Prøv avisen

Biskop sætter præster på resultatløn (Aprilsnar)

Halvtomme kirkebænke skal kunne mærkes på præstens løncheck, mener både biskop og kirkeminister, der vil indføre resultatløn blandt præsterne i folkekirken. Foto: LINDA HENRIKSEN

APRILSNAR: For at komme tomme kirker til livs vil biskop over Lolland-Falsters stift aflønne præsterne efter, hvor mange mennesker der besøger deres gudstjenester. Kirkeministeren og den kirkelige højrefløj bakker op om ideen

Nu skal der en gang for alle sættes en stopper for tomme kirker og aflyste gudstjenester i den danske folkekirke.

Efter den seneste tids megen mediefokus på aflyste gudstjenester vil biskop over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, nu til at tage helt nye metoder i brug for at få fyldt kirkebænkene op.

LÆS OGSÅ: Stift aflyser flere end 100 gudstjenester

Fremover skal præsterne i Lolland-Falsters Stift aflønnes efter, hvor mange gæster de formår at tiltrække til gudstjenesterne.

Jeg er efterhånden træt af at skulle forsvare over for journalister, at der sker messefald i mit stift. Det kan ikke passe, at vi skal bruge penge på tomme kirker. Nu må præsterne trække i arbejdstøjet og bevise deres værd. Kirkens opgave er alt for vigtig til, at vi blot kan lade stå til, siger Steen Skovsgaard.

Det nye initiativ kommer efter, at biskoppen det forgangne år har ført grundig kontrol med, hvor mange kirkegængere der er ved gudstjenesterne rundt om i stiftet. Som Kristeligt Dagblad tidligere har kunnet fortælle, blev der sidste år aflyst over 100 gudstjenester i stiftet, fordi ingen gæster mødte op.

Steen Skovsgaard har iværksat en række nye tiltag, der skal skabe nyt liv i stiftet. Men ingen af ændringerne har endnu givet markante udslag på kirkegangsstatistikken. Derfor skal der nu sættes trumf på for at vende udviklingen.

Svigtende kirkegang er et tiltagende og alvorligt problem for hele folkekirken. Vi har brug for at tænke helt ud af boksen. Resultatløn virker strålende i det private erhvervsliv, så hvorfor skulle det ikke fungere i folkekirken, siger han.

Hvordan præsternes resultatløn konkret skal skrues sammen, ligger endnu ikke fast. Biskoppen skal i løbet af de næste uger forhandle de nye lønningsmetoder endeligt på plads med kirkeminister Manu Sareen (R), da det i sidste ende er ham, der er ansvarlig for præsternes løn.
Kirkeministeren hilser umiddelbart Steen Skovsgaards idé velkommen og glæder sig til at se skatteydernes penge blive omsat til kontante resultater i kirkerne. Han forestiller sig en ordning, hvor præsten får 100 kroner per kirkegænger, der dukker op til en gudstjeneste.

Det ville anspore præsterne til at holde nogle sjove prædikener. På den måde ville der komme flere i kirkerne, siger kirkeministeren. Han tilføjer, at ministeriet vil afsætte penge til, at Præsteforeningen kan efteruddanne præsterne med relevante foredrag, hvor stand-up-komikere underviser i, hvordan man formidler underholdende.
Det vil kunne lære præsterne nogle gode vittigheder til at live prædikenerne op med, siger Manu Sareen.

I første omgang skal præsternes resultatløn køres som en forsøgsordning i Lolland-Falsters Stift. Men hvis forsøget bliver vellykket, kan Manu Sareen godt forestille sig, at det bliver udbredt til også at gælde resten af landets præster.

Udsigten til resultatløn blandt præster vækker umiddelbar begejstring på kirkens højrefløj. Henrik Højlund, sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, siger, at det er velkendt, at det i høj grad er de flittige kirkegængere på højrefløjen, der fylder op på bænkene i landets kirker.

Det er en interessant idé, som meget vel kan være til vores fordel, siger han og fortsætter:

Tidligere har kirken haft en formulering, der lød, at når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer. Den pointe bliver jo relevant igen nu.

Også hos Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, der også arbejder som sognepræst, er der opbakning til ideen. Han vil være ked af, hvis folkekirkens mange aflyste gudstjenester skal føre til kirkelukninger. I stedet bør præsterne motiveres til at få hænderne op af lommen:

Der er nogle præster, der bare har ligget i hængekøjen i for mange år. Jeg tror, at resultatløn meget vel kan betyde, at vi får fyldt kirkerne op igen, siger han.

Men at aflønne præsterne efter deres resultater er helt hen i vejret, lyder det fra lektor i teologi Hans Raun Iversen. Han forklarer, at man aldrig har set noget tilsvarende i folkekirkens historie.

Folks manglende kirkegang bunder i noget meget mere grundlæggende end, om præsten er sjov og holder underholdende prædikener. Det er ikke noget, man kan ændre på ved at motivere præsten økonomisk. Sådan et forslag viser blot endnu engang, hvor svært biskopperne har ved at bestride deres embede fornuftigt, siger han.

Biskoppen og kirkeministeren forventer, at den nye ordning med resultatløn bliver indført per 1. april 2013.

(aprilsnar)