I dagens kronik foreslår designer Jim Lyngvild og sognepræst Kristian Ditlev Jensen at dele kirke- og kulturministerposten i to.
”Man skal forestille sig en minister, som ene og alene kæmpede for at promovere, styrke og modernisere både folkekirken og de øvrige religiøse mindretal og trossamfund. En minister, som kaster sig ind i folkekirkens ledelsesproblemer, personalekriser, #metoo-sager og teologiske diskussioner,” skriver de om fordelene ved en kirkeminister på fuld tid.
Ikke siden 2005 har Danmark haft en kirkeminister uden et andet ansvarsområde, og ideen nyder ikke opbakning, hvis man spørger i forskellige dele af folkekirken:
“Det er fint at Jim Lyngvild og Kristian Ditlev Jensen har fundet hinanden i et fælles forslag, med det er ikke et særlig gennemtænkt ét,” siger Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd.
Han mener ikke, at det er behov for en minister kun med kirken som resortområde:
“Hver eneste gang vi har haft en dedikeret kirkeminister, så er det gået galt for dem. For når de ikke er optaget af anden og større ministerpost, føler de pludselig behov for at fylde deres ministertid ud med egne politiske projekter,” siger Søren Abildgaard, og peger på de to tidligere kirkeministre Tove Fergo (V) og Manu Sareen (R). De havde begge et lille ressortområde og kom begge i konflikt med folkekirkelige aktører.
Tove Fergo var den sidste kirkeminister, der ikke havde et andet ansvarsområde, og hun blev kritiseret for at blande sig for meget i kirkens indre anliggender. Manu Sareen sad på Kirkeministeriet og det ligeledes lille Ligestillingsministerium mellem 2011 og 2014. Han blev af mange set som kontroversiel kirkeminister, der overskred grænsen mellem politik og kirkens indre anliggender, da han indførte ritualet til vielse af homoseksuelle med krav om særlige formuleringer i ritualer.
“Manu Sareen blev skræmmebilledet på en kirkeminister, der helhjertet kaster sig ind i rollen, endda med kristendomsfjendske ideer. Det kan godt være, at andre i folkekirken ønsker en dedikeret kirkeminister, men man skal passe på, hvad man beder om,” siger Katrine Winkel Holm, sognepræst i Borup kirke på Sjælland.
Ville blive et ministerium uden magt
Katrine Winkel Holm mener ligesom formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, at folkekirken trives bedst med en kirkeminister på deltid:
“Det giver ro i folkekirken med en kirkeminister, der ikke er på fuld tid. Og når det er tilfældet, synes jeg, at kombinationen med en kirke- og kulturminister giver god mening,” siger Katrine Winkel Holm
Ideen om en kirkeminister på fuld tid er heller ikke ønskværdig set fra bispestolen i Viborg:
“Vi har indrettet os sådan, at kirkeministeren spiller en mere tilbagetrukken rolle end i andre ministerier,“ siger Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift, som også mener, at det er vigtigt at beholde kirke- og kulturområdet under én minister:
“Kirke og tro har jo rigtig meget tilfælles med kulturområdet. Der er et fantastisk kulturliv rundt omkring i sognene, hvor mange af landets musikere, forfattere og billedkunstner udøver deres kunst,“ siger Henrik Stubkjær.
Samme vurdering kommer fra Danmarks første kirke- og kulturminister Per Stig Møller, som fik den todelte ministerpost i 2011:
“Jeg var glad for kombinationen, og mit indtryk var også, at man i folkekirken var glad for det, og fortsat er det. Både kulturen og kirken arbejder med ånd, så det ligger lige til højrebenet, at samle det under en minister,“ siger Per Stig Møller, som peger på en anden ting, de to ministerområder har til fælles:
“I begge områder må ministeren ikke bestemme for meget. Der er et armslængdeprincip for, hvad man må blande sig i ude i de lokale sogne, og et armslængdeprincip for detailstyring af økonomiske midler i kulturlivet,“ siger Per Stig Møller.
Og en opdeling af kirke- og kulturministerposten ville samtidig stille kirken dårligt politisk. Det vurderer professor i politik og institutioner på RUC Jacob Torfing, der har forsket i offentlig forvaltning.
“Der er sikkert flere i folkekirkens bagland, som har følt sig lidt svigtet under nedlukningen, og som kunne ønske sig en synlig og stærk minister fuldt dedikeret til kirkeområdet. Men selvom det ville give større synlighed, ville opdelingen ikke give større magt,” siger Jacob Torfing.
Han pointerer at der er nogle klare risici ved at lade Kirkeministeriet stå alene under én minister:
“Det ville blive et utrolig lille ressortområde, og en meget lidt slagkraftigt minister. Posten ville have lav status internt i regeringen og ville stå med få kort på hånden, når der skal forhandles penge på finansloven. Der hjælper det trods alt kirken at være allieret med kulturområdet,” siger Jacob Torfing.