Biskop om kritik af ny tendens i kirken: Det vil ikke klæde folkekirken at melde sig ud af samfundet

Det måske hotteste modeord i folkekirken for tiden, samskabelse, har på det seneste været genstand for kritik. I Helsingør Stift, hvor man for nylig ansatte en stiftskonsulent med samskabelse som fokusområde, er biskop Peter Birch dog ikke bekymret

”Man kan sagtens melde sig ud af samfundet, og det er selvfølgelig den sikreste måde at skærme sig mod at blive misbrugt på. Men det vil ikke klæde folkekirken,” siger biskop Peter Birch om kritikken af samskabelse, der er blevet et modeord i folkekirken.
”Man kan sagtens melde sig ud af samfundet, og det er selvfølgelig den sikreste måde at skærme sig mod at blive misbrugt på. Men det vil ikke klæde folkekirken,” siger biskop Peter Birch om kritikken af samskabelse, der er blevet et modeord i folkekirken. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Biskop over Helsingør Stift, Peter Birch, samskabelse er et ord, der er mange holdninger til og definitioner af i folkekirken for tiden, og i Helsingør Stift har I netop ansat en stiftskonsulent med samskabelse som fokusområde. Hvad forstår du ved samskabelse?

Jeg ser samskabelse som udtryk for en tendens, vi ser mange steder i samfundet i disse år, der handler om borgerinddragelse. I stedet for at tænke på borgeren som en kunde, man skal levere et færdigt produkt til, er borgeren med til at definere behov og muligheder for eksempelvis kommunen.

Vi ser det også i kirken, hvor gudstjenester oftere skabes sammen med menigheden gennem eksempelvis lægmandslæsninger, prædikenværksteder og andre initiativer.

En politolog vil nok sige, at samskabelse er, når man på tværs af sektorer går sammen om at løse komplekse udfordringer i samfundet. Når vi har fokus på samskabelse i stiftet, er det, fordi vi mener, folkekirken har noget at byde ind med til samfundet i forhold til for eksempel ensomhed, marginalisering, integration og dannelse. I kirken har vi et sprog for det komplekse i tilværelsen, vi har et menneskesyn, der indebærer, at mennesket er andet og mere end sin præstation, og vi har en opfattelse af barmhjertighed som en nødvendighed for alle. Det skal vi bære ind i fællesskabet. Vi ved, at det efterspørges, og derfor skal vi gøre os synlig som samarbejdspartner. Og hvor skal man henvende sig? Hos stiftskonsulenten, der skal være med til at synliggøre folkekirken.

Kan du give et eksempel på, hvad samskabelse kan?

Et godt eksempel på vellykket samskabelse var, da biskopperne for nogle år siden tog initiativ til en årlig dannelseskonference for folkeskolen.

Her blev der faciliteret en samtale om udvikling i folkeskolen, som handlede om noget helt andet end Pisa-undersøgelser og andre måder at måle præstationer på. Det er blevet taget rigtig godt imod i skoleverdenen og er et eksempel på, at vi som kirke kan bringe et andet perspektiv ind i en debat.

Er samskabelse ikke bare et smart ord for samarbejde og dermed noget, kirken altid har gjort?

Samskabelse er for mig at se mere end samarbejde. Hvor samarbejde ofte begrænser sig til at være ”du har det, og jeg har det, hvordan får vi det til at hænge sammen?”, så handler samskabelse mere om at gå ind og definere nogle behov og muligheder i fællesskab. I samskabelsen stiller man sig mere lyttende an, og selve processen bliver en del af løsningen. Vi kommer ikke med svaret, men bidrager til at finde svar. Det er klart, at man skal være mistænksom, når ord bliver modeord, fordi der er en risiko for, at det bliver etikette uden indhold. Samtidig mener jeg, at vi som kirke skal turde forlade vores vante sproglige og kulturelle græsgange og gå ind i samskabelsen med et åbent blik, en lydhørhed og selvfølgelig med en bevidsthed om ikke at efterlade det, vi selv kommer med, i garderoben. Samskabelse bliver jo først interessant, hvis vi hver især bruger det, vi har med os. Alle katte skal ikke gøres grå.

Kan man undgå, at folkekirken kommer til at efterlade sin poltiske neutralitet i garderoben, når den bliver engageret i projekter, som kommunalpolitikere har prioriteret?

Vi må holde fast ved, at vi i Danmark har en tæt sammenhæng mellem folk og kirke. Samskabelse er et moderne udtryk for, at vi vil vitalisere den sammenhæng. Man kan sagtens melde sig ud af samfundet, og det er selvfølgelig den sikreste måde at skærme sig mod at blive misbrugt på. Men det vil ikke klæde folkekirken og vil ikke være i tråd med den folkekirkelige tradition.

Når det er sagt, anerkender jeg, at der kan være dilemmaer i det, og folkekirken skal ikke være kommunens lappeskrædder. Faktisk er det en af grundene til, at vi har ansat en stiftskonsulent med samskabelse som fokusområde. Det er vigtigt at lave konkrete skøn og foretage principielle overvejelser, og det er det, hun (Birgitte Stoklund Larsen, red.) kommer til. Samskabelsen sker allerede, og vi skal sikre, at den får de bedst mulige vilkår.

Der er nogen, der frygter, at samskabelse bliver en genvej for kommuner til at lægge udgifter over på folkekirken. Hvordan vil I undgå det i Helsingør Stift?

Det er jeg egentlig ikke nervøs for, men det er klart, at hvis man oplever, at det bliver legitimt for kommunen at bruge samskabelsen med folkekirken til at spare penge, så skal man være på vagt. Det er også noget af det, stiftskonsulenten vil være opmærksom på.

Kritikere frygter også, at samskabelse kan komme til at skubbe til folkekirkens demokratiske struktur, fordi de fleste aftaler formentlig kommer til at foregå på provstiniveau og dermed uden om menighedsrådene. Hvordan vil I undgå det?

Det er ikke noget, jeg ser som et vældigt problem, og det er i hvert fald slet ikke intentionen. Tværtimod er intentionen fra vores side at fastholde fokus på sognene. Samarbejdsprojekter i provstierne styres jo også af sognene, så hvis nogle skulle føle sig overstyret, ville de nemt kunne give udtryk for det. Der er ikke nogen, der skal have noget presset ned over hovedet.