Prøv avisen
Kirkeanalyse

Billy Graham kom til Danmark, sejrede og splittede

Dagen efter at have prædiket for 8000 mennesker på Aarhus Stadion var vækkelsesprædikanten Billy Graham og hans hustru den 7. juli 1955 endagsturister i København, hvor de blandt andet så Københavns Rådhus. Foto: Walther Månsson/Ritzau Scanpix

Det netop afdøde prædikant Billy Graham fik ved sine besøg Danmark i årene 1954-1965 rekordstor opbakning, men kom til at virkende splittende snarere end samlende

I 1954 besøgte den amerikanske vækkelsesprædikant Billy Graham for første gang Danmark, og prædikede i København for op mod 30.000 tilhørere. Året efter prædikede han for 8000 mennesker på Aarhus Stadion, og i 1965 samlede hans møder i landet 65.000 deltagere. Det må have været de største kristne vækkelsesmøder i Danmarks historie. Mange hundrede mennesker gik frem, når Graham på traditionel amerikansk vis kaldte folk til at komme op til scenen og overgive sig selv til Gud eller søge sjælesorg. Medieomtalen var massiv og positiv. Danske medier så i den fotogene unge amerikaner en repræsentant for en kristendom, der passede til det moderne efterkrigssamfund.

Besøgene var altså på flere måder en succes. Alligevel blev Grahams kampagne slet ikke den succes, som hans kampagne i London havde været, og som senere kampagner i andre verdensdele blev. I Danmark løb han ind i en kirkelig anti-amerikanisme. I befolkningen stod USA generelt højt efter sejren i 1945, og ungdommen sværmede for alt amerikansk: Cowboybukser, musik og Hollywood- film. Men i folkekirkelige kredse var amerikansk et skældsord. Man forbandt amerikansk kirkeliv med overfladiskhed og smarte metoder for at trække ”kunder” til de talløse frikirker. Danske kritikere mente, at Graham førte sig frem som en tygge- gummiagent og prædikede overfladisk amerikansk lykke-kristendom.

Kilden til Grahams store succes i andre lande var ellers, at han holdt sig til grundkristelige emner: Jesus Kristus som frelser og en personlig tro på ham. Dette var vejen til en erfaring af fred med Gud, allerede nu og fuldt ud i evigheden. Dette budskab havde kunnet samle næsten alle USA’s protestanter. I New York fik Graham en-dog etableret et tæt samarbejde med den katolske kirke om en vækkelseskampagne.

Men i Danmark virkede han splittende, fordi han løb ind i en ny teologisk strømning, der prægede den unge generation i folkekirken. Den ældre generation havde deres rødder i 1800-tallets vækkelsesbevægelser, og lagde vægt på personlig tro, vækst i troen og et tydeligt evighedshåb. En repræsentant for den generation var Aarhus’ biskop Skat Hoffmeyer, der åbnede mødet på Aarhus stadion. Den nye generation var derimod præget af eksistensteologi. Som repræsentant kan nævnes professor P.G. Lindhardt. Han havde kort forinden været centrum i en stor strid om det evige liv, som Lindhardt ikke mente, man kunne vide noget om. Paulus’ tale om disse spørgsmål afviste han som meninger, man havde lov at være uenig med.

Grahams besøg blev anledning til at få trukket generationsforskellen markant op. For den unge generation stod Graham for alt det, der skulle gøres op med.

18 præster fra Aarhus, blandt andre Lindhardt, lagde på forhånd offentlig afstand til arrangementet. I danske medier blev disse kritikere skældt ud som dømmesyge. Men præsternes protest havde til gengæld bred opbakning indadtil i folkekirken. I bladet Tidehverv blev medvirkende præster og biskopper hårdt angrebet. Sognepræst Georg Bartholdy stod i spidsen for vækkelseskampagnen, og ham krævede Tidehverv afskediget. Også grundtvigske blade og Kirkeligt Centrum var overvejende negative. Direkte splittende virkede besøget inden for Indre Mission. Missions- huset Bethesda i København blev brugt til sjælesorg efter Grahams prædiken. Flertallet i Indre Missions landsledelse var dog imod samarbejdet med Graham. Formand Chr. Bartholdy søgte at balancere, for han turde ikke afvise, at kampagnen kunne være midlet til en ny vækkelse. Bølgerne gik højt i Indre Mission, for og imod kampagnen. Det store problem var barnedåben, som Graham som baptist ikke personligt gik ind for, men som han dog heller ikke polemiserede imod.

Efter den hårde debat kom Graham aldrig mere til Danmark. Hjemme i USA fik han kultstatus som ”America’s Pastor” og præsidenters sjælesørger. Hans stjerne fortsatte også med at vokse i internationalt kirkeliv og missionsarbejde gennem Lausanne-bevægelse, han var med til at få i gang. I Danmark blev den evangelikale bevægelse, som Graham mere end nogen anden repræsenterede, aldrig betydningsfuld.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus