Prøv avisen

"Biskop og præster stikker en kniv i folkekirkens hovedpulsåre"

Det er en sprængning af folkekirken indefra, hvis præsterne ikke forstår, at de bør respektere, at de indgår i et kollegialt fællesskab om det fælles evangeliums forkyndelse, mener retsteolog Kristine Garde.

En biskop, en domprovst og flere præster er i færd med at sprænge folkekirken indefra med deres tro på flere veje til Gud, mener seniorforsker, retsteolog og forfatter til afhandling om præsteløftet Kristine Garde, som opfordrer til læresager

Kristine Garde, hvorfor er det et problem, når en biskop, en domprovst og flere præster mener, at der kan være flere veje til Gud?

– Fordi de dermed stikker en kniv i kirkens hovedpulsåre, nemlig kristologien, som er læren om Jesus som Kristus og frelser. Er de ikke loyale over for den forståelse, at den eneste tilgang til Gud er Kristus, bliver Kristi forløsergerning fuldstændig ligegyldig. Og folkekirkepræsterne er dermed på kollisionskurs med hele folkekirkens læregrundlag.

LÆS OGSÅ:Biskop og præst beskyldes for brud på præsteløftet

– Et væsentligt problem for kristendommen har jo været, hvordan kirkens bekendelse til mennesket Jesus som frelser kan forenes med bekendelsen til den ene Gud. Det løser man i kristendommen med et trinitarisk gudsbegreb: at Gud som Fader, Søn og Helligånd på én gang er tre og én. Kristendommen hævder altså, at vejen til Gud udelukkende går gennem Kristus med henvisning til blandt andet Johannesevangeliets ord: "Ingen kommer til Faderen uden ved mig". Det er et absolut kristologisk udsagn, som ikke kan gradbøjes eller minimeres!

Er der så basis for en læresag mod biskoppen, domprovsten og præsterne?

– Ja. Det er en sprængning af folkekirken indefra, hvis præsterne ikke forstår, at de bør respektere, at de indgår i et kollegialt fællesskab om det fælles evangeliums forkyndelse. De opfører sig som individualister, der tror, de kan sige hvad som helst, uden at nogen kommer efter dem.

LÆS OGSÅ:Derfor kan selv Jesus blive et problem for folkekirken

– Det er biskopperne, der har tilsynsmyndigheden med præsterne i stiftet og dermed pligten til at skride ind. Og det eneste, biskopperne efter min opfattelse ikke kan gøre, er at undlade at reagere.

Hvordan skal en læresag konkret gennemføres?

– Jeg forestiller mig, at de enkelte biskopper indkalder de præster, som offentligt har fremført udsagn, der kan stride mod bekendelserne, til en opklarende tjenstlig samtale. Derefter må biskopperne vurdere, om der er grundlag for at gå videre med proceduren for rejsning af en læresag ved præsteretten. En anden mulighed er, at de afholder et obligatorisk fællesmøde for alle stiftets præster og indskærper det fælles embedsansvar for kirkens læregrundlag. Det vil være en klar markering, der ikke lægger op til ubehagelig kætterjagt på en præstestand, selvom den viser foruroligende tegn på teologisk degeneration.

Hvem skal så tage en tjenstlig samtale med biskoppen?

– Med hensyn til den ene biskop og domprovst, hvis udsagn er teologisk tvivlsomme, må man meget håbe, at bispekolleger og domprovstekolleger også tager en alvorlig drøftelse med dem.

Bør man ændre præsteløftet, hvis det – som meget tyder på – er i strid med præsters tro?

– Jeg mener ikke, det aktuelle stridspunkt bunder i et forældet præsteløfte. Selvom præsteløftet er en historisk tekst, der kræver at blive fortolket ind i en nutidig virkelighed, er vi med denne strid helt oppe i det røde felt, hvor alle advarselslamper skal blinke. Ingen præster, der har aflagt det eksisterende præsteløfte, kan være i mindste tvivl om loyalitetspligten over for kirkens læregrundlag. De har frivilligt underlagt sig en selvforpligtelse, som ikke ophæves af en fri fortolkningsret. Bliver det ikke klart for dem, vil kirken forbløde!