Biskopper: Bidens syn på abort kan ende med, at han får frataget sin ret til nadver

USA’s katolske biskopper skal stemme om, hvorvidt pro-abort katolske politikere som præsident Biden bør nægtes at modtage nadver

Diskussionen om, hvorvidt Biden skal have ret til nadver, kommer i kølvandet på, at Biden har omstødt flere af de antiaborttiltag, som blev indført under hans republikanske forgænger i embedet, Donald Trump.
Diskussionen om, hvorvidt Biden skal have ret til nadver, kommer i kølvandet på, at Biden har omstødt flere af de antiaborttiltag, som blev indført under hans republikanske forgænger i embedet, Donald Trump. Foto: Sarah Silbiger/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, identificerer sig som en stærkt troende katolik og går sjældent glip af søndagsmesse.

Men han er også tilhænger af kvinders ret til abort, og det har nu fået USA’s katolske bispekonference til at sætte en afstemning om Bidens og andre katolske politikeres ret til at modtage nadver på dagsordenen under deres årlige landsmøde i juni.

Konkret vil biskopperne stemme om, hvorvidt bispekonferencen i et dokument bør melde klart ud, at politikere og andre offentlige figurer ikke bør modtage nadver, hvis de fremmer abortretten. Det vil kræve mindst et to tredjedeles flertal at godkende forslaget, og ifølge nyhedsbureauet AP ventes det at få ”overvældende opbakning” blandt biskopperne.

Præsident Bidens utvetydige støtte til retten til abort er et alvorligt moralsk problem, siger Joseph Naumann, der er ærkebiskop i Kansas City i Kansas og formand for bispekonferencens abortudvalg.

”Det, at præsident Biden er katolik, stiller os over for et enestående problem. Det kan skabe forvirring. Hvordan kan han sige, at han er en stærkt troende katolik og samtidig gøre disse ting, der går direkte imod kirkens lære,” siger han til AP.

Hvis forslaget vedtages på landsmødet, vil det være op til de enkelte biskopper at træffe beslutninger vedrørende uddeling af nadver.

Både kardinal Wilton Gregory i Washington og biskop W. Francis Malooly i Wilmington i Delaware, hvor præsident Biden jævnligt deltager i altergangen, siger til AP, at Biden fortsat vil være velkomne til at modtage nadver i deres kirker.

Forslaget om at klarlægge nadverspørgsmålet kommer, efter bispekonferences leder, ærkebiskop José Gomez fra Los Angeles i Californien, efter præsidentvalget i november nedsatte en arbejdsgruppe for at granske ”den komplicerede og vanskelige situation”, som Joe Bidens abortsyn udgør.

Nogle biskopper modsætter sig forslaget med henvisning til, at bispekonferencens fokus på abort underminerer pave Frans’ opfordringer til kirken til også at vægte emner såsom klimaforandringer, ulighed og indvandring. Biskop John Stowe fra Lexington i Kentucky udtrykker over for AP bekymring for, at de amerikanske biskopper går glip af en mulighed for at samarbejde med præsident Biden om disse spørgsmål.

”Hvis en politiker gøres til et negativt eksempel på sin egen kirke, så sætter det et trist udgangspunkt for, hvordan kirken kan forholde sig til denne katolske præsident. Det bidrager til polariseringen af kirken og samfundet,” siger han.

Joe Biden, der er USA’s blot anden katolske præsident efter John F. Kennedy i 1960’erne, betegner sig som abortmodstander på det personlige plan, men tilhænger af kvinders ret til at bestemme over deres egne kroppe.

Han har i sine godt tre måneder som præsident omstødt flere af de antiaborttiltag, som blev indført under hans republikanske forgænger i embedet, Donald Trump.

Han har eksempelvis løftet begrænsninger på føderal støtte til forskning, der involverer brugen af fostervæv, og han har omgjort en regel, som forhindrer familieplanlægningsgrupper i at få del i skatteydermidler, hvis de også henviser kvinder til abortudøvere.

Både pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI har uddelt nadver til politikere, der støtter abort, såsom Tony Blair (Labour) og Nancy Pelosi (Demokraterne). Den amerikanske bispekonferences møde finder sted den 16.-18. juni.