Biskop går ind i sag om politisk kirkekunst

Kirken må ikke udstille navngivne personer, mener biskop i Helsingør Stift Lise-Lotte Rebel. Hun vil nu kontakte menighedsråd om et maleri, hvor en figur, der er inspireret af Venstres næstformand, Inger Støjberg, sparker til en sort mand

Dette maleri af Erik Hagens hænger i Skovlunde Kirke. Nu er det blevet genstand for stor debat, da man i et interview i Kristeligt Dagblad i går kunne læse, at kvinden, der sparker, med kunstnerens egne ord er ”direkte inspireret af Venstres nye næstformand”.
Dette maleri af Erik Hagens hænger i Skovlunde Kirke. Nu er det blevet genstand for stor debat, da man i et interview i Kristeligt Dagblad i går kunne læse, at kvinden, der sparker, med kunstnerens egne ord er ”direkte inspireret af Venstres nye næstformand”. Foto: Leif Tuxen.

En kunstner skal ikke udstille sin kritik af bestemte politikere i et kirkerum. Sådan lyder det fra biskop Lise-Lotte Rebel, som nu vil gå ind i en sag om et nyt værk i en af Helsingør Stifts sognekirker.

Værket er del af en nu fuldendt udsmykning i Skovlunde Kirke nordvest for København. Her har kunstneren Erik Hagens blandt andet lavet et billede med flere små motiver baseret på bibelhistorier. Et af dem handler om fortællingen om en rig mand, der ikke hjælper den fattige Lazarus. På tegningen ser man en familie i en døråbning og en ung kvinde, der med stor kraft sparker en sort mand væk fra døren og over mod en indhegning.

I går kunne man i et interview i Kristeligt Dagblad læse, at kvinden, der sparker, med kunstnerens egne ord er ”direkte inspireret af Venstres nye næstformand”, altså forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Og hvis dette er sandt, bør det ikke være at finde i kirkerummet, mener biskop Lise-Lotte Rebel.

”En kunstner kan jo altid komme bagefter og sige, hvad han er inspireret af. Det forpligter ikke altid dem, der ser på kunsten. Men generelt kan kirken ikke bruges til at udstille navngivne personer. Det, der karakteriserer den kristne forkyndelse, er, at vi ikke udstiller andre, for pilen peger altid på os selv. Ellers er det hykleri. Det må kirkekunsten respektere. Det er først og fremmest os selv, der er under dom. Så jeg vil kontakte menighedsrådet for at høre, hvad de har tænkt sig med det billede,” siger hun.

Kristian Bøcker, der er sognepræst i sydjyske Jelling, har de seneste dage rettet en kritik mod præster, der blander kirke og politik sammen. I dette tilfælde mener han, at kirkekunstneren går for langt.

”Jeg synes, at Erik Hagens minder om den indremissionske faster Anna fra ’Matador’, når han på den måde dæmoniserer et andet menneske. Ligesom hun er han fordømmende og optaget af at pege på andres syndighed – i dette tilfælde fordi Inger Støjberg har andre politiske holdninger end hans. Han siger underforstået, at hvis man ikke deler hans politiske synspunkter, er man i modstrid med Jesus. Det er meget fordømmende at melde ud i Guds hus,” siger han.

Motivet i Skovlunde Kirke undrer også teolog Lisbeth Smedegaard, der har skrevet bøger og holder foredrag om moderne dansk kirkekunst.

”En kunstner skaber jo ud fra en holdning til verden omkring sig, og deri ligger også en politisk holdning. Men jeg mindes ikke andre tilfælde herhjemme, hvor man ligefrem har inddraget partipolitik og karikeret politikere, man er uenig med, i kirkekunst. Det er for mig at se at gå over grænsen,” siger hun.

Lisbeth Smedegaard understreger, at hun ikke har set billederne i virkeligheden, men forholder sig til et print og Erik Hagens udtalelse i Kristeligt Dagblad.

Hun tilføjer, at kunstens budskab ikke er ligegyldig for dem, der kommer i kirken.

”Jeg plejer sige, at den kunst, der kommer ind i kirken, automatisk bliver en del af evigheden, for den vil være i rummet i rigtig mange år. Billederne i kirker skal kunne tale til alle mennesker og ind i alle situationer. Det skulle nødig være sådan, at folk med en anden politisk overbevisning ikke føler sig hjemme i rummet.”

At Erik Hagens udsmykning kan ses som kontroversiel er også noget, man er opmærksom på i Skovlunde Kirkes menighedsråd, siger medlem Ole Rubach. Under den lange udsmykningsproces har han selv opponeret imod, at kunstneren ville male Che Guevara ind i et nadverbillede sammen med forskellige frihedskæmpere.

Den argentinske revolutionære endte da heller ikke med at gøre Nelson Mandela eller den tyske teolog Bonhoeffer selskab, fortæller Ole Rubach, som selv først for et par uger siden hørte, at den sparkende kvinde på udgangsbilledet var inspireret af Inger Støjberg.

”Vi har haft vores overvejelser, men jeg må sige, at vi gennem hele forløbet har været i god dialog med Erik Hagens og givet forskellige input til den kunstneriske proces og til de mange skitser og idéer, som han har vist os. Men når arbejdet skal færdiggøres, må kunstneren naturligvis have sin kunstneriske frihed,” siger han.

Erik Hagens forstår ikke, hvorfor det skulle være et problem, at den sparkende kvinde er inspireret af Inger Støjberg. Han forklarer, at mange både døde og nulevende personer er portrætteret i udsmykningen i Skovlunde Kirke, heriblandt hans egen hustru - keramikeren Ursula Munch-Petersen, den muslimske læge og forfatter Haifaa Awad og den amerikanske whistleblower Edward Snowden, der er malet som Judas på det store nadverbillede.

”Hele mit tema for denne kirkeudsmykning er, at menigheden skal aktiveres til at tænke over og måske gøre noget af det, Jesus sagde, gjorde og stod for. Kirken er ikke udelukkende til for tryghedens og salmesangens skyld. Kirken kan faktisk være udgangspunkt for anderledes levende overvejelser over, hvad der sker i verden mellem mennesker – og måske efterfølgende handling.”

”Sådan tolker jeg det ikke selv. Den holdning, Inger Støjberg udviste, mens hun var integrationsminister, havde ikke noget med partipolitik at gøre. Den handlede om etik, og det gør motivet her også. Jeg har malet billedet som min tolkning af lignelsen om den rige mand og den fattige Lazarus. Det er min tolkning, og så kan man enten være enig, uenig eller ligeglad. Men Jesu mening med denne fortælling eller lignelse er ganske alvorlig – og hans afsluttende ord ikke særlig opmuntrende, hvilket da også svarer til den virkelighed, som vi oplever i dag.”

”Jeg er blevet afbildet på den ene og den anden måde gennem tiden og holder meget af satire. Når det er sagt, mener jeg, at man skal kunne komme i kirken uden at blive konfronteret med politiske holdninger af den ene og den anden art. For mig ville det være lige så mærkeligt at sidde i en kirke, hvor Pernille Skipper (Enhedslistens partileder, red.) er fremstillet kritisk,” siger hun.