Biskop: Vi har ikke kunnet få ordentligt svar fra Kirkeministeriet på, hvad der førte til julekaos

Hvad blev der af den opfølgning, biskopperne lovede ovenpå det kaotiske forløb, der førte til aflysningen af julens gudstjenester?, spurgte en læser forleden her i avisen. Kristeligt Dagblad har bragt spørgsmålet videre til biskop Henrik Stubkjær

Biskopperne har spurgt Kirkeministeriet, hvad der førte til det kaotiske forløb frem mod julens aflyste gudstjenester, men er ikke blevet klogere, fortæller Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift. - Foto: Leif Tuxen.
Biskopperne har spurgt Kirkeministeriet, hvad der førte til det kaotiske forløb frem mod julens aflyste gudstjenester, men er ikke blevet klogere, fortæller Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift. - Foto: Leif Tuxen.

”Der kommer et efterspil”.

Sådan lød det i januar fra Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift, som reaktion på de hurtigt skiftende meldinger fra sundhedsmyndighederne om kirkegang frem mod juleaften. Biskopperne så sig derpå nødsaget til at bede kirkerne at aflyse julens gudstjenester, fordi det ikke ville blive praktisk muligt at implementere de krav, der kom i sidste øjeblik.

”Jeg kan love, at ingen af os anbefalere af en lukning af kirkerne i julen er færdige med denne sag,” skrev Henrik Stubkjær videre. Især udtrykte han ønske om at få klarhed over, hvad det præcis var, der skete mellem den 21. december, hvor retningslinjerne bliver revideret første gang, til den 23. december, hvor de pludselig blev strammet igen uden forudgående dialog med kirkens aktører – på trods af at den generelle risikovurdering i Statens Serum Institut ikke havde ændret sig.

”Hvad er det for et politisk spil, kirken bliver kastebold i?” fik det Henrik Stubkjær til at spørge i sit indlæg.

Men hvor blev biskoppernes efterspil – opfølgningen på julen 2020 – af? Det spørgsmål stillede en læser på debatsiden i Kristeligt Dagblad i torsdags.

”Hvad blev der egentlig af den ’udredning og væsentlige samtale med de implicerede parter’, som biskopperne varslede, at vi skulle have om håndteringen af aflysningen af julegudstjenesterne 2020,” spurgte læseren ved navn Jørgen Ellegård Frederiksen, og Kristeligt Dagblad har givet spørgsmålet videre til Henrik Stubkjær.

Her lyder svaret, at han ikke er blevet klogere på, hvorfor retningslinjerne skulle ændres så pludseligt.

”Vi har spurgt direkte i Kirkeministeriet, men vi har ikke kunnet få andet at vide, end at det var den sundhedsmæssige vurdering, og vi kommer det åbenbart ikke nærmere. Vi hørte Søren Brostrøm undskylde forløbet på et pressemøde, men vi hørte ham også sige, at der nok også var andre, der skulle undskylde, og det er så der, den hænger,” siger Henrik Stubkjær.

Adspurgt, om der er taget andre initiativer fra biskoppernes side for at følge op på forløbet, svarer han:

”Vi har gjort det klart, at vi aldrig ønsker den slags hovsa-udmeldinger igen. Der er nødt til at være et godt samarbejde mellem myndighederne og kirken, og det er faktisk mit indtryk, at det er noget, alle er klar på. Vi har heller ikke set en lignende situation siden,” siger Henrik Stubkjær og fortsætter:

”Derudover har det været vigtigt for mig at tage en samtale med præsterne lokalt i mit stift om, hvordan de oplevede det her, og jeg har opfordret menighedsrådene til at tage den samme snak med de ansatte. Det var vigtigt, at vi hører og anerkender den frustration, som har været.”

Kristeligt Dagblad har også bedt Kirkeministeriet om uddybning af, hvad der skete mellem den 21. og 23. december og om en kommentar til biskoppernes henvendelse om det, men det har ikke været muligt at få.