Da biskopperne i sidste uge udtalte sig i omskæringsdebatten skete det på en måde, som fulgte det mest udbredte råd i coronakrisen: Sammen, men hver for sig.
Udover Aalborg Stifts Henning Toft Bro, som det ikke lykkedes at få en udtalelse fra, og Lolland-Falster Stifts Marianne Gaarden, som var forbeholden, udtalte alle biskopper sig skeptisk over for et eventuelt forbud mod omskæring af drengebørn under 18 år. Det skete imidlertid ikke i en fælles udtalelse, men ved at Kristeligt Dagblad kontaktede hver af de ti biskopper for at høre deres individuelle holdning.
Men hvis de var så enige, hvorfor kunne de så ikke have udsendt en fælles erklæring, som de har gjort så mange gange tidligere?
Spørgsmålet er komplekst, men det skyldes i bund og grund, at biskopperne slet ikke har mandat til at udtale sig i fællesskab, forklarer Henrik Stubkjær, biskop i Viborg Stift. Så vidt han ved, havde ingen af biskopperne vendt problemstillingen indbyrdes, da han blev kontaktet af avisen. Og han var ikke klar over, hvad hans kolleger mente om omskæringsspørgsmålet, før han udtalte sig.
”For mig hænger det sammen med hele bispekollegiets struktur. Det mandat, vi har som biskopper, er vi givet enkeltvist, så der er ikke rigtig noget lovgivningsmæssigt, der giver os hjemmel til at udtale os i fællesskab,” siger Henrik Stubkjær.
Alligevel er det sket adskillige gange inden for de seneste 20 år, at biskopperne har lavet fælles erklæringer. Så sent som i forrige måned sendte alle ti biskopper på initiativ fra Aarhus-biskoppen Henrik Wigh-Poulsen en støtteerklæring til Libanon efter en eksplosion ved havnefronten i Beirut forårsagede massive ødelæggelser. Og Henrik Stubkjær mindes også, at noget lignende blev sendt, efter tsunamien, der ramte Sydøstasien i julen 2004.
”Som sagt er der ikke nogen lovgivning om det her. Og jeg tror ikke, der er nogen af biskopperne, som kan sige, hvornår gør vi det ene, eller hvornår gør vi det andet,” siger Henrik Stubkjær, der fortsætter:
”Libanon er i en vanskelig og umulig situation, hvor der var nogle kristne brødre og søstre, der kunne have godt af en støtteerklæring. Det var en meget direkte henvendelse fra en kirke til en anden. Men med udtalelserne om omskæring taler vi ind en en standende diskussion i Danmark, som er langt bredere end kirken. I dette tilfælde kunne man også forestille sig, at der var forskellige holdninger til spørgsmålet blandt biskopperne,” siger Henrik Stubkjær.
Niels Jørgen Cappelørn, der er professor emeritus i Søren Kierkegaard-studier, bekræfter Henrik Stubkjærs argument om, at folkekirkens biskopper traditionelt forstået ikke har mandat til at udtale sig i fællesskab. Som enkeltindivider repræsenterer de hver deres stift. Men samtidig er der altså heller ikke noget, der som sådan forhindrer dem i at udtale sig i fællesskab. Udover luthersk sædvane. Det er ikke forbudt at gøre.
“Ifølge traditionen må de ikke udtale sig sammen. Det er en tradition, der ligger dybt i den lutherske tænkning. Men hvem er det lige i befolkningen, der ved det?” siger han.
Niels Jørgen Cappenlørn vurderer, at biskopperne i dag kan have en interesse i at udtale sig i fællesskab. For tiderne er skiftet, og hvor der engang blev lagt mærke til enkeltpersoners udtalelser, ser han en tendens til, at den offentlige debat i højere grad vægter kvantitet bag en udtalelse end kvalitet.
Som eksempel på det nævner han den ellers helt usammenlignelige sexismedebat, hvor et stort antal kvinder har skrevet under på, at de har oplevet sexisme på danske mediearbejdspladser. Her bliver der ikke lagt vægt på den enkeltes oplevelse, men antallet af cases. På samme måde har det også større gennemslagskraft, når biskopperne står skulder ved skulder, end når de udtaler sig enkeltvist.
“Det har noget med medieoffentligheden at gøre. Biskopperne ved det, og deres kommunikationsrådgivere ved, at hvis man kan få alle biskopper til at udtale sig, så får det en helt anden vægt. Det har den konsekvens, at folkekirken har bevæget sig næsten umærkeligt hen imod at blive en bispekirke,” siger Niels Jørgen Cappelørn.
En biskop, der med egne ord er ”meget bevidst om,” hvornår biskopperne melder noget samlet ud, og hvornår de ikke gør, er Ribe Stifts Elof Westergaard.
Han var i forbindelse med omskæringsdebatten medunderskriver på et brev med titlen “Drop forbuddet mod omskæring”, som også Haderslevs biskop Marianne Christiansen, Københavns Peter Skov-Jakobsen og Aarhus Stifts Henrik Wigh-Poulsen underskrev. Altså en udmelding, der kun var underskrevet af fire biskopper i folkekirken.
”En sag kan jo styrkes af, at man melder entydigt ud. Den kan også styrkes af, at man melder flerstemmigt ud. Det må afvejes fra sag til sag. I omskæringsdebatten har der jo været et flertal i befolkningen for et forbud, og i sådan en kompleks sag er det utrolig vigtigt, at der kommer mange nuancer på. Derfor var det godt, at vi kunne udtale os hver for sig,” siger Elof Westergaard, som ikke går så meget op i, hvad der er luthersk tradition for fælles udtalelser, og hvad der ikke er.
”For mig handler det ikke om, hvad et bispekollegie kan og ikke kan melde ud, men om, hvad der tjener sagen bedst,” siger han.