Prøv avisen

Bibelsmugleren

– Jeg er nok for direkte en gang imellem, og det har man så kunnet hænge mig op på bagefter, indrømmer Hans Kristian Neerskov, der fortsat gerne deltager i debatten og i tidens løb ikke har lagt fingrene imellem, når han har angrebet sine modstandere. – Foto: Mette Frandsen.

Hans Kristian Neerskov stod bag indsmuglingen af millioner af bibler til de kommunistiske lande. I dag er den tidligere pinsepræst med de skarpe meninger aktiv i kampen for menneskerettigheder

Hans egen bibel er næsten slidt i laser. Et langt livs mange rejser, hemmelige prædikener i det tidligere kommunistiske Østeuropa, Sovjet og Kina, har sat sine spor, men det er her, i laserne, den gamle bibelsmugler henter sin åndelige ammunition i den kamp mellem ondt og godt, han ser udspille sig i verden.

En kamp, som han aktivt deltog i gennem indsmugling af millioner af bibler til de kommunistiske lande, for som kristen kunne han ikke andet end tage parti imod regimer, der gjorde det til en forbrydelse blot at besidde en bibel. Alligevel vil han ikke kaldes anti-kommunist.

Det har jeg aldrig været, men man skal ikke på grund af politik eller tro have lov til at forfølge andre, understreges det.

I dag er jerntæppet faldet, men den åndelige kamp mellem ondt og godt raser fortsat, og mener han nærmer sig nu afslutningen med gudsrigets endelige sejr over død og ondskab.

Den 76-årige tidligere pinsepræst og forfatter Hans Kristian Neerskov har derfor en tro på og et håb om, at han ikke skal dø, men bortrykkes. Sådan som han læser i sin slidte bibel at det vil ske med de troende på gudsrigets side. Der, hvor Neerskov selv sætter sin position.

Det har jo ikke noget at gøre med mine menneskelige kvalifikationer, men at Jesus har retfærdiggjort mig. Derfor har jeg heller aldrig taget til genmæle, når jeg løgnagtigt er blevet hængt ud og angrebet på min person, og det er sket utrolig mange gange, men kun når sagen troen på Jesus Kristus og frelsen i ham er blevet angrebet.

Stridsmanden Neerskov har i tidens løb ikke selv lagt fingrene imellem, når han har angrebet sine modstandere. Og sådan er det fortsat for denne iltre ildsjæl med de skarpe meninger, som gennem årene i ganske særlig grad har rettet skytset mod Folkekirkens Nødhjælp, der vel nærmest må udnævnes til Neerskovs yndlingsaversion. I det ene læserbrev efter det andet har han angrebet Folkekirkens Nødhjælp og dets medarbejdere for jødehad og for at ville bekæmpe staten Israel. En kritik, han fortsat står ved og mener at have mange beviser for.

På den anden side erkender han på sine ældre dage, at han måske indimellem er lidt for hurtig ude med sin kritik.

Jeg er nok for direkte en gang imellem, og det har man så kunnet hænge mig op på bagefter, siger han.

Et andet af hans angrebspunkter var den såkaldte herlighedsteologi, hvor man mener at kunne aflæse, om Gud er med et menneske i dets jordiske fremgang og lykke. En teologi, som blandt andet fik indflydelse i pinsekirken og dermed Neerskov til at bryde med frikirken og i stedet melde sig ind i folkekirken, hvor han nu er medlem.

Det var som pinsepræst i Bethania-menigheden i Blåhøj i Midtjylland, han i begyndelsen af 1960erne fik den vision, der i 1964 førte til oprettelsen af Dansk Europamission, og dermed åbnede for indsmugling af millionvis af bibler og kristen litteratur gennem jerntæppet.

Jeg havde den søndag prædiket over missionsbefalingen, dér hvor Jesus siger, at vi skal gå ud i alverden med evangeliet, men der kunne jo ikke sendes missionærer til alle de kommunistiske lande. En tredjedel af verden skulle altså udelukkes fra Guds ord?

Tænkte Neerskov, og så var det, han hørte Gud sige til sig: Jeg bad jer ikke om at sende missionærer. Jeg sagde gå.

Sådan hørte Neerskov det i hvert fald. For ham er der ingen tvivl om, at det var Vorherre selv der henvendte sig, akkurat som han senere i sit liv ofte er blevet vækket klokken fire om morgenen, når Gud havde en særlig meddelelse til Neerskov og Dansk Europamission.

