Biskops afgørelse rejser nye spørgsmål

Tjenstlig samtale mellem en sognepræst og biskoppen i Roskilde Stift om kontakt til døde dyr mundede ud i pressemeddelelse, som går uden om de døde dyr

Man sidder tilbage med mange ubesvarede spørgsmål, når man har læst den pressemeddelelse, der kom fra Roskilde Stift i forgårs om heste- telepati.

Teksten beskriver den tjenstlige samtale mellem biskop i stiftet Peter Fischer-Møller og sognepræst i Gislinge Dorthe Thaulov, som blev afholdt, efter hun havde udløst en kontrovers ved at invitere en clairvoyant ind i kirken for at vise, hvordan man får døde dyr i tale.

For det første er den konkrete konsekvens, som sagen får for sognepræsten, svær at forstå: Hvorfor skal sognepræsten under skærpet tilsyn, når biskoppen i bund og grund blåstempler det omdiskuterede arrangement den 1. juni med clairvoyant Ditte Young?

Det undrede dr.theol. Niels Jørgen Cappelørn sig også over i Kristeligt Dagblad i går.

Det skærpede tilsyn sættes i forbindelse med ”misforståelser og usikkerhed om grundlaget for hendes (Dorthe Thaulovs, red.) forkyndelse”.

Men kontroversen ligner ikke en misforståelse. For det er ganske klart, hvad der er foregået. Og hvad hensigten har været. Man ville i kontakt med døde dyr. Sognepræsten har klart sagt til Kristeligt Dagblad, at hun selv har gode erfaringer med dyretelepati, og at kirken burde åbne sig for det alternative.

Til gengæld ligner det en misforståelse mellem biskoppen og sognepræsten, når de beskriver clairvoyance-seancen, som handlede den om ”levende dyr”. Dorthe Thaulov citeres i pressemeddelelsen for, at ”hendes og menighedsrådets fokus i forhold til arrangementet havde været menneskers mulighed for at kommunikere med levende dyr”. Men invitationen til Gislinge Kirkes arrangement nævner eksplicit døde dyr. Menigheden inviteres til, at ”opleve en live demonstration med et afdødt (eller levende) dyr og dets ejer”.

Det har hele vejen været hensigten i Gislinge Kirke at inddrage døde dyr. Derfor er det utroværdigt, at Dorthe Thaulov i pressemeddelelsen gengives sådan, at hun ”ikke havde ønsket at udtrykke sin tilslutning til forestillingen om, at det for mennesker er muligt at komme i kontakt med afdøde”.

Det er et afgørende punkt, om der er tale om døde eller levende dyr. For spiritisme og anden kommunikation med de døde har kirken vendt ryggen mange gange i sin 2000-årige historie. Det gøres igen i pressemeddelelsen, men det gjorde man altså ikke under den omdebatterede sogneaften i Gislinge Kirke, selvom Roskilde Stift skriver det.

Endelig er den teologiske argumentation ulogisk.

Der argumenteres i pressemeddelelsen for, at dyreclairvoyancen ligger ”inden for folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelse”. Men derpå inddrages som argument en katolsk teolog – som den eneste teolog, der argumenteres fra i teksten – fra 1200-tallet, nemlig Frans af Assisi.

Spørgsmålet er, om fortællingerne om fugle og andre dyr fra 1200-tallet kan bruges til at underbygge, at man kan arrangere kontakt til afdøde væsner i kirkeligt regi.

Der er langt fra prisning af skabelsen hos Frans af Assisi til clairvoyance med døde dyr. Og til folkekirkens evangelisk-lutherske teologi anno 2017, som er så rummelig, at den kan have en præst, der arrangerer indføringer i dyreclairvoyance.