Biskop kritiseres for at medvirke ved tyrkisk moské-indvielse

Hjælpeorganisation for forfulgte kristne og socialdemokratisk politiker angriber biskop Peter Fischer-Møller, fordi han vil deltage i indvielse af moské ejet af den tyrkiske stat

"Jeg er også bekymret over den politiske situation i Tyrkiet, og det har jeg klart givet udtryk for. Alligevel har man valgt at invitere mig til åbningen af moskéen. For mig er dette ikke først og fremmest storpolitik. Det handler for mig at se om relationer til vores tyrkiske medborgere i Roskilde, som ønsker at være i samtale og samarbejde på tværs af religiøse forskelle," siger Peter Fischer-Møller, biskop over Roskilde Stift
"Jeg er også bekymret over den politiske situation i Tyrkiet, og det har jeg klart givet udtryk for. Alligevel har man valgt at invitere mig til åbningen af moskéen. For mig er dette ikke først og fremmest storpolitik. Det handler for mig at se om relationer til vores tyrkiske medborgere i Roskilde, som ønsker at være i samtale og samarbejde på tværs af religiøse forskelle," siger Peter Fischer-Møller, biskop over Roskilde Stift. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Selvom den nye moské i Roskilde har forbindelse til den tyrkiske stat, vil biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller medvirke, når den indvies på torsdag. Det har han meldt ud efter historien om, at Roskildes borgmester Joy Mogensen (S) genovervejer sin oprindelige plan om at deltage i indvielsen på grund af moskéens forbindelse til det tyrkiske religionsministerium, Diyanet, der formelt ejer moskéen og sender en imam til den.

Til Dagbladet Roskilde sagde biskoppen i weekenden:

”Det er ikke nogen hemmelighed, at de fleste af de imamer, der betjener tyrkisk- talende menigheder, er finansieret hjemme fra Tyrkiet via organisationen Diyanet. Jeg har et par gange været inviteret til Diyanets danske hovedkvarter i Glostrup, blandt andet for at fortælle om folkekirken og religionsdialog i Danmark til en efteruddannelsesdag for tyrkiske imamer. Jeg er overbevist om, at den nuværende ledelse af menigheden her i Roskilde har gjort det meget tydeligt, hvilke ønsker og forventninger de har til deres imam.”

Det kalder Socialdemokraternes Lars Aslan Rasmussen bundnaivt.

Han er kritiker af præsident Recep Tayyip Erdogans regering i Tyrkiet og har gennem de seneste år advaret om, at denne forsøger at ekspandere i Europa ved at støtte skoler og moskéer blandt andet gennem religionsministeriet Diyanet.

”Jeg har respekt for ønsket om dialog, men jeg synes, at det er meget mærkværdigt, at en biskop medvirker i et arrangement med det officielle Tyrkiet, hvor man krænker religiøse rettigheder på det groveste. Det er i bedste fald naivt og i værste fald mangel på almindelig dømmekraft og mangel på respekt for de mange religiøse minoriteter i Mellemøsten og Tyrkiet, hvis forhold er blevet forværret under Erdogan,” siger han.

Både Peter Fischer-Møller og borgmester Joy Mogensen (S) var med til at tage første spadestik til Ayasofya-moskéen i Roskilde i 2016. I mellemtiden har borgmesteren sagt til Kristeligt Dagblad, at hun ikke ville have gjort det, hvis hun var blevet gjort bekendt med, at moskéen var underlagt Diyanet. I dag skal hun holde et møde med moskéens bestyrelse, hvorefter hun vil afgøre, om hun vil deltage i indvielsen.

Den samme skepsis burde biskoppen vise, mener generalsekretær for hjælpeorganisationen for forfulgte kristne, Åbne Døre, René Brocelius Ottesen. Blandt andet på grund af begrænsninger i religionsfrihed i Tyrkiet samt en aktuel sag om en amerikansk præst, der er fængslet i landet.

”I det perspektiv virker det besynderligt, at en biskop medvirker i sådan et arrangement med repræsentanter fra det officielle Tyrkiet. Det strider mod den opbakning, som kristne burde give deres trosfæller i Tyrkiet. Måske ser han det som en mulighed for at indgå i dialog om problemerne i Tyrkiet, og det er selvfølgelig nobelt. Vores erfaringer med at gå i dialog med Tyrkiet er bare ikke gode, og derfor skal man ikke gå ind i det alt for blåøjet,” siger han.

Teologiprofessor Peter Lodberg fra Aarhus Universitet forsker blandt andet i religionsmøde. Ifølge ham viser historien, at sager om islam sjældent kun handler om det lokale.

”Islam er en transnational størrelse, og det er tydeligt i de tætte forbindelser mellem de tyrkiske moskéer i Danmark og præsident Erdogan. Når man tænker på præsident Erdogans undertrykkelse af politiske og religiøse modstandere, gør man sig sårbar i en dansk sammenhæng, hvis man deltager ved sådan en åbning,” siger Peter Lodberg, som dog ikke vil kalde det udtryk for naivitet, at biskoppen medvirker ved indvielsen.

”Nej, jeg betragter bestemt ikke Peter Fischer-Møller som naiv. Han ved bestemt, hvad han har gang i. Han er meget optaget af dialog og ved også, det kan være vanskeligt, og at det kan føre kritik med sig,” siger han.

Peter Fischer-Møller ønsker ikke at kommentere den konkrete kritik fra blandt andre Lars Aslan Rasmussen.

”Det må stå for hans regning. Jeg er også bekymret over den politiske situation i Tyrkiet, og det har jeg klart givet udtryk for. Alligevel har man valgt at invitere mig til åbningen af moskéen. For mig er dette ikke først og fremmest storpolitik. Det handler for mig at se om relationer til vores tyrkiske medborgere i Roskilde, som ønsker at være i samtale og samarbejde på tværs af religiøse forskelle. Det hilser jeg velkomment,” siger han

E r det ikke naivt at tro, at det ikke er mere end lokal religionsdialog, når det tyrkiske religionsministerium har støttet byggeriet og sender en imam? Og når Tyrkiets ambassadør medvirker ved indvielsen?

”Jeg mener ikke, at det er naivt. Jeg møder gerne op, når jeg bliver inviteret og får mulighed for at give udtryk for nødvendigheden af religionsdialog, både herhjemme og ude i verden.”

Tuncay Yilmaz, Formand for Roskilde Kulturforening, der står bag opførelsen af moskéen, afviser, at den tyrkiske regering skulle få indflydelse på moskéen. Diyanet hører under den tyrkiske stat, men er uafhængig af regeringen, siger han.