Prøv avisen

Biskop Peter Skov-Jakobsen læste sig ind i kristendommen

Peter Skov-Jakobsen ses i bispeboligen over for Vor Frue Plads, hvor universitet og domkirke fra gammel tid ligger op ad hinanden. – Foto: Leif Tuxen

Peter Skov-Jakobsen, der fylder 60 år i dag, er kendt som biskop over København. Men han er også boglæser, europæer og en mand, der fandt sin egen vej ind i kirken på trods af et afskrækkende første møde

Man mærker med det samme bøgerne, når man træder ind i Peter Skov-Jakobsens hjem. En bogstabel på et hjørnebord er fornuftigt delt op i lave bunker, der ikke så let vælter som høje. Forfatternavne i reoler soler sig i lyset fra de store vinduer i lejligheden i indre København.

I et andet værelse ligger høsten fra seneste besøg i Berlin, nærmere bestemt bogmekkaet Dussmann.

Det tyske spiller en særlig rolle for teologen, der fylder 60 år i dag. Først og fremmest er han kendt som biskop over København, men han er også boglæser og europæer med forkærlighed for tysk kultur. Og den kærlighed går tilbage til 16-årsalderen.

”Efter 14 dage med tysk i gymnasiet var jeg sikker på, at jeg ville studere germanistik. Min lærer var fremragende. Jeg kom fra et ikke-akademisk hjem, og gymnasiet åbnede en helt ny verden for mig,” siger Peter Skov-Jakobsen, der i samme alder fulgte politiske debatter på tysk tv fra hjemmet ved Odense.

Han begyndte derfor at studere germanistik i København, men blev også i stigende grad tiltrukket af kristendommen.

”Via litteraturen, jeg læste, havde jeg forstået, at der var nogle historier, som lå og rungede neden under alt andet i vores kultur. Jeg valgte at prøve at gå til gudstjeneste for at finde ud af mere,” siger Peter Skov-Jakobsen, der i en alder af 20 år satte kursen mod Københavns Domkirke, hvor han senere skulle blive biskop.

”Jeg satte mig ind på næstbageste række og blev helt betaget. Af storheden i rummet, musikken og poesien. Og der blev prædiket nært, om mit liv,” husker han

”Prædikanterne var Arne Bugge, Johannes Langhoff, Bent Jessen og senere Johannes Værge. De blev væsentlige for mig, fordi de prædikede med dybsindighed, glæde og en fin sårbarhed, der lærte én at mærke livet og sanse mennesker.”

I dag er Københavns Domkirke det første, han ser, når han om morgenen kigger ud ad vinduet i bispeboligen i Nørregade. Vor Frue Plads ligger lige ovre på den anden side af gaden som en daglig påmindelse om åndens virke i dansk historie. Niels Bohr, H.C. Ørsted og biskop H.L. Martensen er blandt statuerne af rigets største begavelser, der omkranses af på den ene side domkirken og på den anden side universitetet.

Biskoppen er vokset op i et hjem uden hverken bibel eller salmebog. Det kirkelige spillede ingen stor rolle i barndommen.

”Min første interesse for kristendommen blev godt og grundigt udryddet. Min mor var alvorligt syg, da jeg som 10-11-årig begyndte at gå til FDF. Hun var syg, fordi hun var på kant med Gud, sagde en voksen i bevægelsen til mig. Og så var jeg den, der var dampet af. Hvis Gud var sådan en led fanden, der lod det gå ud over min mor, så var det lige meget,” tænker biskoppen tilbage.

”Min far blev rasende. Han ville ned at tale med manden. Men jeg sagde, at det behøvede han ikke, for jeg ville alligevel ikke gå derhen igen.”

Men som 20-årig blev han grebet af det teologiske og skiftede studie:

”Kristendommen har en fascinationskraft, også i dag, hvor den har gode kår. Der fandtes ingen uddannelsesplaner om, at jeg skulle være præst. Men så opdager man noget, der er stort. Noget omfattende. Noget, der indbefatter sprog, kunst, teologi, filosofi, musik og så videre. Vi lever i en tid, hvor meget bestemmes af computeres udregninger. Men noget sker også på grund af indskydelser. Når man ser på dem, man har været forelsket i, har der sikkert været gode grunde til det. Men var der ikke også et eller andet, der bare sagde pling? Noget uforklarligt. En hemmelighed. Et mysterium?”

Biskoppen er kommet ind i kristendommen som mange moderne danskere, ikke gennem tradition, men gennem opdagelse og valg. Hvad har det betydet for hans kristendomsforståelse?

”Jeg havde ikke fået det med hjemmefra. Så alting skulle gennemtænkes. Det har været mit livs største intellektuelle udfordring at forstå kristendommen. Og samtidig den største følelsesmæssige udfordring,” lyder det. Og så går han ned i tempo, mens han søger de rette ord til en mere personlig overvejelse.

