Hvordan vil du beskrive din tro?
Min tro er en uundværlig dimension i mit liv, som altid er under mig. Det er den også, når jeg selv glemmer den og måske bliver hysterisk og ikke kan få tingene til at gå op, fordi jeg er for optaget af mit eget. For det gælder om at glemme mit ego, så jeg ydmyg og tryg kan hvile i visheden om, at Gud altid er der, og at jeg aldrig er alene.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er vokset op i et kulturradikalt og ateistisk hjem på Samsø, hvor vi børn alligevel blev døbt og konfirmeret. Der blev også holdt jul og påske, men højtiderne blev ikke sat i relation til kristendommen, men var derimod blot festlige anledninger til at spise og drikke godt sammen med familie og venner, hvoraf mange var tilflyttere til Samsø ligesom mine forældre.
Jeg, derimod, kom også på gårdene hos mine legekammerater, der var født på Samsø. Her lå Højskolesangbogen på bordet, og her blev der talt om Gud, og jeg var lutter øren, for jeg følte mig draget af det ukendte og den undren over skabelsen, som jeg også altid selv følte, når jeg legede ude i naturen. Også hos min mormor i København fik jeg sat ord på min tro. Hun var nemlig anderledes end resten af familien og hørte altid gudstjenesten i radioen, og så var hun tilhænger af Martinus og holdt ligesom jeg af salmer, hvor resten af familien foretrak avantgarde-jazz.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg har i mere end tre årtier malet ikoner, og jeg finder i deres verden som i den ortodokse kirke et fokus på det tomme kors og på opstandelsen og dermed også på glæden over, at livet overvandt døden. Det fokus kan jeg godt savne i de vestlige kristne kirker, men alligevel vil jeg ikke melde mig ud af folkekirken, som mange af min kolleger inden for ikonografien har gjort det. For den danske folkekirke repræsenterer den kultur, som jeg er vokset op i, selvom jeg ikke altid forstår, hvorfor den taler så meget til hovedet og intellektet og så lidt til hjertet, men sådan bliver det måske, når præsterne uddannes på universiteter og ikke i klostre.
Jeg savner også det sugerør ned i de strømførende lag af overgivelse til Gud, som er vejen til klarhed og visdom. Her hvor hjertet tager over, og vi mødes på det fælles kollektive plan i en slags økumenisk virksomhed, der startede med ørkenfædrene. Det er de samme troens lag, der rækker kloden rundt og inddrager det mysterium, som alle religioner taler om, og som handler om dette store alt, den enhed, hvori alt rummes – og som vi kalder Gud.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Trods en naturlig interesse for tro som barn var jeg som ung blevet ateistisk og marxistisk i min tilgang til verden. Men det ændrede sig, da jeg og nogle andre startede en højskole på Langeland for 35 år siden. Jeg stod for nogle kunstkurser, som handlede om hæmningsløst at udfolde sig, som man typisk gjorde det i 1980’erne med kæmpelærreder og bøtter af maling, der bare blev kastet på. Men det skabte blot store egoer og blev hurtigt rungede tomt, så jeg bestemte mig for at gå den modsatte vej og starte kurser i ikonmaleri, så vi kunne blive forankret i et håndværk og en tradition.
Jeg havde dog ikke regnet med, at det samtidig blev vejen ind til min egen tro således at sidde fem uger med ét lille billede og nogle få farver, men det skete. Kristendommen kom langsomt ind ad bagdøren via ikonerne. At male ikoner er nemlig en langvarig, stille og koncentreret proces, hvor man kopierer et helligt billede, og jeg har lige siden arbejdet med ikoner, besøgt klostre og modtaget undervisning af blandt andet Fader Gregorius fra Athos. Bibelen og de apokryfe skrifter har jeg på lægmandsvis studeret, så jeg så godt som muligt kan gentage Guds værk, for man signerer ikke en ikon. At lave ikoner er et guddommeligt håndværk, der under tilblivelsen også rummer en bønspraksis, som jeg først lærte som voksen, for jeg er helt ubesmittet af tankegods hjemmefra i min kristendom.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hverdagen?
Helt konkret tænder jeg levende lys hver morgen ved mine ikoner, for der er altid et eller andet i verden at tænde lys for. Derpå går jeg ind i hesychia, som er græsk og betyder ”den stilhed, som Gud skænker”, og som er den stilhed, der kommer, når man beder Hjertebønnen. Det er også den samme stilhed, som jeg bruger i mit arbejde som billedkunstner, både når jeg maler ikoner og andre værker som for eksempel den altertavle, jeg for nogle år siden skabte til Tryggelev Kirke her på Langeland, og som det var en hædersbevisning at få lov til at lave her i mit lokalmiljø.
Jeg næres i det hele taget ved at bo midt i naturen, hvor jeg dagligt er i kontakt med den skov og den strand, hvor jeg oplever den samme ro, det samme nærvær og den samme inspiration, som jeg finder i Hjertebønnen, der også kaldes Jesusbønnen. Måske er det, fordi tro og bøn for mig også handler om at bruge kroppen. Nadveren virker i hvert fald altid stærkt på mig i folkekirken, fordi vi knæler sammen, når vi modtager den.
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Der er selvfølgelig Jesus, som altid er på vandring og altid er nærværende over for de mennesker, som han er sammen med. Men ellers er det Dalai Lama og hans 19 budskaber om, hvordan vi skal leve. De budskaber har jeg altid med mig, uanset hvor jeg er, for det er meget vise ord. Men skal jeg vælge et menneske, så bliver det skuespilleren Bodil Jørgensen. Hende beundrer jeg, fordi hun er et levende og helt menneske, der er eminent dygtig til sit fag, og som samtidig er båret af troen og tilliden til Gud, men som også kan være fuld af medfølelse, humoristisk og skarp.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Som ungt menneske var jeg nogle måneder i Indien sammen med en kæreste og nogle venner, og der faldt hele vores verden sammen, fordi vi ikke kunne putte inderne ned i de kasser, som vi i vores ungdommelige skråsikkerhed ellers brugte til mennesker. Så vi var rimeligt forvirrede, indtil en bramin så lige igennem os og sagde: ”Travel with an open mind.” Altså rejs igennem livet med et åbent sind. Det har jeg så prøvet lige siden. Senere fik jeg også mere med Indien at gøre, da vores to døtre er adopteret derfra. Pigerne er i dag voksne, unge kvinder med god gang i karrieren, men både deres fysiske rødder og mine mentale rødder var altså i Indien.