Det er tid til gudstjeneste. I Havnar Kirke, domkirken i Torshavn, er det biskoppen, der prædiker. I kirken er de karrygule kirkebænke tæt på fyldt med gråhårede kirkegængere. Kun få børn har fundet vej til prædikenen over Matthæusevangeliets ord om bønhørelse.
Hvad den 53-årige biskop Jogvan Fridriksson rent faktisk siger om bøn, fortaber sig i det uvisse på grund af sproget, men jeg kan da høre, at han gentagne gange i prædikenen siger "fader vor, du som er i himlen". Salmerne støtter teksten, blandt andet en opbyggelig salme af en af Færøernes store digtere, H.A. Djurhuus, der handler om at huske at bede fadervor. Færøsk er nemmere læst end hørt!
Få dage forinden tager Jogvan Fridriksson imod i det store, røde træhus, som både er bispebolig og stiftsadministration.
Han er den første biskop i den selvstændige færøske folkekirke. Der var fem kandidater, og modsat danske bispevalg, hvor kandidaterne mere eller mindre stilfærdigt mødes til debat i sognehuse og kirkesale, foregår færøske bispevalg som partilederrunder: på direkte tv i den bedste sendetid.
– Bispevalg fungerer sikkert i Danmark, men for et lille sted som Færøerne er det en tung procedure. Og så gavner formen også de kandidater, der måske ikke er de dygtigste, men de mest medieegnede, siger han.
Jogvan Fridriksson håber, at folkekirken og Lagtinget snarest sammen kan finde frem til en ny form og dermed en ny lov om bispevalg.
– For eksempel sådan, at en kandidat, der får over 40 procent af stemmerne, vinder valget, så vi ikke skal ud i en anden runde, siger biskoppen, som selv var marginaler fra de 50 procent i første omgang.
Han så også gerne, at en fremtidig efterfølger skal have en form for lederuddannelse.
Overgangen fra stift til selvstændig folkekirke har været knudret, og ikke al lovgivning er endnu færøiseret, og hvor der ingen færøsk lovgivning er, gælder den danske kirkelovgivning.
Så bispevalgsprocedure er ikke en enlig svale i en ny lovgivning. Blandt andet kommer der også lovgivning om forholdet til andre trossamfund.
Og så håber Jogvan Fridriksson inden for sit råderum at få gennemført, at kirkerådene ikke nøjes med at læse ansøgninger fra præster, men også taler med dem og hører dem prædike. Det er der ikke tradition for på Færøerne.
Men nu sidder han med udsigt ned over havnen og Havnen, som Torshavn kaldes. I uldtrøje, for de rutter ikke med varmen i stiftsadministrationen.
Og det er ingen nem flok, Jogvan Fridriksson er hyrde for. Faktisk er stiftskonventet på Færøerne kendt for, at det er helt umuligt at diskutere teologi. Det rygte afliver Fridriksson: Færinger er et diskussionslystent folk, så selvfølgelig diskuterer præsterne teologi.
Af de 22 præster – plus biskop og domprovst – er der fire kvinder og mellem tre og fem mandlige, som tilhører den kirkelige højrefløj.
Men ét sted har Jogvan Fridriksson skåret igennem: Alle præster skal samarbejde med kvindelige præster. Der er ikke længere noget, der hedder, at en mandlig præst kan nægte at lade en kvinde ferieafløse i hans kirke, som det var tilfældet for år tilbage.
– En mandlig præst kan mene, hvad han vil, om kvindelige præster, og vi skal ikke kvæle debatten. Men det er slut med at boykotte samarbejdet, den tid er forbi, siger biskoppen, som tilføjer, at det er foregået i langt færre tilfælde, end debatten i medierne lader antyde.
Det samme gælder en offentlig debat, som bekymrer biskoppen mere, og som han opfatter som et stort kirkeligt problem: at fem af de mandlige præster ifølge avisen Sosialurin ikke vil vie fraskilte. Men da der er kommet tre præstestillinger til, siden han tiltrådte, er antallet procentvis faldet.
