Prøv avisen

Biskop blåstempler halalkød

Flere århusianske daginstitutioner har fravalgt svinekød til fordel for halalkød. Misforstået hensyn, lyder det fra biskop Niels Henrik Arendt, som mener, at der er plads til begge slags kød. Foto: colourbox.com

Kristne kan roligt spise halalkød, lyder det fra biskop Niels Henrik Arendt i diskussion om mad i daginstitutionerne

Sæt bare halalkød på menuen, men lad det ikke gå ud over svinekødet.
Det er meldingen fra Haderslevs biskop Niels Henrik Arendt i en diskussion om daginstitutionernes hensyntagen til børn med forskellig religiøs baggrund.

Udtalelsen falder i et interview med Børn&Unge, medlemsblad for BUPL, der er fagforbund for pædagoger og klubmedarbejdere.
Her har man sat fokus på daginstitutionernes kostspolitik, blandt andet på baggrund af, at Dansk Folkeparti har kritiseret brugen af halalkød i daginstitutioner.

Men halalkød udgør intet problem for kristne, påpeger Niels Henrik Arendt.
- Kristne kan spise det kød de vil...Det kan godt være, at vi rent folkeligt har et problem med måden, det bliver slagtet på, hvis det går ud over dyrene. Men igen: Rent religiøst er der absolut intet problem, siger Niels Henrik Arendt.

Hensynet til muslimske børn bør dog ikke ske på bekostning af andre børn, lyder det samtidig fra biskoppen over Haderslev Stift.
Ifølge Børn&Unge er der alene i Århus ellers 15 institutioner, der har taget svinekødet af menuen, men det er udtryk for misforstået hensyn, mener Niels Henrik Arendt.

- Hvorfor i alverden skal man ikke have lov til at få spegepølse, blot fordi der er nogen, der ikke vil have det. Det er lidt lige som, hvis vegetarerne kommer og siger, at alle skal være vegetarer. I den situation kan jeg udmærket forstå reaktionen: Nu stopper vi! Vi skal ikke give afkald på det, vi selv sætter pris på, fordi andre ikke kan lide det, lyder det fra Niels Henrik Arendt ifølge Børn&Unge.

Henrik Vestergaard, der er medlem af Århus byråd for Venstre, undrer sig også over de århusianske institutioners fravalg af svinekød. Han peger blandt andet på, at han endnu ikke har hørt muslimske forældre kritisere, at ikke-muslimske børn fik svinekød.

- Det ville være særdeles interessant at få oplyst, om det rent faktisk er muslimske forældre, som har opfordret institutionerne til at tage svinekød af menuen. Det tvivler jeg nemlig stærkt på. Jeg tror, det her handler om misforståede hensyn. Faktisk tror jeg slet ikke, at muslimske forældre har det mindste problem med svinekød, så længe deres egen børn slipper for at spise det, siger Henrik Vestergaard.