”Måske er der også udviklet en sans for, at det ikke sømmer sig med for meget dømmesyge. Det er klart, at det, jeg fik at vide som 10-årig, ikke har fået mig til at tænke stort om den, der sagde det. Jeg håber aldrig, jeg kommer til at sige noget, der bare minder om det.”

Og så er vi igen i bøgernes verden. For teologen Knud Hansens bøger nævnes nu som afgørende for Peter Skov-Jakobsens teologi.

”Jeg læste først ’Den kristne tro’. Men den gjorde jeg ikke færdig. Til gengæld fik en anden af hans bøger stor betydning: ’Mefistofeles’. Jeg syntes ikke, der var en sætning i den bog, der ikke var vigtig. Det mindede mig om, at vi flytter os igennem livet, og en forfatter kan blive afgørende på et tidspunkt, selvom han på et andet tidspunkt ikke gør indtryk.”

Når han taler om de personer, der har præget ham, skelnes der ikke mellem folk, han har mødt fysisk, og mennesker, han har mødt gennem bøger. Han taler næsten varmt om dem alle.

”En gammel kæreste” kalder han Marion Gräfin Dönhoff, forfatter og udgiver af den tyske avis Die Zeit. ”En god følgesvend” lyder det om teologen Gerd Theissen.

Forfatteren Ole Lund Kierkegaard har ad omveje gjort ham opmærksom på ikke at tale lukket teologisk sprog, men at åbne talen, så alle kan følge med.

”I Jens Andersens vidunderlige biografi om Ole Lund Kierkegaard beskriver han forfatterens død. Han frøs ihjel bag en kirke, fordi døren var låst om natten. Først holdt præsten en tale ved begravelsen. Og så stod sætningen foran mig i bogen: ’Da præsten var færdig med sit dogmatiske ridt, trådte svogeren frem.’ Og så skal man være en rå bisse for ikke at få våde kinder. Da blev der pludselig forkyndt evangelium. I menneskesprog. Og med menneskeoplevelser.”

Interviewet har udviklet sig til en bogvandring. Lidt ligesom en reception, hvor man på kort tid bliver introduceret for mange santalepartnere. Bare med bøger.

En knaldrød Hannah Arendt-udgivelse påkalder sig opmærksomhed ved sin titel: ”Hvad betyder personligt ansvar i et diktatur?”.

”Men det er nu bare endnu en genudgivelse med nyt forord,” siger biskoppen afværgende og lyser i stedet op, da han får øje på et omslag med navnet Markus Meckel, en tidligere præst i DDR og medstifter af DDR’s Socialdemokratiske Parti i oktober 1989.

”Ham har jeg haft meget glæde af. Måske kommer han til Golden Days (historiefestival, red.) til efteråret.”

Igen er vi skiftet ind i et tysk spor. Men hvad er det, der tiltrækker biskoppen ved tysk kultur?

”Jeg er meget optaget af tysk politik. Der er ikke nogen tyske politikere med respekt for sig selv, der ikke har et europæisk udblik. Når ens nationale historie er gået så galt som i Tyskland, er det større fælleskab sikringen af, at man ikke igen bliver grebet af noget, der bare minder om det.”

Biskoppen ser det tyske nyhedsprogram Tagesschau på ARD dagligt.

”Jeg synes, der er en anden oplysning om verden. Hvor danske journalister på tv ofte prøver at gøre det følelsesladet, giver tyskerne en bedre information om store internationale begivenheder, og de giver en bedre analyse,” siger biskoppen, der ikke er sikker på, hvor ofte han køber bøger i Berlin, ”men det er jo noget værre noget, for der følger ikke bogreoler med”.

Men bøger er vigtige. Og det må de nye præster i hans stift ikke glemme, selvom de har nok at se til.

”Jeg plejer at sige ved bispeeksamen, at præsterne skal sætte tid af i ugeplanen til at læse bøger. At være præst er en intellektuel øvelse. Vi skal kunne sætte perspektiv på mange menneskers liv. Vi har brug for mange ord. Og derfor er der også brug for, at vi nysgerrigt kigger efter, hvordan andre mennesker beskriver en lignende situation,” siger Peter Skov-Jakobsen.

Selv behøver han ikke at blive mindet om vigtigheden af at gå til litteraturen for at få det, han kalder ”konversationer med et andet menneske og en anden tid”.

Når han taler om de personer, der har præget ham, skelnes der ikke mellem folk, han har mødt fysisk, og mennesker, han har mødt gennem bøger. Han taler næsten varmt om dem alle. Foto: Leif Tuxen