Biskop: Menighedsråd løser ikke nogen problemer ved at gå af

Centralt i striderne mellem menighedsråd og præst i både Holbøl og Ulkebøl i Sønderjylland står biskoppen over Haderslev Stift. Det er ikke nemt at løse problemer med udgangspunkt i en tidsfrist, mener Marianne Christiansen

Der er egentlig ikke tale om en samarbejdskonflikt i Holbøl i Sønderjylland, hvor menighedsrådet er trådt tilbage, eftersom der slet ikke er kommet noget samarbejde i gang,” siger biskop Marianne Christiansen. –
Der er egentlig ikke tale om en samarbejdskonflikt i Holbøl i Sønderjylland, hvor menighedsrådet er trådt tilbage, eftersom der slet ikke er kommet noget samarbejde i gang,” siger biskop Marianne Christiansen. – . Foto: Ritzau Scanpix.

Mens biskop Marianne Christiansen har været på sommerferie, er menighedsrådet i Holbøl nord for Kruså trådt tilbage i utide i mistillid til deres præst, Kristian Ditlev Jensen. Men biskoppens tillid til Kristian Ditlev Jensen er intakt, lyder det nu fra biskoppen.

”Jeg ser efter samtaler med menighedsrådet og sognepræsten ikke nogen grund til, at sognepræst Kristian Ditlev Jensen ikke kan forblive i sit embede og gøre tjeneste som sognepræst i Holbøl med bistand i Bov. Jeg har fuld tillid til, at han vil varetage embedet på ordentlig og forsvarlig vis,” siger hun og tilføjer om årsagen til menighedsrådets mistede tillid, at sognepræstens skilsmisse ”selvfølgelig har givet nogle dønninger”.

”Der har været nogle kommunikationsvanskeligheder, og hvad jeg mener er misforståelser mellem præsten og menighedsrådet, som jeg stadig mener ville kunne løses. Men de afgående menighedsrådsmedlemmer er af en anden opfattelse, og det har desværre ikke været muligt at få et møde, hvor vi eventuelt kunne afklare opfattelserne,” siger Marianne Christiansen.

Samtidig truer et andet menighedsråd i det nærliggende sønderjyske Ulkebøl Sogn med at gå af, hvis ikke biskoppen finder en løsning på deres strid med sognepræsten, Kirsten Schmidt. Enten går præsten, eller også går rådet, lyder ultimatummet. Så hvad vil biskoppen gøre?

”Jeg har gennem længere tid forsøgt at løse de samarbejdsproblemer, der er. Det drejer sig dybest set altid om at forsøge at anvise veje til, hvordan parterne kan opnå forståelse af hinandens synspunkter og få samvirket til at fungere. Det, jeg nu arbejder med i Ulkebøl, er ikke noget, jeg kan fortælle i offentligheden. Men jeg har et møde med menighedsrådet sidst i august, hvor vi vil drøfte sagen. Og frem for alt vil jeg opfordre medlemmerne af menighedsrådet til at blive på deres poster. Det er det, man er valgt til som menighedsråd, og det er den bedste måde at løse problemerne i Ulkebøl på,” lyder det fra Marianne Christiansen.

Hvorfor er det den bedste løsning, at menighedsrådet bliver?

”Man løser ikke problemerne ved at gå, og desuden sætter man sig selv uden for indflydelse i det øjeblik, man nedlægger sit hverv som menighedrådsmedlem. Vi skal hele tiden blive bedre til at løse konflikter i sognene, men det er ikke nogen god løsning – det er en ikke-løsning – at nedlægge hvervet som menighedsråd,” siger biskoppen og peger med henvisning til sagen i Ulkebøl på, at det desuden ikke hjælper at ”sætte bestemte tidsfrister på at løse problemer”.

I Holbøl, hvor menighedsrådet allerede er fratrådt, har I jo ikke kunnet løse problemet.

”Det er af en helt anden karakter. Der er på den måde ikke tale om en samarbejdskonflikt her, eftersom der slet ikke er kommet noget samarbejde i gang,” siger biskoppen.

I de seneste ugers dækning af sagerne i Holbøl og Ulkebøl har det fra flere sider lydt, at stridigheder som disse måske opstår, fordi præstens embede er så beskyttet, som det er. Biskop Marianne Christiansen mener dog, at en vis beskyttelse af præsteembedet er afgørende for folkekirken.

”Det er ikke for præstens skyld, at man ikke uden videre fyrer en præst, fordi nogle klager over vedkommende. Det er for forkyndelsesfrihedens skyld. Der er ingen, der er tjent med præster, som kun tør sige det, de ved, at et flertal gerne vil høre. Og hvis der skal være en ordentlig forkyndelse af evangeliet, skal præster turde prædike det, som de oprigtigt mener er sandt,” siger hun og tilføjer:

”Men det er forkert forstået, at præstens embede i øvrigt er urimeligt beskyttet. Det er bestemt muligt at gribe ind, hvis en præst ikke passer sit embede, og en fyring skal naturligvis følge regelsættet. Problemerne opstår, når der er tale om personlige samarbejdskonflikter, for man kan aldrig sætte regler for menneskers personlige forhold med hinanden. Sådan nogle konflikter bliver langvarige, fordi det ikke er så nemt at sige, at det er dig eller dig, der skal væk,” siger Marianne Christiansen.

Hun understreger, at hendes udgangspunkt for at løse konflikter som de aktuelle er, at evangeliet forkyndes bredt, og at kirkelivet er godt.

I sagen i Ulkebøl har der jo været konflikt i årevis. Hvor lang tid skal der gå, før du som biskop griber ind og finder en løsning?

”Vi har sandelig grebet ind og gjort en hel masse. Det har bare ikke løst problemerne, men jeg kan ikke sige, vi ikke har foretaget os noget. Vi har arbejdet meget intenst med den her konflikt i de seneste to år.”

Biskoppen betoner, at en konflikt mellem et menighedsråd og en præst ikke nødvendigvis er udtryk for, at den brede menighed er utilfreds med præsten.

”Og der skal man passe på, at man ikke får smidt en præst ud, fordi der er en samarbejdskonflikt, når den præst i øvrigt i sognet er en god og vellidt præst. Derfor er det ikke alene forholdet til menighedsrådet, som er afgørende.”

De to sager i Holbøl og Ulkebøl i Sønderjylland kommer efter flere lignende konflikter i folkekirken de senere år. Men biskop Marianne Christiansen vurderer ikke, at man vil komme til at se en eskalering i antallet af konflikter mellem menighedsråd og præst i de danske sogne. ”De sager, man ser, er jo et forsvindende lille tal i forhold til, hvor mange samarbejder der faktisk fungerer. Rapporten om arbejdsmiljø i folkekirken har også godtgjort, at det psyskiske arbejdsmiljø generelt i folkekirken ikke er værre end på andre arbejdspladser. Det har bare større mediemæssig bevågenhed.”