Næstekærlige biskopper over for vrisne mediepræster. Folk, som følger den kirkelige debat, kender konflikten. Men hvem er det faktisk, der her ved indgangen til et nyt kirkeår præger debatten om folkekirken i medierne?
En optælling i Infomedia viser, at top 10 helt er domineret af biskopper som Henrik Stubkjær, Kjeld Holm og Peter Fischer-Møller på den ene side og en række tidehvervske debattører som Søren Krarup, Sørine Gotfredsen og Katrine Winkel Holm på den anden side.
Det hænger især sammen med, at de nationalkonservative tidehvervske debattører har fået et markant politisk gennembrud, siger Bent Meier Sørensen, professor mso ved Institut for ledelse, politik og filosofi på CBS.
”Derfor har de også en helt anden taleposition end tidligere, hvor den stemme ellers var ret marginal i en folkekirkelig sammenhæng. Omvendt står biskopperne holdningmæssigt stor set uændret på en humanistisk præget centrum-venstre-position med fokus på sociale spørgsmål. Det nye er her, at de i en tid med fokus på og forventninger til ledelse træder frem i en periode, hvor folkekirken er presset af et faldende medlemstal, af andre religioner og et politisk system, hvor mange forsøger at spænde kirken for netop deres vogn,” siger Bent Meier Sørensen.
Dertil kommer ifølge ham en særlig dansk specialitet, hvor man både efterspørger autoriteter og ser frem til at pille dem ned igen.
”Det er en form for dobbeltbinding, hvor man med den ene hånd vil have biskopperne til at træde i karakter som teologiske fyrtårne i samfundsdebatten og med den anden hånd kritiserer dem sønder og sammen. Det forstærkes kun i et postsekulært samfund, hvor religion igen er blevet politisk. Det er indtil videre de borgerlige og nationalkonservative, som har været klart bedst til at kæmpe i den politiske virkelighed,” siger Bent Meier Sørensen.
For nyvalgt biskop i Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen følger den aktuelle opgørelse et klassisk skema i dansk kirkeliv, siden Grundtvig og Kierkegaard satte dagsordenen for den kirkelige debat i det 19. århundrede.
Grafikken viser antal hits for udvalgte kirkefolk og politikere i medierne
”Biskopperne er den rummelige folkekirkes folkevalgte repræsentanter, som skal adressere og tale på vegne af den brede offentlighed. Heroverfor står en teologisk falanks, som trofast hænger de mavesvære biskopper i haserne. De taler måske nok indforstået kirkeligt, men bygger også på en sund luthersk skepsis over for kirkelig ledelse. Og det er sådan set udmærket med lidt traditionel protestantisk bispe-bashing,” siger Henrik Wigh-Poulsen.
Men den kirkelige kulturkamp, som nu præger samme falanks, er også udtryk for en både polariseret og politiseret tid, der bringer mindelser om 1970'ernes politiske klima, mener han.
”Hvor det i 1970'erne var de røde universitetsmarxister, som kritiserede kirken for at være verdensfjern og småborgerlig, er det i dag omvendt. Nu er det højrefløjen, som vil redde verden fra islam og kritiserer andre præster for at være verdensfjerne og kun bruge tid på kirkelig aktivisme i sognet. Da jeg kom til Aarhus i 1979 satte politiske aktivister plakater op af Stalin og kaldte ham verdensrevolutionens forkæmper. Nu er det Iben Thranholm og enkelte tidehvervske, der taler varmt om Putin som kristenhedens frelser,” siger Henrik Wigh-Poulsen.
Også medialiseringen af religionsstoffet spiller en afgørende rolle for karakteren af den kirkelige debat, understreger professor i medie-videnskab ved Københavns Universitet Stig Hjarvard. Hvor biskopperne ofte blive inddraget som folkekirkens forsvarskilder i konflikthistorier om sammenstødet mellem sekulære og religiøse værdier, indtages debatsiderne af profilerede, ofte borgerlige kirkedebattører, påpeger Stig Hjarvard.
”I nyhedsdækningen er medierne ofte med til at forstærke eller vinkle religion som problematisk og konfliktskabende ved at vinkle det over for samfundets sekulære værdier, for eksempel med kontroverser om homoseksualitet og kønsligestilling. Samtidig ser man i debatstoffet, at mange præster og kirkefolk har sat et værdipolitisk og kulturkristent bagtæppe for mange af samtidens politiske debatter om indvandring, uddannelse og kultur,” siger Stig Hjarvard.