Prøv avisen

Biskopper kritiserer angreb i Gaza

Biskop Niels Henrik Arendt har taget initiativ til en udtalelse fra de danske biskopper, der kritiserer angreb i Gazastriben. - Foto: Peter Kristensen.

Otte biskopper kritiserer Israels bombardement af en dansk- støttet klinik i Gaza. To biskopper frygter, at erklæringen kan fejltolkes som en stillingtagen i konflikten

Otte af folkekirkens biskopper har valgt en af deres yderst sjældne fremgangsmåder at udtale sig i fællesskab for at tage afstand fra Israels bombning af en dansk-støttet klinik i Gaza By. To biskopper, Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift og Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters Stift, har valgt ikke at skrive under på udtalelsen, fordi de frygter, at den kan ses som støtte til den palæstinensiske part i konflikten. Der går måneder eller år imellem, at danske biskopper i større eller mindre flok sætter deres underskrift på en offentlig udtalelse.

Danske folkekirke-menigheder og jeg selv har samlet penge ind til klinikken og har dermed et medejerskab. Derfor gør det et dybt indtryk, når den bliver ødelagt, siger biskop over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, som har taget initiativ til udtalelsen. Om de to biskopper, siger han:

Det er helt naturligt, at vi som biskopper ser forskelligt på, hvordan man skal reagere på sådan noget og nytten af fælles tiltag.

Klinikken er i flere år blevet støttet af Folkekirkens Nødhjælp. Generalsekretær Henrik Stubkjær forstår ikke, at de to biskopper ikke bakker op.

Biskoppernes udtalelse går alene på det humanitære arbejde og hospitaler, som en central del af folkeretten og desuden en opfordring til begge parter om at overholde den.

For biskop over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovs-gaard, er det svært at kommentere et enkelt overgreb i konflikten.

Der er overgreb på begge sider, og udtalelsen kan blive brugt, som om man har valgt side i konflikten. Jeg har spurgt mig selv, hvordan det virker at tage afstand fra et angreb, der er advaret om og er uden døde, i forhold til de mange børn, som allerede er blevet dræbt, siger Steen Skovsgaard.

vincents@kristeligt-dagblad.dk

Niels Henrik Arendt. - Foto: Peter Kristensen.