Biskop præsenterede online sjælesorg

Jeg er overbevist om, at det er nødvendigt at være virtuelt til stede som folkekirke. Tærsklen til kirken kan blive for stor for nogle, og den kan vi være med til at nedbryde,” sagde Henning Toft Bro i domkirken i går

En ny online chatservice, hvor man med få klik via sin pc, tablet eller smartphone kan komme i kontakt med en præst til en snak om livets svære aspekter, blev i går præsenteret i Vor Frue Kirke.
En ny online chatservice, hvor man med få klik via sin pc, tablet eller smartphone kan komme i kontakt med en præst til en snak om livets svære aspekter, blev i går præsenteret i Vor Frue Kirke. Foto: Artist.

Vor Frue Kirke, København: Computer og storskærm var på plads, musikken spillede, og domkirken summede af liv, da biskop over Aalborg Stift Henning Toft Bro og præst og projektleder Pernille Hornum den 1. februar foran et velmødt publikum præsenterede folkekirkens nye initiativ, Sjælesorg på Nettet. En ny digital chatservice, hvor man med få klik via sin pc, tablet eller smartphone kan komme i kontakt med en præst til en snak om livets svære aspekter.

Efter en kort introduktion demonstrerede Henning Toft Bro på storskærm den nye chatfunktion, hvor enhver kan henvende sig, og hvor ingen problemer er for små eller store. Projektet skal fungere som et digitalt supplement til den klassiske sjælesorg, og en af forskellene er her, at man skal henvende sig anonymt.

”Jeg er overbevist om, at det er nødvendigt at være virtuelt til stede som folkekirke. Tærsklen til kirken kan blive for stor for nogle, og den kan vi være med til at nedbryde,” sagde Henning Toft Bro i domkirken i går.

Håbet er, at den online sjælesorg i løbet af tre år kan blive en vigtig del af kirken, som man har set det i eksempelvis Sverige med omkring 3000 henvendelser om året. Den digitale sjælesorg åbnede onsdag den 1. februar klokken 13.00.