Lige fra begyndelsen af den første nedlukning i marts har biskop over Ribe Stift, Elof Westergaard, nedskrevet sine tanker om og refleksioner over den ændrede tilstand, vi pludselig kollektivt befandt os i – hver for sig.
Det begyndte med dagbogsnotater over Klagesangene fra Det Gamle Testamente, eller ”Sørgesangene”, som de benævnes i Bibelen 2020. Et poetisk skrift om sorgen over at se Jerusalem tabt til fremmede magter, om sorgen over at se sit hjemland forvandlet til ukendelighed. De tomme gader, afstandsmarkeringer på gulvene i butikker og alt det andet, vi stiftede bekendtskab med i begyndelsen af sidste år, gav med Elof Westergaards egne ord anledning til at ”reflektere de 2500 år gamle genvordigheder ind i vores egen tid”. Et arbejde, som han i efteråret samlede i bogen ”Sørgesange fra Ribe”.
Refleksionerne over livet med coronaen er siden fortsat i små ”vinternoter” i Dagbladet Ringkøbing-Skjern. For de er ikke private, siger han. Hele tiden forsøger Elof Westergaard at udtrykke sig i et alment sprog, fordi han mener, at det, vi oplever, ser og sanser, rækker ud over os selv, og at det er vigtigt, at vi mærker netop det.
I julen blev så det, biskoppen har brugt næsten et år på at dele sine refleksioner over, virkeligt på en ny måde. Hele familien med hjemvendte børn og børnebørn var samlet til julemiddagen juleaften, da de første mærkede symptomerne, og én efter én måtte de alle otte lægge sig. Smittede med corona.
”Hvor det kom fra, ved vi ikke, men vi fik alle symptomer i større eller mindre grad. For mig har det føltes som at have en voldsom lungebetændelse med en ubehagelig trykken for brystet,” siger Elof Westergaard.
Efter især et par dage omkring nytåret, hvor symptomerne var tydelige, er han og resten af familien nu ved at være ovenpå igen. I morgen bevæger Elof Westergaard sig så for første gang ud af isolationen med nye refleksioner at dele.
”Jeg har lært, hvor svært det er at bære, at man kan smitte andre mennesker. Og så har jeg lært, hvor afhængig man er af at mødes med andre. Alt det ved vi jo godt, men der er noget voldsomt ved at gøre sig erfaringen,” siger Elof Westergaard.
I dagbogsnotaterne fra foråret beskriver Elof Westergaard, at han især finder håb gennem at blive opmærksom på, hvordan hans blik er blevet skærpet for det, man kunne kalde de små ting. Udsigten fra sit kontor. En fornemmelse af et styrket slægtsskab med fårene på diget og svanerne på engen. Glæde helt ned i maven over en smuk regnbue. Spørger man ham, hvad der har givet ham håb i sygdomsperioden, hvor han har været endnu mere isoleret, er svaret noget lignende.
”Det er stadig det nære liv. En god kop kaffe eller et æble og selvfølgelig familielivet. Kunst og litteratur. Eller det at finde en gammel blyant, spidset i begge ender, som tilhørte min far, og som bringer minder frem. Det kan lyde banalt, men jeg bliver faktisk aldrig træt af det banale og det, der er ligetil. Det finder jeg en stor glæde ved,” siger Elof Westergaard og forklarer, at selv alle disse små ting giver ham en fornemmelse af ikke at være alene, fordi de også er en del af Guds skaberværk.
”Det er den der fornemmelse af, at der er noget i det skabte, der kan fortælle os om noget, der er større end os selv. Jeg holder af at digte, og forleden sad jeg og reflekterede over, hvad der gør, at jeg har så stor kærlighed til substantiver. Jeg tror netop, det er, fordi de er med til at påpege noget konkret i verden, som er noget andet end mig selv.”
På trods af isolationen i de seneste uger og i det forgangne år i det hele taget, er det altså netop samspillet mellem mennesker og omverden, der særligt optager Elof Westergaard i denne tid. Coronaperioden har, siger han, skærpet hans blik for, hvordan verden ikke er tom, og hvordan mennesker ikke er alene. Og konkret også for, hvor vigtigt det er, at vi kan mødes i kirkerummet på trods af pandemien.
”Måske troede nogen, det var fint, at kirken var der på afstand. I en evangelisk-luthersk sammenhæng siger vi tit, at det er ordet, der gælder. Det er sandt. Men for mig har en lære af alt det her været, at selve det fysiske rum og det at vi registrerer hinandens kroppe i det, faktisk betyder rigtig meget. Jeg vidste det nok godt allerede, men jeg er blevet meget mere opmærksom på det,” siger Elof Westergaard.
Kirkens rum er netop anderledes end andre rum, og det er især anderledes end for eksempel de digitale rum på sociale medier, siger Elof Westergaard, hvor mange for tiden er sammen, men hvor det også tit kan føles, som om mennesker bliver øer.
”Når vi er overladt meget til os selv, begynder vi at danne entydige billeder af andre mennesker. Det er indimellem forstemmende at se, hvordan folk møder hinanden på de sociale medier. Der kan jeg virkelig godt savne en evne til perspektivforskydning – at man forsøger at se verden fra andres side,” siger Elof Westergaard
Dette findes dog netop i evangeliet, tilføjer han, og derfor er det også i evangeliet, han mener, vi skal finde livsmodet i denne tid.
”Evangeliet minder os om, at den person, vi ikke forstår eller ikke kan lide, også er et gudsskabt menneske. Det er alfa og omega i denne tid. Det er derfor, jeg for tiden er så optaget af, hvordan vi kan holde kirkerne åbne på en forsvarlig måde. Vi skal simpelthen kunne finde ud af at være kirke i den her tid, fordi kirken og kristendommen er et sikkert værn mod os og dem-tankegangen. Gud fornyr vores forhold til andre mennesker.”