Folkekirken har været lukket ned i måneder på en måde, som der ikke kendes mange eksempler på historisk, om nogen overhovedet. I sådan en situation kan der være brug for særlig krisekommunikation, der giver klarhed om, hvor kirken bevæger sig hen. Men hvor godt har folkekirken egentlig gjort det, når man ser på kommunikationen under krisen?
En kirkestemme, der har været svær at overhøre under coronakrisen, er Søren Abildgaard, som er formand for Landsforeningen af Menighedsråd. Han begyndte med at kritisere, at han ikke var inviteret med til møder, hvor folkekirken var repræsenteret. Og siden kom han i stigende grad til at træde frem som et ansigt på folkekirken, man kunne møde på DR, i Politiken, Berlingske og mange andre steder.
På mange måder har Søren Abildgaard bare gjort, hvad man kan forvente af en moderne leder. Blandt andet har han offentligt lagt pres på relevante myndigheder, sådan at man kunne forstå, hvad han ønskede af handling fra myndighedernes side.
Mens Landsforeningen af Menighedsråd har spillet offensivt ind i den demokratiske debat om coronakrisen, har der været relativt stille fra biskoppeligt hold. I begyndelsen talte meget for en forsigtig tilgang, for ingen vidste jo, hvor alvorligt en pandemi kunne udvikle sig. Men forsigtighed kan godt kombineres med synlighed. Den strategi valgte folkekirkens biskopper dog ikke. Et eksempel på den valgte tilgang sås her i avisen i går, hvor man kunne læse om bispemødets behandling af coronakrisen. Forløbet omkring bispemødet viste flere problemer ved kommunikationen fra toppen af kirken under coronakrisen.
For det første udsendte bispekollegiet først et mødereferat seks dage efter, at mødet var slut. Signalet er: Det haster ikke med at orientere offentligheden om, hvad der foregår i bispekollegiet. Hvis referatet overhovedet er offentliggjort på folkekirken.dk i skrivende stund – nu ni dage efter mødet – er det umuligt at finde.
For det andet svarer denne langsomhed til den konstante langsomhed, der har præget bispekollegiets kontakt med offentligheden i corona-tiden. Det hænger til dels sammen med, at man under denne krise ofte har valgt at melde ud kollektivt fra bispekollegiet og til dels med en kirkestruktur, der kræver, at man møjsommeligt må tale sig til enighed om mangt og meget. Men langsommeligheden virker påfaldende, når man sammenligner med den rørighed, andre store organisationer kommunikerer med i dag.
For det tredje sender man et uheldigt budskab med de faste referater, som skal give offentligheden indblik i, hvad der sker på møder mellem folkekirkens mest magtfulde gejstlige. Teksterne giver indtryk af, at det vigtigste er at skjule, hvad synspunkterne på mødet var. For eksempel lyder beskrivelsen af coronakrise-delen sådan: ”Biskopperne drøftede erfaringerne fra coronaperioden, herunder hvordan tiltagene er blevet modtaget og implementeret i de enkelte stifter.” Kommunikationsopgaven er dumpet, hvis ønsket er at dele information om, hvad der foregår blandt kirkens øverste, med det folk, som er grundlaget for en folkekirke.
For det fjerde fortsætter gemmelegen, når en mødedeltager bagefter fortæller om mødet. Marianne Christiansen var talsmand i offentligheden som vært for bispemødet. Hun ville ikke give reelle vurderinger af corona-håndteringen, før der er lavet undersøgelser af forløbet. Ud over at man må undres over, at en selvevaluering i en kirke kræver en undersøgelse, får man som læser og kirkemedlem en følelse af at blive mødt med mere defensiv kommunikation.
For det femte har den biskoppelige kommunikation generelt været passiv, siden statsministeren lukkede ned den 12. marts for folkekirken. Man har ikke prøvet at præge den fælles samtale om kirken, men tilsyneladende brugt kræfterne på at kommunikere indadtil. Det er naturligvis vigtigt at holde præster orienteret i så usædvanlig en situation. Men intern kommunikation udelukker ikke ekstern kommunikation.
For det sjette har det hele vejen igennem coronakrisen været uklart, hvad biskopperne egentlig har ønsket fra myndighederne. Man har ofte henvist til, at man som embedsmænd er forpligtet til at rette ind under myndighederne i en krisesituation og har undladt at stille synlige krav. Mens resten af danskerne har diskuteret, hvordan myndighedernes beslutninger tit var baseret på usaglige vurderinger, har bispekollegiet holdt fast ved lydighedslinjen. I mange andre organisationer og brancher har de øverste lag omvendt stillet offentlige krav til myndighederne.
For det syvende må man spørge, hvem biskopperne repræsenterer i offentligheden. De har på mange måder været bindeled mellem myndighederne og folkekirken. Men den sætning giver kun mening, hvis man forstår folkekirken som en organisation af ansatte. Forstår man folkekirken som en sammenslutning af 4,3 millioner kirkemedlemmer, der gerne vil vide, hvad der sker i deres kirke i en krisesituation, har biskopperne ikke fungeret som bindeled mellem myndigheder og kirke. For så skulle man være gået mere målrettet og offensivt til opgaven med at kommunikere i offentligheden.