På ordren gå, rejste han ind i det kommunistiske Østeuropa og fandt her et skrigende behov for bibler.

For hvordan kan man være præst uden bibel eller kristen uden adgang til Guds ord, spørger Neerskov retorisk, samtidig med at han gennem sin egen foretagsomhed for længst har givet svar på spørgsmålet. Dansk Europamission blev del af et internationalt netværk, der smuglede nytrykte bibler på lokale sprog ind via en hemmelig kurertjeneste. Gemt i skjulte hulrum i biler og campingvogne. Kun en enkelt gang blev ladningen konfiskeret, men ingen af de egentlige kurerer blev nogensinde opdaget.

Det er naturligvis noget af det, jeg er utrolig glad for: at vore kurerer aldrig kom ud for noget virkelig alvorligt, og at det lykkedes at få Bibelen trykt på mange af de lokalsprog, der fandtes i det gamle Sovjetunionen. Mange af dem havde aldrig tidligere haft en bibel på deres eget sprog.

Kurererne var unge kristne, der meldte sig som frivillige. De blev samlet i et afsidesliggende hus i Bayern, hvor Hans Kristian Neerskov i øvrigt, af sikkerhedsmæssige grunde, aldrig selv kom. Alt omkring kurertjenesten var mørkelagt. Hele tiden lurede frygten for KGB, det sovjetiske efterretningsvæsen.

Selv opnåede Hans Kristian

Neerskov at blive arresteret 11 gange, fordi han overtrådte de kommunistiske myndigheders strenge visa-bestemmelser, der kun gav tilladelse til ophold i bestemte områder, og rejste ud for at prædike i hemmelige forsamlinger af kristne, som mødtes i private hjem.

Det foregik på den måde, at alle møblerne blev smidt udenfor, og gardinerne trukket for, og så stod jeg og min tolk på to stole og blev bedt om at tale i ikke under to timer.

De kristne kom fra nær og fjern. Ved et af møderne blev hele talen noteret ned og senere kopieret og sendt ud som bog til andre undergrundsmenigheder i Sovjet.

Herhjemme har Hans Kristian Neerskov netop udsendt sin bog nummer 40. De øvrige er næsten alle kommet på hans eget forlag, Doxa Forlaget, men det blev nedlagt ved årsskiftet. Den nyeste er en antologi om den karismatiske fornyelse i Danmark, som Neerskov også var involveret i. Bestselleren over alle andre er dog bogen, Hvor øst og vest mødes fra 1974, som siden er udkommet i over 10 millioner eksemplarer i 26 lande. I den fortæller Neerskov på grundlag af sine egne rejser om kirkens og de forfulgte kristnes fortvivlede forhold bag jerntæppet.

Hans Kristian Neerskov var leder af Dansk Europamission frem til 1997. I løbet af de 33 år var han på utallige rejser til Sovjet, Kina og Østeuropa, og her først og fremmest Polen, hvor han har været på besøg mindst et halvt hundrede gange.

Det var et dårligt helbred, der fik ham til at stoppe som generalsekretær. Neerskov har i mange år lidt af leddegigt, men sygdommen holdes nu i skak af medicin, og ildsjælen synes langtfra udløbet for energi.

Han har i årenes løb været involveret i Christiansborg-høringer om menneskerettigheder og er aktiv i Den Internationale Sakharov Komité, som han var med til at grundlægge i 1974, og hvor han selv er formand.

Det giver en del rejser til udlandet. Her i sommer deltog han blandt andet i et stort møde for iranske flygtninge i Paris. Sakha- rov-komitéen, opkaldt efter den sovjetiske fysiker og menneskerettighedsforkæmper Andrej Sakharov, blev oprettet med det mål at arbejde for menneskerettigheder i de kommunistiske lande. Siden er arbejdsfeltet udvidet, og lige nu har komiteen særlig fokus på Iran, hvor Neerskov ser den i øjeblikket største trussel mod verdensfreden.

Som formand for Dansk Georgisk Venskabsforening har han i Kristeligt Dagblad, på baggrund af den aktuelle konflikt, senest fortalt om sine mange besøg i Georgien, hvortil Dansk Europamission også indsmuglede bibler. Her blandt andet om sit møde med Georgiens daværende præsident, Eduard Sjevardnadse forhenværende sovjetisk udenrigsminister der nu som nydøbt og kristen takkede bibelsmugleren Neerskov for hans indsats i de tidligere sovjetiske republikker.

steens@kristeligt-dagblad.dk