Prøv avisen

Biskop før møde med statsministeren: Kirken skal vise, hvad den dur til i krisetider

Peter Skov-Jakobsen er en af de indbudte til onsdagens møde med statsminister Mette Frederiksen (S) og kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S). Han håber, at kirkens gradvise genåbning vil være på dagsordenen. – Foto: Leif Tuxen

Statsministeren og kirkeministeren afholder onsdag et møde med folkekirken og andre trossamfund. Biskop håber på, at kirkens genåbning er på dagsordenen

Statsminister Mette Frederiksen (S) har før lovet, at hun vil tale med folk fra kultur- og kirkeliv for at drøfte det åndsliv, der er så vigtigt lige nu. Og onsdag har hun inviteret repræsentanter for folkekirken og andre trossamfund til en samtale over digitale medier. En af de inviterede er biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen. Han håber, at kirkernes gradvise genåbning er på dagsordenen:

”Mit hovedanliggende er, at kirkerne får lov at åbne i takt med resten af samfundet. I første omgang kunne det være en mulighed at åbne for bøn og andagt i kirkerne og på længere sigt at få mulighed for at holde gudstjenester igen,” siger biskoppen, der flere gange har talt på biskoppernes vegne under coronakrisen:

”Derudover skal man heller ikke underkende vigtigheden af, at flere får mulighed for at deltage ved dåb og vielser. Og det siger jeg med en bevidsthed om, at vi selvfølgelig ikke bare kan slå dørene op.”

Der har i den seneste tid været mange bud fra kirker på, hvordan man kan nå ud, når dørene er låst, men Peter Skov-Jakobsen vil gerne have, at kirkerne får mulighed for at vise, hvad de kan udrette i en krisetid:

”Kirken skal kunne vise, hvad den dur til i denne tid. Der er meget sammenhængskraft i troende mennesker,” siger biskoppen.

Mødet med statsministeren er omgærdet af en vis hemmelighedsfuldhed. Kristeligt Dagblad har spurgt Statsministeriet, hvem der er inviteret, men har ikke fået svar på henvendelsen inden avisens deadline.

Statsministeriet vil slet ikke bekræfte, at mødet finder sted onsdag, men heller ikke afkræfte det. Biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen oplyser til Kristeligt Dagblad, at hun ikke er inviteret med til mødet. Men formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Søren Abildgaard, sidder klar foran computeren i løbet af formiddagen, oplyser han. Søren Abildgaard mener, at mødet skal tolkes som et positivt signal fra regeringen om trossamfundenes betydning i svære tider:

”Statsministeren gjorde en del ud af blandt andet kirkerne og trossamfund på pressemødet den 14. april, og jeg tror, at mødet onsdag skal ses som en opfølgning på det. Jeg ser det som et udtryk for, at regeringen anerkender folkekirken og trossamfund som vigtige elementer i en krisetid,” siger Søren Abildgaard.

Der har i den senere tid været en del kritik fra kirkeligt hold af, at folkekirken tilsyneladende har stået lavt på listen over, hvilke institutioner der laves planer for at genåbne, mens kulturinstitutioner er kommet tidligere og tydeligere ind i samfundsdebatten. Presset for at lægge planer for genåbning af kirken har været stigende, og onsdag undrede en sundhedsekspert sig over de ulige forhold, regeringen byder de trosbaserede aktører.

”Når regeringen tillader mindre erhvervsdrivende at genåbne deres forretninger, så forekommer det ikke ligeværdigt, hvis ikke også kirkerne kan vende tilbage til en mere normal funktion,” sagde Thorkild I.A. Sørensen, professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet til kirke.dk. Samme sted stiller Provsteforeningen sig forsigtigt positiv over for at tage skridt mod en genåbning:

”Ideelt set er højmessen en offentlig handling med fri adgang, men hvis der er fagligt belæg for en begrænset genåbning, så er det også noget, vi er åbne for,” siger Peter Birch, der er formand for Provsteforeningen.