sjæle. Det er måske næsten for meget, men det er jo jul. Undtagen for Svend, der mister troen på mirakler. Det er ulykkeligt, at han ender alene med nålen i armen.

Men det er til gengæld lykkeligt, at skuespilleren bag, Joen Højerslev, får mere plads i narrativet. For hans Svend er kompleks og dragende, og Højerslevs skuespil er fremmedartet i dansk sammenhæng.

Med sit benede ydre og usentimentale spil minder han om karakterskuespilleren Harry Dean Stanton eller Viggo Mortensen. Der er noget direkte ufolkeligt, og derfor farligt dragende, ved Højerslev. Hans blotte tilstedeværelse i serien har hele tiden været ildevarslende, ladet med gotisk mystik.

Så da Svend bliver indlemmet i den kroghske stamtavle ved overdragelsen af den fædrene bibel, ofrer Johannes en ny søn på arvefølgens sultne bål.

”Jeg er simpelthen så stolt af dig, Svend,” siger Johannes som et ekko af ordene til August igennem hele første sæson. Skriften går i opfyldelse igen, hvis man altså tror på den slags. Og det gør Johannes, der med egne ord aldrig har lært andet.

Sidehistorien om den kræftsyge Ellen (blide Katrine Jensenius) er heller ikke afsluttet, som jeg ellers for kækt antog i sidste uge. Og her ligger styrken stadig begravet i ”Herrens Veje”. De etiske spørgsmål får krop og bliver på få scener større end faktuelle debatter. Ellens, hendes søns og Emilies dans om dødslejet er fremragende menneskestof.

Så selvom afsnittet ikke når det forriges horrorhøjder – det er mest et mellemspil, en ouverture til noget større, der forhåbentlig stiger ned iblandt os næste søndag – er der gode eksistentielle takter med slagkraftig rumklang.