Valget af John F. Kennedy i 1960 markerede et socialt og politisk gennembrud for de amerikanske katolikker, der indtil da var blevet marginaliseret af landets hvide, protestantiske elite. Hvis Demokraternes kandidat, Joseph Biden, bliver valgt den 4. november, bliver han USA’s anden irsk-katolske præsident, og mange vil se ham i lyset af Kennedy, der er en af de mest sagnomspundne politiske skikkelser i landets politiske historie. Præmisserne for katolske politikere har imidlertid ændret sig markant i de mellemliggende 60 år.
Da John F. Kennedy i sin tid førte valgkamp, arbejdede han hårdt på at overbevise amerikanske protestanter om, at hans konfession ikke ville få nogen indflydelse på hans regeringsførelse eller på de beslutninger, der ville blive truffet i det Hvide Hus.
”Jeg taler ikke for min kirke om offentlige anliggender, og kirken taler ikke for mig,” understregede han, men fik alligevel sine trosfællers opbakning.
Omvendt har Joseph Biden i sin valgkamp ofte talt om betydningen af sin katolicisme og signaleret, at religionen fylder meget hos ham som person og politiker. Men til forskel fra Kennedy har Biden offentligt lagt sig ud med sin kirkes læresætninger ved at acceptere fri abort, og det har fået mange konservative katolikker til at lægge afstand til ham.
Biden blev medlem af Senatet første gang i 1973, da den amerikanske højesteret fastslog retten til fri abort, hvormed en værdikamp mellem socialliberale og værdikonservative blev indledt på tværs af hele USA. Det var en strid, som Kennedy undgik ved sin tidlige død i 1963, men som har fulgt Biden i hele hans politiske karriere.
Siden kom også våbenkontrol, racekonflikter og LGBT-rettigheder til som anliggender, der yderligere bidrog til at skærpe modsætningerne i hele landet. På nogle af disse områder er Biden helt på linje med katolsk etik. Men for dem af hans trosfæller, der føler sig belejret af den tiltagende sekularisering, trumfer abort alt.
Og det har gjort dem til allierede af de hvide evangelikale kristne, der udgør Donald Trumps stærkeste støtter. For disse katolikker er netop Bidens udgave af katolicismen den bedste grund til ikke at stemme på ham.
Naturligvis er der mange andre amerikanske katolikker, der stemmer på Biden, men de stemmer på ham som demokratisk kandidat og ikke som katolsk. I 1950’erne og 1960’erne fyldte det etniske og konfessionelle fællesskab mellem amerikanere af irsk og italiensk afstemning fortsat meget, og det fik betydning for valget af Kennedy. I dag er de samme grupper mere velstående og bedre uddannede, og troen spiller en mindre rolle for, hvem de stemmer på, end den gjorde for deres bedsteforældre. Indvandrere fra overvejende katolske lande i Latinamerika stemmer også demokratisk. Det skyldes dog heller ikke Bidens religion, men Trumps immigrationspolitik.
Biden forklarer selv sin indstilling til abort med, at han personligt er imod, men at han ikke vil påtvinge andre sin holdning. Ser man ser bort fra dette, er han også nærmest et sindbillede på amerikansk katolicisme fra for 50 år siden, hvor Det Demokratiske Parti, fagforeningerne og de katolske biskopper var stærke allierede. Det gammeldags image styrkes af, at folk, der kender ham godt, karakteriserer ham som et oprigtigt fromt menneske, der gennem store personlige tragedier er blevet styrket i sin gudstro.
Biden mødte pave Frans i 2015, da Biden som vicepræsident var med til at forberede pavens besøg i USA. Der er næppe tvivl om, at paven vil foretrække, at Biden bliver valgt frem for Trump. For i menneskesyn og samfundssyn ligger Trump og Frans milevidt fra hinanden trods Trumps offentlige fremtræden som abortmodstander, mens Biden ofte henviser til den katolske sociallære, som pave Frans baserer meget af sin kirkeledelse og hyrdegerning på.
Det betyder ikke, at paven er enig med Bidens holdning til abort. Men det betyder, at han med sine egne stærke politiske instinkter har en vis sympati for katolske politikere, der mener, at katolicismen ikke rigidt skal male sig op i et hjørne, men konstruktivt forsøge at forblive i den offentlige diskurs om etik og moral. Kennedy ville utvivlsomt være enig.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.