Prøv avisen

Birte Weiss tilbage som minister

Regeringsrokaden medførte kun ændringer på to poster. Jan Trøjborg bliver ny udviklingsminister

Forskningsminister Jan Trøjborg (S) bliver ny udviklingsminister efter Poul Nielson, mens Folketingets næstformand Birte Weiss (S) vender tilbage i Nyrup-regeringen som ny forskningsminister. De to nye ministre præsenteres i dag for dronning Margerthe på Amalienborg. Og den tidligere udviklingsminister, Poul Nielson, skal i afskedsaudiens i dag klokken 11.30. Men først på mandag er der overdragelsesforretninger i Forskningsministeriet og Udviklingsministeriet, oplyste Statsministeriet i går. Statsministeren ville i aftes ikke svare på spørgsmål til ministerrokaden. På forhånd havde de fleste ventet, at Birte Weiss ville få Udviklingsministeriet, der efter nogles opfattelse er mere prestigefyldt end Forskningsministeriet. Men Nyrup Rasmussen skrev i en pressemeddelelse, at Trøjborg har »udtrykt ønske om på et tidspunkt at prøve kræfter med det internationale arbejdsområde«. - Der er nu kommet en lejlighed, hvor dette ønske kan imødekommes. Jeg lægger vægt på Jan Trøjborgs erfaring og arbejde i regeringen, skrev statsministeren. - Jeg er også glad for, at Birte Weiss på ny bliver minister. Hendes erfaring og indsigt i et bredt felt af opgaver er velkendt. Jeg har ikke lagt skjul på, at vi har brug for Birte Weiss til en ny, vigtig post, når lejligheden måtte byde sig. Loyal partisoldat Det er en ambitiøs, men loyal partisoldat, statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) har genudnævnt som minister. Modsat Ritt Bjerregaard har den 58-årige Birte Weiss (S) bidt uopfyldte forhåbninger om magt og indflydelse i sig, siden hun sidste år blev rangeret ud på et sidespor, da hun tabte en lodtrækning til Ivar Hansen (S) om formandsposten i Folketinget. Nu må den nye forskningsminister se sig overhalet af den yngre partifælle, Jan Trøjborg, i ræset om den ledige post som udviklingsminister efter den nye EU-kommissær Poul Nielson. En post, som Weiss ellers betragtedes som velkvalificeret til. Den stræbsomme og arbejdsomme toppoltikers »lediggang« har varet i over halvandet år, siden hun i oktober 1997 frasagde sig posten som indenrigsminister - angiveligt fordi hun ikke ville gå så langt som sin regeringschef og afløseren, Thorkild Simonsen, med udlændingepolitiske stramninger. Men det er ikke en kontrovers, den journalistuddannede Weiss selv har snakket højt om - lige så lidt som hun offentligt har luftet utålmodighed med at få tag igen i magtens tøjler. Også tidligere har Weiss demonstreret offervilje, da hun efter 12 år på posten frivilligt trådte tilbage som en af Socdialdemokratiets næstformænd for at formidle et generationsskifte, så LO-økonomen Lene Jensen fik den indflydelsesrige post i partiledelsen. Ansvaret for regerings forskningspolitik bliver næppe en moralsk anstødssten for samarbejdet med Nyrup Rasmussen, sådan som flygtningespørgsmålet hævdes at have været det. Weiss er også tidligere kirke- og sundhedsminister. Ventet comeback Det var forventligt, at Folketingets næstformand Birte Weiss igen ville blive minister i kølvandet på Poul Nielsons udnævnelse til EU-kommissær, siger Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs, i en kommentar til regeringsrokaden. Hun ønsker samtidig Jan Trøjborg tillykke med »endnu et område«. Udviklingsministerposten er hans femte, siden Nyrup-regeringen trådte til i 1993. /ritzau/