Jeg vil meget hellere slå søm i end at sidde som biskop over Fyens Stift.
50-årige Anders Kjærsig, oprindeligt tømreruddannet og på 14. år sognepræst i Nr. Søby/Heden på Midtfyn, var den sidste kandidat, der meldte sig til bispevalget, og den første, der har trukket sig ud. Få dage før bispekandidaternes stillere tælles officielt i morgen. De fem er nu blevet til fire, og tilbage er Peter Lind, provst i Middelfart, som den eneste hane i kurven.
LÆS OGSÅ: Bispekandidat skriver historie
Ifølge egne udsagn har de sidste fire kandidater - Tine Lindhardt, Kirsten Jørgensen, Eva Tøjner Götke og Peter Lind alle stillerne på plads, det vil sige mellem 75 og 150 stillere.
Det har intet med stillere at gøre, de var for længst på plads. Og intellektuelt har jeg været helt klar til bispeembedet. Har nøgternt overvejet for og imod. Men hver morgen, når jeg vågnede, tænkte jeg på al det bøvl og selvjustits, der er i det embede. Det er jo slet ikke mig. I dag har jeg det fantastisk med at have truffet valget mellem bispeembedet og så den kirkelige kulturkritiker, jeg i virkeligheden helst vil være, siger han.
Anders Kjærsig var det tætteste, bispevalget kom en slags tidehvervskandidat.
Nu er der grundtvigianerne tilbage, så jeg tror, det bliver et valg om, hvilken person man synes bedst om, siger han.
Det lyder på Anders Kjærsig, som om han har samlet argumenter imod at stille op.
Det kørte bare pludseligt, midt i at jeg fyldte 50 år, blev gift, passede mit sogn, skrev klummer til aviserne og forsøgte at skrive en ph.d. om K.E. Løgstrup. Så var der en gruppe, der mente, jeg skulle stille op mest mænd, er jeg bange for og det sagde jeg bare ja til. Men det er ikke mig. Jeg mødte biskoppen, som havde været til Dronningens besøg i Faaborg og havde fire sæt tøj med. Og jeg går i joggingbukser hjælp!.
Jeg har heller ikke lyst til at lægge bånd på mig selv, hverken i skrift eller tale, hvis jeg var nået til målet. Og det er man jo nødt til.
En anden mente, at jeg skulle til stylist. Er det at blive biskop nu en skønhedskonkurrence?.
Det tankevækkende har dog, ifølge Kjærsig, været, at siden han bekendtgjorde kandidaturet, så har en række yngre præster privat spurgt, hvad han ville gøre for dem, hvis han blev biskop.
Og hvis Anders Kjærsig skal sætte en overdreven etiket på sine yngre kolleger, så er det curling-præster.
De nyuddannede præster er den første generation, der har været i institution, siden de var et halvt år gamle. Og at studere teologi foregår også i et forholdsvis beskyttet miljø. De er vant til teamwork, evaluering og efterlyser ledelse. Derfor får de et chok, når de pludselig befinder sig alene i en præstegård i et landsogn, omgivet af mennesker med andre uddannelser og en gennemsnitsalder på over 60.
Han har de sidste fire år fået syv yngre kolleger i et provsti med 11 præster, så nu er han alderspræsident.
Jeg kan godt deltage i teamwork om Spaghetti og Gud og andre arrangementer, men jeg vil hellere skrive og har svært ved at forstå, at provstiet ikke satser på 11 forskellige kompetencer frem for 11, der skal kunne det samme. Det er en generel tendens mange steder. Man ensretter i samfundets hellige navn.
Anders Kjærsig savner de dage, hvor man diskuterede teologi, kultur og kirke.
I dag handler det hele om administration, ledelse, teamwork, bureaukrati og APV, mus og grus.
Men nu kan han fortsætte, hvor han slap: med Løgstrup, kulturkritik og joggingbukser.