Prøv avisen

Biskop slap for sag om jødehad med hjælp fra kongen

Biskop Skat Hoffmeyer med hustruen Aase. Biskoppen havde mange magtfulde støtter i den teologiske verden. Blandt andet teologiprofessorerne P.G. Lindhardt og Regin Prenter. – Fotoet stammer fra Foreningen Danske Billeders historiske billedarkiv. Fotograf og årstal ukendt.

Kirkehistorier Professor Martin Schwarz Lausten har afsluttet sit store værk om folkekirkens forhold til jøderne i Danmark fra Reformationen og frem. De sidste to bind omhandler perioden fra 1849 til 1948. Heri viser det sig, at en række præster og biskopper helt hen til efter Anden Verdenskrig har haft et problematisk forhold til jøderne. Heriblandt Aarhus Stifts biskop Skat Hoffmeyer (biskop fra 1940 til 1961), som fik kongens hjælp, da han blev anklaget for antijødiske og tyskvenlige holdninger

Da Århus-biskoppen Skat Hoffmeyer efter Anden Verdenskrig blev anklaget for antijødiske udtalelser, blev han først præsenteret for en klagesag og senere en forundersøgelse af auditøren ved den ekstraordinære tjenestemandsdomstol.

Biskoppens udtalelser var faldet under et præstekonvent under krigen. Men nu, efter krigen, greb kong Christian X greb direkte ind i sagen. Kongen forlangte at se kirkeministerens afgørelse før alle andre.

Selvom Venstres kirkeminister Carl Hermansen (1945-1947) havde været en af biskoppens skarpeste kritikere i sagen, da Hermansen var redaktør af grundtvigianernes "Menighedsbladet", satte den kongelige indblanding i første omgang en stopper for kritik af biskop Skat Hoffmeyer, der var ven af kongeparret. Sagen involverede også den senere biskop i Viborg Chr. Baun, som bakkede Skat Hoffmeyer op i de antijødiske udtalelser og endog forstærkede dem.

Historien fremgår af dr.theol. og professor i kirkehistorie Martin Schwarz Laustens to afsluttende bind om forholdet mellem jøder og kristne i Danmark, som udkommer i dag.

Martin Schwarz Lausten trækker blandt andet på private arkiver, som ingen forskere tidligere har haft adgang til blandt andet Skat Hoffmeyers breve og fra Kirkeministeriets arkiv det foredrag, biskoppen holdt ved konventet i Randers i 1942.

Man kunne nok godt indvende, at kong Christian X burde være blevet klog af skade efter Påskekrisen i 1920, hvor han forsøgte at afsætte den siddende regering, og hvor den efterfølgende kritik var tæt på at koste monarkiet livet.

Det er meget bemærkelsesværdigt og en betændt sag, at kongen blander sig direkte i en kirkelig forvaltningssag, siger Martin Schwarz Lausten.

Men kongen var ikke den eneste. Skat Hoffmeyers bispekolleger støttede også op om kollegaen i Aarhus Stift.

Skat Hoffmeyer nægtede at udlevere foredraget til offentliggørelse, da anklagerne kom frem efter krigen. Men da sagen blussede op, fandt han det nødvendigt at aflevere sin håndskrevne kopi i Kirkeministeriet. Og i den kopi står blandt andet:

At han ikke havde noget at indvende mod en lov, der ville forbyde en mand, som af baggrund var jøde, at blive præst i folkekirken.

At han altid havde været imod den almindelige stemmeret.

At præster skulle undgå at provokere besættelsesmagten.

At han mente, at jødeforfølgelserne i Tyskland var en skændsel for vor kultur.

At han som dansk borger ikke ønskede en jødelovgivning her i hvert fald ikke nu, hvor det ville vække uhyre ophidselse.

At jøderne i Tyskland var et problem på grund af deres indflydelse i pressen, i det sjofle forlystelsesliv og i sagfører- og lærerstanden.

At han altid havde været en kætter i sine følelser over for jøderne, og grunden til det var én: Georg Brandes.

Sagen kunne på grund af besættelsen ikke diskuteres offentligt i 1942. Men rygterne gik i præstekredse, og befrielsesglædens stearinlys i de danske vinduer var næppe slukket, før de første anklager mod biskoppen blev offentliggjort i Randers Amtsavis af en gruppe præster.

Heri hed det, at alle de præster, der var til stede på konventet med undtagelse af den senere biskop Chr. Baun havde protesteret mod biskoppens udtalelser og kaldt dem jødefjendtlige og tyskvenlige.

Skat Hoffmeyer svarede, at foredraget var holdt i en lukket kreds og dermed fortroligt, og at det var uhyrligt at kalde ham tyskvenlig.

Men der gik faktisk temmelig lang tid, før det gik op for biskoppen, at det var en alvorlig sag, han var involveret i.

Jeg ved ikke, hvorfor biskopperne bakkede ham op. Særligt underligt er det, at Københavns biskop Hans Fuglsang-Damgaard, som var det nærmeste en besættelseshelt, bispekollegiet kunne mønstre, og dertil personlig ven med daværende overrabbiner Max Friediger, forsøgte at stemme kirkeministeren mildt mod Skat Hoffmeyer. Måske handlede det om, at den kirkelige ledelse ikke ønskede for meget lys på kirkens rolle under besættelsen. Måske om at biskopperne holdt hånden over hinanden, siger Martin Schwarz Lausten.

Dertil stod Skat Hoffmeyer også som underskriver af biskoppernes hyrdebrev mod jødeforfølgelserne i 1943, og han havde været medlem af modstandsbevægelsen.

