Knap nok var Anna Aalbæk og hendes fire medsmuglere ankommet til lufthavnen, før det mest nervepirrende øjeblik indtraf. Tolden i lufthavnen var på forhånd udset til at være den sværeste bastion at komme igennem, fordi risikoen for at blive opdaget med et bundt bibeler i bagagen var stor.
Bøgerne var grundigt pakket ind i gavepapir for at skjule deres indhold. Heldigvis undlod tolderne at åbne bagagen, og de fem bibelsmuglere kunne fortsætte deres tur videre ind i landet, som af sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan nævnes.
Anna Aalbæk var blot 19 år, da hun i seks dage rejste ud for at dele bibeler ud for organisationen Åbne Døre. Destinationen var Mellemøsten, og formålet var at hjælpe Guds ord frem til forfulgte kristne.
”Jeg gjorde det, fordi jeg havde en helt konkret bevidsthed om, at mange kristne ikke kan praktisere deres tro i udlandet. Af lidt mere egoistiske grunde havde jeg haft svært ved helt at forholde mig til problematikken, da jeg ikke havde set det med egne øjne,” siger Anna Aalbæk.
Der bliver taget grundige forholdsregler for at sikre de udrejste. Som med bibelerne i gavepapiret er det afgørende, at ingen får nys om, hvad bibelsmuglernes egentlige formål er. Afsløres det, kan turen ende i fiasko, og bibelerne bliver konfiskerede.
”Vores dække var derfor, at vi var turister, der indlogerede os på et helt normalt hotel,” siger Anna Aalbæk.
Dagligdagen var præget af forsigtighed. Blandt andet skulle de undgå store forsamlinger, og de måtte ikke nævne organisationen eller formålet for nogen. Hjemmefra havde Anna Aalbæk og hendes kollega etableret kontakt til en person i landet, der skulle modtage og distribuere bibelerne.
”Kontaktpersonen gav os et indblik i, at mange af konflikterne faktisk kom fra kristnes egne venner og familier. De var ofte muslimer og kunne ikke acceptere, at en ven eller et familiemedlem var kristen,” siger Anna Aalbæk.
Derfor oplevede hun, at mange levede et isoleret og ensomt liv. Det var netop her, man kunne gøre den største forskel.
”De var utroligt glade og taknemmelige for vores arbejde. Mange havde svært ved at fastholde deres tro under de hårde vilkår, og der var et stort behov for at fortælle dem om og give dem Bibelen,” siger Anna Aalbæk.
Hun husker ikke selve bibeldistribueringen som decideret utryg. Kontaktpersonen tog det roligt, og det hjalp. Men med en ustabil situation i landet, fornemmede hun stadig en vis risiko, især for de mennesker, der skulle modtage bibelerne.
”Det betød jo også, at vi var meget opmærksomme og hele tiden på tæerne. Der var hele tiden en fornemmelse af, at der kunne ske noget ubehageligt når som helst,” siger Anna Aalbæk.
Og måske netop derfor gik turen godt. Anna Aalbæk og hendes kolleger løb ikke ind i problemer, og de fik uddelt de bibeler, de skulle.
Efterfølgende har turen sat hendes egen tro i perspektiv.
”Jeg er blevet opmuntret af deres vedholdenhed i troen på trods af daglig forfølgelse, og samtidig kan jeg nu forholde mig til de forfulgte kristne. Jeg kan sætte ansigter og historier på,” siger Anna Aalbæk.