Prøv avisen

Billeder fra begravelsen af en hjemløs

Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Organist Henrik Palsmar skriver om begravelsen af en hjemløs mand, der får ham til at tænke på det kristne håb om at få et hjem i Himlen

saa vi til Hjemmet haste i Himlens Frydesal!

Allerede mens jeg spiller forspil til I østen stiger, nærmer den krumbøjede grønlænder sig kisten med sin lille urtepose.

Det er en kommunal bisættelse. Den hjemløse P har forladt sin faste ølbænk for at rejse til et forhåbentlig bedre og bekvemmere udskænkningssted. Familien har fralagt sig ethvert ansvar, men næsten 40 af de husvilde venner fra byens pladser er dukket op for at tage afsked.

Sjældent har jeg set så mange Hus Forbi-jakker samlet. Der er ægte sorg, guldbajerdåser og Rød Aalborg i halv abe-størrelse i store mængder på kirkebænkene. Grønlænderne sætter sig på gulvet til højre for kisten. Inden vi går i gang, er flere oppe for at banke på kistelåget, for vi ska sgu da lige høre om han er der.

Men de sidder fredeligt, mens jeg spiller C-dur-præludiet fra Das Wohltemperierte Klavier I på flyglet, og præsten siger velkommen (Tak skal du ha) og annoncerer første salme.

LÆS OGSÅ: Flere vil våge over døende

Da vi når til Et Glimt fra Paradisets Kyst, hvor livets Abild gror, begynder den lille grønlænder gavmildt at strø fint skåret hashish ud over kisten.

Under muntre tilråb som Ja, han var sgu en fin fyr og Du er sgu go nok, dameprast, taler præsten afslappet og humant om afskeden med P, der var et venligt, hjælpsomt menneske, som kunne tale med alle.

Så trykker jeg på ghettoblasteren, der spiller Kim Larsens Skibet hedder Christianshavns Kanal, en medrivende, sørgmunter sang, som P har holdt meget af.

En mand på forreste række med skævtsiddende briller, et svindende blåt øje og håndleddet i bind går frem. Han slår ud med armene, så hans dåsebajer sprøjter til alle sider, mens han opildner forsamlingen til at rejse sig og synge med.

Mens de sørgende rocker og kvæder af karsken bælg og grønlænderne danser, hælder han øl ud over kistens blomsterdekoration i korsets tegn. En skægget, tandløs halvrockertype i lædervest på anden række følger hans eksempel, hvorefter den første mand gir P et par ekstra skvæt. Oasissen under blomsterne suger taknemmeligt de gyldne dråber til sig.

Der lyder tilfreds sukken, da sangen er forbi, og under afsyngelsen af Til himlene rækker er der varme omfavnelser på kryds og tværs. Bortset fra enkelte fnis og tilråb er der andægtig tavshed under jordpåkastelsen, de fleste mumler med på Fadervor, og da præsten har lyst velsignelsen, siger alle højtideligt og dybttonigt amen, mens de slår korsets tegn foran sig med øllerne.

Vi tiltror ikke forsamlingen at bære kisten ned ad kirketrappen, men de skubber katafalken smukt ud i elevatoren, mens jeg giver min til dato mest salonagtige klaverudgave af Om lidt blir det stille. Har ikke studeret Nonnens Bøn på universitetet forgæves!

Ved rustvognen ser bedemanden mistrøstigt til, mens forsamlingen stænker mere øl på den hjemløse P, der nu drager mod de evige boliger via et pitstop i en etværelses med skruelåg.

Henrik Palsmar er organist, kordirigent og musikhistoriker. Han har skrevet cirka 300 artikler i Den Store Danske Encyklopædi om kompositionsmusik i det 20. århundrede