Kravene til synlig ledelse i folkekirken og nye dokumentationskrav i biskoppens ledelse har ifølge flere skabt en stigning i antallet af tjenstlige samtaler. Hvad betyder det for dig at se for folkekirken?
”For mit eget vedkommende kan jeg ikke genkende det, for jeg har i løbet af mine 21 år som biskop ikke oplevet nogen stigning i tjenstlige samtaler. Jeg har heller aldrig ført en tjenstlig samtale med udgangspunkt i læremæssige eller teologiske spørgsmål. De tjenstlige samtaler, jeg har haft med præster gennem årene, har udelukkende handlet om samarbejdsforhold, enten kollegialt eller i forhold til et menighedsråd, eller om forsømmelse af arbejdsmæssige forpligtelser. De samtaler er der ikke blevet flere af.”
Du har ikke brugt den formelle tjenstlige samtale, når det har handlet om forkyndelse eller teologiske holdninger?
”Jeg har aldrig haft tjenstlige samtaler, som har handlet om, at en præst har forkyndt et evangelium, som ikke er folkekirkens. Det er klart, at jeg har haft teologiske samtaler og drøftelser med en præst, for eksempel på baggrund af en klage over forkyndelsen fra et medlem af menigheden. Jeg har ikke haft tjenstlige samtaler, men frie drøftelser med præster, hvis jeg synes, at her gik de vist for langt i en polemik med en bestemt kollega. Det er der altid kommet en fornuftig reaktion ud af. Der er nogle ting, som har det bedst med ikke straks at blive gjort til noget meget pompøst og omfangsrigt. Det er ofte, at en samtale også på en eller anden måde indbefatter et sjælesørgerisk element i forholdet mellem biskop og præst, og det er ikke underlagt den tjenstlige samtale. Man er meget bedre kørende som leder, hvis man tager det som en fri meningsudveksling.”
Har du prioriteret den frie meningsudveksling, når der har været et teologisk indhold på spil?
”Man skal passe på, fordi det er svært at definere det indholdsmæssige, når det handler om teologi. Man kan bare se på sager om sognepræster som Bent Feldbæk, Per Ramsdal og Thorkild Grosbøll. Jeg har hele tiden haft den holdning, at man ikke skal gøre så diffust og fortolkningsfrit et område, som evangeliet og bekendelsen er, til et juridisk spørgsmål.”
Synes du, at den formelle tjenstlige samtale er blevet brugt for meget på teologiske spørgsmål?
”Det ved jeg ikke, for så skulle jeg gå ind på mine kollegers områder. Så det vil jeg ikke kommentere.”
Kan man så sige, at krav til præsterne om kollegialitet og loyalitet er kommet til at fylde for meget, så det kan komme til at sænke loftet for debatten i folkekirken?
”Jeg synes ikke, at det sænker loftet for den teologiske debat. Men det kan være et problem, når for eksempel nogle kolleger siger, at ham og ham bør indkaldes til tjenstlig samtale hos biskoppen, vedkommende bør tage sit tøj og gå, eller han er ikke værdig til at være præst i folkekirken. Det synes jeg er betænkeligt for friheden og kollegialitetens skyld.”
Er der opstået en konflikt mellem opfattelsen af præsterne og biskoppen som præsternes præst på baggrund af et stigende krav til biskoppen om at være administrativ leder?
”Nej. Men hvis ikke man hele tiden er opmærksom på den balancegang, kan der godt opstå et problem. Jeg har aldrig selv følt problemet, selvom jeg ikke skal sige, om nogle af de omkring 340 sognepræster i stiftet har en anden opfattelse.”
Hvad lægger du selv i begreber som kollegialitet og loyalitetspligt mellem præster?
”Kollegialitet er, at man som overordnet norm i folkekirken har frihed til at fortolke på eget ansvar, men at man også skal stå på mål for sin egen tolkning af kristendommen. En kollega skal ikke sige, at det, du gør, er forkert, og du burde fyres. Det er for mig et eksempel på, hvordan respekten for forskelligheden skal være. Man kan være uenig i teologien, men i tjenstlige forhold skal man være loyal mod hinanden. Det er nødvendigt, hvis vi skal leve i en folkekirke, der er så mangfoldig og har så mange forskellige kristendomstolkninger.”
Den aktuelle debat handler også om grænser for, hvad der kan og ikke kan siges fra prædikestolen. Hvor går de grænser for dig at se?
”Du må ikke kaste dig ud i en polemik med navngivne personer, for så tager man uvægerligt menigheden som gidsel for sine egne eventuelle idiosynkrasier.”
Men kan man komme med en generel kritik af en praksis i folkekirken, som man synes er forkert, for eksempel at babysalmesang og spaghettigudstjenester er med til at fortrænge højmessen?
”Man kan diskutere klogskaben i det, men ellers kan man godt gøre det. I den tradition, jeg er opvokset i, kunne jeg da også polemisere fra prædikestolen imod den overhåndtagende aktivisme, hvor jeg spurgte, om det har noget med kristendom at gøre, at man i forbindelse med Jesu indtog i Jerusalem slæber et æsel ind i kirken.”
Synes du, at det, som nogle ser som et øget krav om kollegialitet og loyalitet, har været med til at lukke munden på såkaldte kritiske præster?
”Det synes jeg ikke, for folkekirken har på mange måder været det frieste sted for debatten. Men det bekymrer mig lidt en gang imellem, at loftet ligesom sænker sig, fordi man ikke vil give sine kolleger lov til at sige det, de siger, om kristendommen. Her har folkekirken på mange måder været en frontfigur, fordi man virkelig har kunnet være uenige og samtidig kunnet sige, at vi godt kan være i stue sammen.”