Der kommer et tidspunkt, hvor et ægtepar har været sammen så længe, at det stopper med at skelne mellem dit og mit. Ikke fordi parret nødvendigvis ønsker, at alt skal være fælles, men fordi det mister overblikket over, hvem der har bidraget med hvad til forholdet.
Sådan et ægtepar er folkekirken og staten blevet, forklarede professor emeritus i økonomi på Københavns Universitet Niels Kærgård, da han i går holdt oplæg under en under høring i Landstingssalen på Christiansborg.
”Hvis man kigger på kirkens og statens økonomiske mellemværende, så er det karakteristisk, at de er flettet sammen. Det minder om et gammelt ægteskab, der har haft fælleseje i årtier. Man ved ikke rigtig, hvad der tilhører hvem. Hvem ejer det, man fik i sølvbryllupsgave, og hvordan kom det ind i huset? Den opdeling, vi af mange forskellige historiske grunde har fået, er ekstremt ulogisk, hvis vi sammenligner med, hvad man ville gøre, hvis man skulle begynde helt forfra,” sagde han.
Niels Kærgård var en ud af seks forskere og kirkelige aktører, som Folketingets Kirkeudvalg og foreningen Grundtvigsk Forum havde inviteret til at tale på deres åbne høring ”Hvem understøtter hvem? Forholdet mellem kirke og stat til debat”. Deres indlæg skulle klargøre vekselvirkningen mellem stat og kirke og åbne for en debat mellem flere kirkeordførere.
Mens Niels Kærgård forklarede, hvordan staten blandt andet betaler præstelønninger og opkræver kirkeskat, talte biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen om, hvad kirken mere konkret gav staten. Hun nævnte kirkens tilstedeværelse i hele landet, dens ritualer ved livets overgange samt muligheden for altid at kunne tale med en præst om liv, død og sorg.
”Det er jo umuligt at måle og veje, hvad alt det betyder for staten, men man kan gætte på, at det bidrager til et samfund, hvor mennesker har noget at sige hinanden og deler og bærer ansvar for hinanden. Staten må have en vis interesse i, at det enkelte menneske føler sig kaldt på og mener at have et ansvar,” sagde hun og tilføjede, at kirken og religiøse samfund netop formår at kalde mennesker ud af deres egoisme.
”I et gudløst samfund, hvor enhver er sin egen gud, har ingen respekt for fællesskaber og heller ikke for en stat.”
Under høringen blev der også draget paralleller til majoritetskirkerne i Norge og Sverige. Selvom begge lande har taget skridt mod adskillelse af stat og kirke, er de reelt stadig sammen, sagde tidligere generalsekretær i Danmission Jørgen Skov Sørensen under sit oplæg.
For eksempel har Rigsdagen, Sveriges parlament, stadig fingrene nede i kirkens anliggender, mens kirken i Norge fortsat finansieres af staten.
”Jeg tror ikke, staten tør sætte de store folkekirker fri. Vi taler om organisationer med mellem 60 og 80 procent af befolkningen som medlemmer. Dem må man ikke overlade til tilfældighederne,” sagde han.
Kirkeminister Mette Bock (LA) påpegede, at udviklingen i nabokirkerne understregede, hvor kloge Danmarks grundlovsfædre har været.
”For de taler om, at vi understøtter folkekirken – vi overstyrer den ikke. Det, der sker i Norge og Sverige, er i virkeligheden en meget tættere politisk styring end den frihed, vi har i vores folkekirke,” sagde hun.
Også kirkeordførerne Karen Klint (S) og Christian Langballe (DF) fandt den danske ordning bedre end nabolandenes, og Christian Langballe ønskede den ikke ændret.
”Folkekirken er først og fremmest et udtryk for, at kristendommen er den åndelige rygrad i Danmark. Institutioner har det med at binde samfundet sammen, og det gælder folkekirken,” sagde han.
Enhedslistens kirkeordfører, Pelle Dragsted, understregede, at han også mener, folkekirken spiller en vigtig rolle i samfundet og skal anerkendes af staten. Men der er behov for en relationsforandring, hvor stat og kirke adskilles juridisk sagde han.
”Jeg synes, det er pudsigt, at jeg, som ikke er troende og ikke er medlem af folkekirken, her i Folketingets skal være med til at beslutte, hvordan I indretter jeres menighedsråd. Vi har lige behandlet lovforslag om, hvordan man stemte til menighedsråd. Hvorfor skal jeg bestemme det? Hvorfor skal et Folketing, hvor mange ikke er medlem af folkekirken, bestemme, hvordan I tilrettelægger jeres indre liv i folkekirken?”.
Ifølge Karen Klint ønsker Socialdemokratiet fortsat at modernisere kirkens forhold til staten inden for rammerne af Grundloven.
”Vi har aldrig lavet en samlet forfatningslov eller rammelov for folkekirken. Det er det, mit parti gerne vil arbejde videre for – at vi får en mere objektiv rammelovgivning. Nogle kan godt lide det anarki, der er i dag, men i et moderne samfund, og når vi nu har lovgivet om de øvrige trossamfund, synes jeg, at vi skylder folkekirken at gøre det grundlovsmæssige arbejde færdigt på det område,” sagde hun.