– Det er et stort problem, både menneskeligt og kirkeligt. Foreløbig har vi løst det på den måde, at det aldrig må blive det enkelte brudepars problem. Hvis en præst nægter at vie dem, skal han henvise parret til mig. Sidste år var der 26 par, hvor den ene eller begge var fraskilte. De fleste ved godt, hvilke præster der ikke vier fraskilte, så det er ikke et stort antal, der kommer i klemme.
– Men problemet er, at et brudepar i den situation føler sig dømt ude af kirken. Det synes parrets forældre givet også og måske også en stor slægt og omgangskreds. Det vil nok ikke betyde den store katastrofe i Danmark, Men vi er så få, at hvis en slægt melder sig ud, kan det mærkes på folkekirkens medlemsprocent på Færøerne, siger han.
Adspurgt, hvad der så ville ske, hvis biskoppen meddelte, at han gik ind for velsignelse af homoseksuelle i kirken, svarer han:
– Så ville der nok ikke være meget folkekirke tilbage på Færøerne.
Men han erklærer sig lodret uenig i den boykot, nogle præster udsatte danske biskopper for, da Færøerne fejrede 1000-året for kristendommens indførelse i 2000.
– Boykot gør stagnationen fuldkommen. De præster burde gå ind i en debat i stedet.
Jogvan Fridriksson mener ikke, at der i det færøske samfund er dårlige følelser i forhold til folkekirken.
– Men spørgsmålet er, hvor længe det holder. Kirken bør tage det alvorligt, at der i takt med moderniseringen vil komme udmeldelser af folkekirken, hvis der kommer alt for mange ufornuftige udtalelser.
Han har i hele sin præstetid regnet med en folkekirkemedlemsprocent på 85. I dag er den 83,6. I hovedsagen kan de tælles i 700-800 indvandrere, der stort set alle tilhører andre trossamfund en folkekirken.
I kirkelige kredse i Færøerne eksisterer der et begreb, der hedder "de danske præster". Udtrykket er ikke venligt ment, og hvis man er på deres side, kaldes de heller ikke sådan. Så er de i stedet fremsynede kirkefornyere. Men enighed er der om, at det er yngre færinger, der har læst teologi i Danmark på Dansk Bibel-Institut eller Menighedsfakultetet, altså den danske kirkelige højrefløjs uddannelsesinstitutioner.
– Det begyndte med en dansk præst, der introducerede de holdninger på Færøerne tilbage i slutningen af 1980'erne. Og hvis man ser bort fra holdningen til kvindelige præster og vielse af fraskilte, er de nye unge præster faktisk også en fornyelse, fordi de har energi, engagement og stor opfindsomhed i forhold til at få flere folk i kirke, siger han.
Jogvan Fridriksson mener at kunne se på de færøske teologistuderende, at udviklingen går mod, at de gammel-kirkelige færinger i ringere grad søger teologistudierne, så det i høj grad bliver de meget kirkeligt engagerede fra højrefløjen, der søger den levevej.
Jogvan Fridriksson vil gerne en moderne færøsk folkekirke. Også selvom ikke bare biskoppen, men også andre siger, at der var så stor kirkelig opbakning til selvstændighed fra den danske folkekirke, fordi den danske folkekirke bevægede sig i en meget liberal retning.
– Jeg vil definere den færøske folkekirke som den gamle danske folkekirke. Vi har stået stille, mens den danske folkekirke er blevet moderne og er fulgt med tiden – og blevet en funktionærkirke. Vi er national-romantiske på det område. Men vi må nok indstille os på, at vi bevæger os langsomt den vej, i hvert fald i Torshavn.
Ud over præster, biskop og domprovst er der ganske få lønnede medarbejdere i den færøske folkekirke. Kordegne, kirketjenere og så videre er frivillig arbejdskraft. Enkelte organister får et vederlag, som ikke er egentlig løn. Men biskoppen regner ikke med, at det bliver ved med at være sådan.
– Status er i dag, at Færøerne ganske langsomt, men sikkert går mod at blive et moderne internationalt samfund. Og det betyder også, at sekulariseringen allerede er godt på vej. Vores levevis, også biskoppens, viser, at vi er børn af vores tid.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
