Hvor meget eller lidt skal der til for, at et arrangement kan kaldes en gudstjeneste?
Efter al sandsynlighed vil der i morgen komme svar på det spørgsmål, når der falder dom i en sag i Københavns Byret mellem foreningen Koda og to københavnske kirker. Koda har stævnet Trinitatis Kirke og Vor Frue Kirke for ikke at betale Koda-afgift til kunstnere i forbindelse med optrædener ved deres natgudstjenester. Gudstjenester er i dag fritaget for afgiften, som er en ekstra betaling til musikskaberne, men Koda mener, at natgudstjenesterne bedre kan betegnes som koncerter og derfor bør betale afgift for musikken.
Men burde folkekirken tage sagen i egen hånd og selv definere, hvad der er en gudstjeneste – i stedet for at overlade sagen til en juridisk dommer?
Spørger man Kaj Bollmann, der er sognepræst i Jyllinge ved Roskilde og tidligere medlem af organisationen Kirkefondet, er svaret ja. For med en definition kunne man måske slippe for retssager som den med Koda og samtidig gøre det lettere for kirker at agere i den gråzone, som de mange nye gudstjenestekoncepter har skabt.
”Med en minimumsdefinition – og den skal efter min mening være minimum – behøver man som præst og menighedsråd ikke være i tvivl om, hvad man må bruge kirkerummet til. Samtidig kunne det give noget ensretning. I dag er man afhængig af, hvad den enkelte biskop mener er i orden, hvilket kan betyde, at man må noget i det ene stift, som man ikke må i det andet,” siger han.
Ifølge Kaj Bollmann skal definitionen som sagt handle om, hvad der som det mindste skal til for, at biskopperne vil acceptere, at noget er en gudstjeneste. Det kunne for eksempel handle om, hvorvidt der skal læses bibeltekster, siges en trosbekendelse, bedes bønner eller prædikes, siger han. Spørger man flere af landets biskopper, møder man dog ikke stor lyst til at sætte gudstjenesten på formel.
Peter Skov-Jakobsen, der er biskop over Københavns Stift og dermed også for de stævnede kirker, mener ikke, det er en god idé med en minimumsdefintion af en gudstjeneste.
”Jeg synes, det er pudsigt, hvordan vi lever i et samfund, hvor alt skal minimaldefineres. Jeg tror ikke, det vil være særlig hjælpsomt for nogen i det daglige liv, og på sigt kan formuleringerne bare gøre det svært for kirker at arbejde på nye måder. Jeg tror for eksempel, mange børne- og spaghettigudstjenester var faldet udenfor, hvis man havde nedfældet en definition af gudstjenester for 30 år siden,” siger han.
Peter Skov-Jakobsen er selv spændt på sagens udfald, for det kan betyde, at nogle af folkekirkens gudstjenester fremover skal defineres som koncerter.
Selv mener han ikke, at der burde herske tvivl om, at de natkirkegudstjenester, som retssagen drejer sig om, er gudstjenester.
”I retten har jeg gjort rede for, at der findes autoriserede gudstjenester, og så findes der alle de andre, der også er gudstjenester, men på en anden måde. Natgudstjenesten skal ikke ligne højmessen. Der kan være fællesnævnere, men vi er kirke på mange forskellige måder i dag. Hvis man er i tvivl, kan man se på, om det foregår i kirkeligt regi, eller om der er en præst med. Men selv uden en præst kan det også være en gudstjeneste. Ved taizégudstjenster kan den ansvarlige for eksempel være en musikalsk medarbejder. Så jeg ved ikke, hvem der skulle blive klogere af en definition.”
For Elof Westergaard, der er biskop over Ribe Stift og formand for et af de tre udvalg, som blev nedsat i 2016 til at se på gudstjenesten og de kirkelige handlinger, dækker gudstjenestebegrebet over mange forskellige former i dag.
”Grundlæggende vil jeg sige, at en gudstjeneste skal indeholde bibellæsning, bøn og et musikalsk element af salmekarakter. Hvis de elementer er der, og præsten og menigheden selv kalder det en gudstjeneste, så er det en gudstjeneste for mig at se,” siger han og tilføjer, at han ikke ønsker at definere kravene til en gudstjeneste mere klart end det.
”Jeg synes egentlig allerede, vi har en definition i den forstand, at gudstjenesten følger en lang tradition. Vi skal også passe på med at lave en officiel minimumsdefinition, for hvis den bliver for omfattende, kan den ramme de innovative tiltag, der også er inden for kirken. Og spørgsmålet er, hvem der har retten til at definere, hvad der er en gudstjeneste?”, siger han.
Heller ikke biskop over Helsingør Stift Lise-Lotte Rebel mener, at der bør formuleres en egentlig minimumsdefinition af, hvad der skal til for, at man kan kalde noget en gudstjeneste.
”Det er kun traditionen, som kan afgøre, hvad der er en gudstjeneste,” siger hun og tilføjer, at man snarere bør tale om gudstjenestens tradition end definition.
”Jeg går ikke så meget ind for en tjekliste, men at man skal kunne forstå sig selv i forlængelse af den givne historie,” siger hun.