Er det folkekirkens opgave at drive mission blandt ikke-kristne i Danmark?
Sådan lyder et i udgangspunktet enkelt ja eller nej-spørgsmål, som Dansk Folkeparti tidligere på sommeren bad kirkeminister Mette Bock (LA) svare på. Ministeren sendte spørgsmålet videre til Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, som nu har svaret. Og pludselig er det hele ikke så sort-hvidt længere.
”Det er et besynderligt svar, som både blæser og har mel i munden,” lyder det fra Henrik Højlund, sognepræst i Løsning og formand for det teologisk konservative Evangelisk Luthersk Netværk.
Han undrer sig især over, at biskoppen i sit svar understreger, at folkekirken ikke er en frelsesinstitution. Forinden har Peter Skov-Jakobsen beskrevet, at det er alle biskoppernes overbevisning, at missionsarbejde er en del af alle præsters arbejdsopgaver. Men senere i svaret skriver han:
”Folkekirken som evangelisk-luthersk kirke er således ikke en frelsesinstitution, men et fællesskab af troende.”
Og det får Henrik Højlund til at spørge, hvad det så er for en form for mission, biskoppen har i tankerne.
”Hvori består mon så missionsopgaven om ikke i at række frelsens mulighed til mennesker?”, spørger han.
Det er Marie Krarup fra Dansk Folkeparti, der har stillet spørgsmålet om folkekirkens missionsarbejde igennem Folketingets Kirkeudvalg. Hun forklarer, at hun med spørgsmålet ønsker at få belyst, om folkekirken er sin missionsopgave bevidst over for muslimer, da islam ifølge hende er selve hovedproblemet med indvandringen i Danmark. Derfor så hun gerne, at flere muslimer konverterede til kristendommen.
”Der har været meget blandede signaler fra folkekirken om mission blandt muslimer. Nogle præster er meget engagerede, mens andre snarere er optaget af det helt modsatte og hiver imamer ind i kirken,” siger hun.
Derfor hæfter hun sig i første omgang ved, at biskoppen siger, at mission er en af folkekirkens opgaver. Men samtidig synes hun, at det lyder til, at han er ved at reducere kirken til ”en kaffeklub”.
”Selvfølgelig er det ikke kirkeinstitutionen, men derimod Gud, der frelser. Men kirken skulle gerne forkynde det frelsende budskab til ikke-kristne. Ellers har vi ikke brug for nogen kirke,” siger hun.
Men de ting har ikke noget med hinanden at gøre, siger Peter Skov-Jakobsen. For hvis frelsen var afhængig af kirken, hvad så med alle de mennesker, der levede, før nogen kirker blev grundlagt?
”Lige fra troens første dage har man tænkt over situationen for dem, der af forskellige grunde aldrig har lært Kristus at kende. Af Johan-nesevangeliet fremgår det, at Kristus altid har været her lige fra tidernes morgen. Så det er en gammel teologisk erkendelse, at der kan være en anonym Kristus-erkendelse til stede hos nogen mennesker. Derfor står frelsen ikke bare til forvaltning i kirken, for Helligånden bæres, hvorhen den vil,” siger han.
Af samme grund har han også understreget i sit svar til Kirkeudvalget, at det er en klassisk luthersk tanke, at mennesket står direkte over for Gud uden nogens mellemkomst. Og at det også skal afspejles i en missionssitua-tion.
Men dermed demonstrerer biskoppen, at han har misforstået luthersk kristendom, mener dr.theol. Carsten Breengaard.
”Det er en slap måde at udtrykke sig på, som tager alvoren ud af missionsbefalingen. Det svarer til at sige, at man lige så vel kan gå på værtshus eller ud i en skov og få et direkte og af mennesker uformidlet forhold til Gud,” siger han.
Carsten Breengaard hæfter sig ved, at Bibelens missionsbefaling om at gå ud i verden og døbe folk netop er en befaling til mennesker om at forkynde evangeliet.
”Enhver tale om, at forholdet til Gud skulle være uformidlet uden en mellemkomst i form af menneskers forkyndelse af Kristus, er noget vrøvl. Kristendommen er i høj grad formidlet i forkyndelsen af Kristus,” siger han.
Peter Skov-Jakobsen holder dog fast i, at det er ”en dyb luthersk erkendelse”, at der ikke er nogen mellemmænd mellem Gud og mennesker, og at protestanter derfor altid har forladt sig på Helligåndens virke, når det kommer til troserkendelsen hos andre.
”Vi skal altid møde det andet menneske uanset vedkommendes tro med den største agtelse. I det lys skal vi også se missionsbefalingen,” siger Peter Skov-Jakobsen.