Hyrdebrevet mod jødeforfølgelserne var folkekirkens stjerne-stund. Men ellers fulgte biskopperne og hovedparten af præsterne samarbejdspolitikken og opfordrede til forsigtighed, indtil presset fra præsterne blev så stort, at de ikke kunne ignorere det. Derfor er hyrdebrevet også forfattet af to sognepræster.

Skat Hoffmeyer kunne være blevet det kirkelige offer for opgøret efter besættelsen. Men det satte først kongen og siden auditørens forundersøgelse en stopper for. Kirkeministeren erklærer i begge tilfælde, at han ikke er enig i biskoppens udtalelser, men at biskoppen ikke havde opført sig "uværdigt i national henseende", fordi det var en lovlig måde at udtale sig på i 1942. Udtalelserne om jøderne tages der ikke stilling til.

Skat Hoffmeyer udtalte flere gange i forbindelse med sagen, at han ikke kunne lide jøder. Det kom blandt andet frem i forbindelse med en injuriesag, som gruppen af protesterende præster havde anlagt mod Aarhus Stiftstidende. Avisen havde blandt andet skrevet, at præsterne havde skændet den stand, de tilhørte, med kritikken af biskoppen. Præsterne vandt sagen ved begge retsinstanser.

I retssagen blev også Chr. Bauns udtalelser behandlet. De var så grove, at Skat Hoffmeyer tog afstand fra dem. Men der blev aldrig en sag ud af Bauns udtalelser.

Skat Hoffmeyers udtalelser om sin antipati mod jøder er helt horrible på det tidspunkt. Men af Skat Hoffmeyers arkiv kan jeg se, at biskoppen ikke var alene om sine holdninger til jøder. I mange af de breve, han har fået, udtrykkes stor sympati med synspunkterne. Blandt andet med udtryk som "Jeg kan heller ikke lide jøder" eller "Der er jo et jødeproblem."

Af prominente modstandere af biskoppen var der få blandt andre teologiprofessorerne K.E. Løgstrup og Hal Koch.

Løgstrup opfordrede faktisk kirkeministeren til at fjerne Skat Hoffmeyer fra embedet. Med sig havde Skat Hoffmeyer en række præster samt professorerne P.G. Lindhardt og Regin Prenter to af de fire store Århus-teologer.

En del af hans venner forsøgte dog at overtale ham til at undskylde eller ændre holdning, siger Martin Schwarz Lausten.

Men Skat Hoffmeyer holdt fast. Det var en holdning, han altid havde haft "og stadig har. Dersom jeg skulle afskediges på grund af den, må jeg affinde mig med det", skriver han til vennen, sognepræst Paul Seidelin som ikke skrev under på en tillidserklæring til biskoppen.

Skat Hoffmeyer var ikke den første biskop med stærke og fra slutningen af 1800-tallet nærmest antisemitiske holdninger til jøder. Frem til slutningen af 1800-tallet holdt teologerne sig stort set til et kristent begrundet jødehad: at jøderne havde myrdet Jesus, fortabt deres frelse og så videre. Men senere blev det teologiske repertoire, inspireret fra Tyskland som lutheranere oftest bliver udvidet til også at omfatte sociale og politiske fordomme: jøden som udsuger, illoyal statsborger og ude efter verdensherredømmet.

Biskop H.L. Martensen, Sjælland (biskop fra 1854 til 1884), Fredrik Nielsen, Aalborg Stift (biskop fra 1900 til 1905)og Thomas Skat-Rørdam, Sjælland (biskop fra 1895 til 1909) er blandt de biskopper, som i skrift og tale har kritiseret jøderne. Og om Chr. Baun, der i 1951 blev biskop i Viborg Stift, ændrede mening om jøder, findes der ingen dokumentation for.

Ingen af de nævnte biskoppers eller en hel del præsters eftermæle har lidt skade. Der findes ikke før nu en redegørelse for deres holdninger i det spørgsmål.

Lige til Skat Hoffmeyer hører dog den detalje, at sagen sidst blev beskrevet i Den Danske Kirkes Historie fra 1966. Her giver P.G. Lindhardt, ifølge Martin Schwarz Lausten, en så ufuldstændig beskrivelse af sagen, at forlaget måtte foretage en rettelse på en seddel, som blev sat ind i den trykte bog.

Og kong Christian X er stadig i den folkelige bevidsthed manden som i solidaritet med jøderne havde en gul jødestjerne på ærmet på sine morgenrideture. Det er ikke rigtigt. Men han var den første konge i Danmark, som besøgte synagogen i Krystalgade i København. Det skete i anledning af synagogens 100-års jubilæum i 1933, få uger efter at Hitler kom til magten i Tyskland.

Martin Schwarz Lausten: Folkekirken og jøderne Forholdet mellem kristne og jøder i Danmark fra 1849 til begyndelsen af det 20. århundrede. 424 sider. 395 kroner. Forlaget Anis.Martin Schwarz Lausten: Jødesympati og jødehad i folkekirken. Forholdet mellem kristne og jøder i Danmark fra begyndelsen af det 20. århundrede til 1948. 502 sider. 395 kroner. Forlaget Anis. Begge bøger udkommer i dag

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

I april 1933 kunne synagogen i Krystalgade i København fejre sit 100-års jubilæum. I den anledning fik synagogen besøg af Kong Christian X, og det var første gang, en dansk konge besøgte synagogen. – Foto: .