Babysalmesang, lørdagsdåb, nye bønner, salmer og bibeloversættelser.
Mange alternative ritualer og gudstjenesteformer er efterhånden vokset frem i folkekirken, efter man i 1992 gav de lokale menigheder en større frihed, når det gælder liturgien, altså regler og rammer om gudstjenesten. Derfor er det også på tide at se nærmere på de mange tiltags udbredelse og betydning, mener landets biskopper. De har nu nedsat tre udvalg til at arbejde med gudstjenesten, dåb, nadver og det overordnede spørgsmål om, hvordan der fremover kan arbejdes med liturgi i folkekirken, fortæller biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen.
”Vi har i folkekirken liturgien som den fælles stamme i gudstjenestelivet. Men vi befinder os i en utrolig frugtbar liturgisk periode, og derfor er det tid til at få et overblik over, hvad der foregår, og derfra finde ud af, hvor meget folkekirken fortsat skal være fælles om, og hvor meget der er op til de lokale menigheder.”
Udvalgene består af fagpersoner udpeget blandt præster, organister og ansatte på universiteterne og folkekirkens uddannelsesinstitutioner, og deres arbejde skal afleveres til biskopperne i slutningen af 2018. Herefter vil det danne baggrund for en bredere offentlig debat om folkekirkens liturgi nu og i fremtiden. Om den debat skal medføre, at nye ritualer eller tiltag i fremtiden bliver autoriseret, vil tiden vise, siger Marianne Christiansen.
”Vi skal i første omgang finde ud af, hvad der sker med folkekirkens fælles stamme, når vi bliver så differentierede i folkekirken. Vi ved, der findes forskellige kirkesyn på nye ritualer, og derfor er den brede debat vigtig. Men det kan være farligt, hvis vi ikke tør diskutere, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvis vi ikke foretager os noget, så lader vi hvert menighedsråd sejle sin egen sø.”
Hans Raun Iversen er lektor på afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet.
Han hæfter sig ved, at alt er i spil i de nye udvalg lige fra alternative gudstjenester over sakramenterne dåb og nadver til nye salmer. Situationen var for nogle år siden, at højmessen var kerneydelsen, og så var der forskellige andre former for gudstjenester som supplement. I dag er situationen omvendt, hvor det er højmessen, folk eventuelt supplerer med, når de har været til babysalmesang, spaghettigudstjenester og dåbsgudstjenester om lørdagen.
”Man kan se biskoppernes udspil som en måde at ville facilitere en folkekirkelig proces på. Forskellige empiriske undersøgelser viser jo, at der er et stigende antal brugere af folkekirken blandt yngre og mere veluddannede. Samtidig tegner deres svar i undersøgelserne et fremtidsbillede af, at disse grupper gerne vil have mere personlige og eksistentielle ritualer, mens de faste former, inklusive sakramenterne, særligt taler til de ældre. Ikke mindst peger dåbsundersøgelser og det faldende dåbstal på, at kirken har et forklaringsproblem i forhold til de nye børneforældre,” sig Hans Raun Iversen som uddyber:
”I dag er det et omfattende frihedsområde, præsterne bevæger sig inden for i deres forskellige tilbud om gudstjenester. De mange nye tiltag glæder biskopperne sig over, men samtidig føler de måske, at de som tilsynsførende med folkekirkens praksis har en pligt til at samle op på, hvad der egentlig foregår i de vidt forgrenede nye initiativer. På den ene side kan det være, at de ønsker mere kontrol, fordi de ikke ønsker at modtage klager over de nye gudstjenesteformer, på den anden side kan hele processen også ende med en anerkendelse af præsternes, menighedsrådenes og menighedernes arbejde for at nå danskerne på nye måder med kristendommen. Vi står altså både med en markant udvikling blandt kirkens brugere og med en traditionel spænding mellem slappere og strammere i kirkens ledelse,” siger Hans Raun Iversen.