Det kristne budskab fik konkurrence, da Folketingets politikere i dag indledte arbejdsåret med den traditionsrige åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke.
Ved stentrappen op til kirkedøren havde en spraglet forsamling af demonstranter taget opstilling. Både veganere, miljøaktivister og fagforeninger stod side om side med hver deres farverige bannere og kampråb og forsøgte at råbe politikere og ministre op på vej ind og ud ad kirken.
Inde i slotskirken lagde stilheden sig dog i takt med, at politikerne med ledsagere fandt deres plads på kirkebænkene. Sidste år meldte flere politikere forfald til gudstjenesten i protest mod den prædikant, daværende kirkeminister Mette Bock (LA) havde udpeget, nemlig valgmenighedspræst Morten Kvist. Han var op til gudstjenesten havnet i en større polemik i medierne om nogle udtalelser, han havde kommet med for 10 år siden om homoseksuelles rettigheder. Det fik blandt andet hele SF’s folketingsgruppe til at blive væk.
Men i år var der stuvende fyldt ned til sidste siddeplads, hvor flere SF-politikere også var at se på kirkebænkene, blandt andet partiformanden Pia Olsen Dyhr. Inden de sidste bedeslag faldt, fandt også statsminister Mette Frederiksen (S) sin plads på forreste række i kirkens venstre side, mens den højgravide kirkeminister Joy Mogensen (S) sammen med Københavns biskop, Peter Skov Jakobsen, og flere ansatte i Kirkeministeriet indtog pladserne på forreste række i højre side af kirken.
I år var det Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift, der var prædikant ved gudstjenesten. Og da han gik på prædikestolen, blev de mange kampråb uden for kirken sat i perspektiv. Hans budskab til politikerne var, at de skulle passe på med at fylde verden med for mange ord. I stedet for at tale opfordrer Jesus os til at handle, lød biskoppens budskab ud fra den prædiketekst, han havde valgt fra Matthæusevangeliet kapitel 22 vers 34 til 40.
”Jesus holdt ikke møder med 10 punkter på dagsordenen, ’Godkendelse af referat’, ’Eventuelt’ og ’Siden sidst’. Han ville have os i tale, han kaldte på os for at få os til at gå ud og gøre gavn, som Gud det vil,” sagde han.
Henrik Wigh-Poulsen henviste til, at der generelt i samfundet virker til at være en træthed over alt for meget snak og for lidt handling. Blandt andet i klimadebatten, hvor ”Greta Thunberg og en global børnehær kræver al for megen snak, alt for mange ord omsat til handling”, sagde han. Men det kræver mod at handle i stedet for at tale, for derved risikerer man at få beskidte hænder.
”På vejen fra ord til handling er der mange svinkeærinder,” lød det fra biskoppen.
Efter prædikenen sang DR Juniorkoret, der fyldte hele venstre sideskib, morgensalmen ”Daggryet lister sig frem over himlen” af Lisbeth Smedegaard Andersen som motet. Herefter blev formaningen om ikke at fylde verden med for mange ord meget konkret, da der i knap et halvt minut blev stille i kirken, mens biskoppen og organisten gestikulerede spørgende til hinanden. Derefter udbrød Henrik Wigh-Poulsen:
”Nåja, det er jo nu, at jeg skal velsigne jer” og bad forsamlingen rejse sig.
Gudstjenesten sluttede med, at DR Juniorkoret i fællesskab med Holmens Kantori sang H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”. I sidste vers vendte dirigent og organist Jakob Lorentzen sig mod forsamlingen af politikere og fik dem til at synge med på den sidste sætning:
”Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland.”
Og det var ikke mindst korenes sang, der var med til at løfte gudstjenesten til en helt særlig begivenhed, mente Det Konservative Folkepartis leder, Søren Pape Poulsen.
”Jeg er vant til at gå i kirke om søndagen, men oplever sjældent noget så flot, som det vi hørte fra korene her. Det gav noget helt specielt,” sagde han og tilføjede, at han også fandt biskoppens prædiken interessant.
”Det var godt med en løftet pegefinger,” sagde han.
Anderledes tamt lød prædikenen dog i ørerne på Dansk Folkepartis kirkeordfører, Marie Krarup.
”Det var lidt som en omgang grå havregrød. Det var ellers en fantastisk lejlighed til at få sagt, at politik kun er politik, og at der er forskel på politik og kristendom. At det er skaberen, der sætter rammerne for det arbejde, vi udfører. Og at der er nogle grundelementer uden for det politiske, vi bliver nødt til at være enige om for at få plads til det politiske. I stedet fik vi et tamt budskab om ikke at snakke for meget,” sagde hun.