Biskops farvel understreger ny selvrealiseringskultur

Tidligere sad biskopper på posten, indtil de var 70 år. Men med Lolland-Falsters biskop Steen Skovsgaards farvel som 64-årig går vi en ny tid i møde, vurderer eksperter. Ønsket om at realisere sig selv og følge egne drømme vinder over historisk syn på bispeembedet

”Når man ser på en af mine forgængere, D.G. Monrad, så kunne han sidde ni timer i døgnet og studere. Han fik opfyldt sit teologiske behov på en anden måde, end jeg har kunnet. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg har været meget glad for at være biskop, men jeg er jo teolog, og jeg glæder mig til at beskæftige mig endnu mere med teologien," siger Steen Skovsgaard.
”Når man ser på en af mine forgængere, D.G. Monrad, så kunne han sidde ni timer i døgnet og studere. Han fik opfyldt sit teologiske behov på en anden måde, end jeg har kunnet. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg har været meget glad for at være biskop, men jeg er jo teolog, og jeg glæder mig til at beskæftige mig endnu mere med teologien," siger Steen Skovsgaard. Foto: Søren Staal.

Det er efterhånden blevet mere reglen end undtagelsen, at biskopper stopper før tid for at realisere sig selv.

Det siger lektor Anita Hansen Engdahl fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, efter biskop Steen Skovsgaard fra Lolland-Falsters Stift i går meldte offentligt ud, at han træder tilbage pr. 1. august 2017, hvor han vil være 64 år. I stedet skal han være ph.d.-studerende og forske i dommedag inden for islam og kristendom på Aarhus Universitet.

”Det handler antagelig om, at biskopper ligesom præster, provster og de fleste andre professionsgrupper i øvrigt har deres identitet i andet end kun det offentlige embede. Ligesom andre børn af deres tid har biskopper behov for kompetenceudvikling og selvrealisering uden for embedet og sidder derfor ikke nødvendigvis tiden ud som biskop. Debatten om tidsbegrænsede bispeansættelser betyder også, at vi får et andet syn på bisperollen. Det er noget, man kan være i en begrænset periode.” siger Anita Hansen Engdahl.

Kjeld Holm, tidligere Aarhus-biskop, bemærker også, at flere biskopper er begyndt at gå før tid.

”Før jeg blev biskop, sad biskopper, til de var 70, men dengang var embedet nok heller ikke så slidsomt som i dag, og fremover bliver det måske mere normalt, at biskopper går af som 65-67-årige, fordi arbejdsbyrden er blevet så kolossal,” siger Kjeld Holm, der selv stoppede efter 21 år som biskop, da han sidste år faldt for aldersgrænsen på 70 år.

Anita Hansen Engdahl vurderer, at flere administrative opgaver har efterladt mindre tid til teologisk fordybelse i bispeembedet:

”Biskoppen er stadig den øverste teologiske myndighed, men jeg tror ikke, at vi som tidligere vil se, at det er biskopperne, der står bag de store teologiske værker. Det er der simpelthen ikke tid til,” siger hun og nævner Jan Lindhardt som seneste eksempel på en biskop, der havde en stor produktion af teologisk litteratur i embedstiden.

Samme erfaring har også den i dag 63-årige Steen Skovsgaard gjort sig:

”Når man ser på en af mine forgængere, D.G. Monrad, så kunne han sidde ni timer i døgnet og studere. Han fik opfyldt sit teologiske behov på en anden måde, end jeg har kunnet. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg har været meget glad for at være biskop, men jeg er jo teolog, og jeg glæder mig til at beskæftige mig endnu mere med teologien. Det har jeg drømt om. Jeg er jo ikke administrator,” siger han.

Også synet på alderdom i dag, hvor den gennemsnitlige levetid er forlænget, og flere ældre er friske i længere tid, kan spille ind på varetagelsen af bispeembedet. Det siger Kresten Drejergaard, tidligere biskop over Fyens Stift, som også gik af før tid. Han stoppede som 68-årig for at blive præst for den danske kirke i Schweiz.

”I vores dage er man jo ikke gammel, selv når man er 70 år, og der tænker biskopper måske også, at de vil have mulighed for at lave noget andet i den tredje alder. For os, der tilhører generation af 68’ere, er vi nok bare mere opmærksomme på, hvad alderdommen skal bruges til, end biskopper var tidligere. Det kan for eksempelvis være at nå noget af det, man ikke nåede i embedstiden,” siger Kresten Drejergaard.

Det billede genkender også Eberhard Harbsmeier, teolog og tidligere rektor for Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster:

”Folk, også biskopper, er mere bevidste om deres biografi i dag. De vil nyde livet, er bevidste om, at der er andet end arbejde, og vil ikke slide sig selv op. Det er også en hård tid at være biskop. Der er en tendens til, at folk klager over det ene og det andet, og biskopper skal generelt tage stilling til mere. Og så er det jo en god udvikling, at biskopper ikke nødvendigvis sidder i tyve år på posten.”

Dermed genåbner Eberhard Harbsmeier også debatten om åremålsansættelse af biskopper. En debat, som tidligere kirkeminister Manu Sareen (Å) åbnede i 2013, da han varslede et nyt lovforslag, der ville begrænse fremtidige biskoppers tid i embedet til 10 år. Det blev dog pillet af plakaten af hans efterfølger Marianne Jelved (RV).

”Et embede som biskop, man bliver valgt til, bør principielt være på lånt tid. Biskoppens rolle er til låns. Du vælger jo heller ikke en statsminister til at sidde livet ud,” siger Eberhard Harbsmeier.

Steen Skovsgaard har også tidlige været tilhænger af åremålsansættelse af biskopper. Det bringer han også op igen i forbindelse med sin kommende afsked.

”Min beslutning er også et resultat af debatten om åremålsansættelse. Jeg så gerne, at man kun var ansat for 12 år ad gangen,” siger Steen Skovsgaard, der har været biskop over Lolland-Falsters Stift siden 2005.